Det Poetiske Bureaus Forlag:
Endnu et trist, for tidligt farvel til en søjle i nyere dansk kultur, Martin Hall, som, dengang vi var unge og næsten uden hår på brystet, gav os et enormt rygstød ved at skrive forord til vores første monumentale klassikerudgivelse, “Udvalgt prosa” af Charles Baudelaire. Vi mindes Martin Hall ved her at bringe teksten:
DIGTEREN, PRÆSTEN OG SOLDATEN:
ET BAUDELAIRE-NOTAT
Jeg er blevet inviteret til at skrive en indledning til den foreløbig mest omfattende samling danske oversættelser af Charles Baudelaires tekster, men jeg er kommet meget i tvivl om, hvad jeg egentlig kan bidrage med.
En formel introduktion er næppe nødvendig, ligesom jeg kan nævne mindst ti andre skribenter, der på stedet ville kunne fremmane langt mere prangende indgangsportaler til mandens
arbejde end mig.
Ej heller kan jeg sige, at jeg har læst ham på hans modersmål, det er mit fransk for dårligt til – engelske og danske oversættelser, det er det, jeg har læst mig gennem. Ikke videre eksotisk.
Kort sagt, hvad i alverden skal jeg snart række ud og ned efter i mig selv, når pilen peger på mig som causerende sprechstallmeister
og præsentator?
Det eneste, jeg har at byde på, er det indlysende faktum, at Baudelaires skrifter har ramt mig både dybt og inderligt, gang på gang, i vidt forskellige perioder af mit liv. Det er det.
Okay, man er modtagelig som ung. Og ganske givet dobbelt modtagelig hvis man allerede som 17-årig føler sig marginaliseret af det omkringværende samfund. Der var næsten 100 år mellem hans død og min fødsel, og alligevel formåede han allerede dengang at virke så forbandet moderne på mig.
Man læser ord, der skærer som glas gennem vand, og man læser videre, selvom man på ingen måde har mulighed for at rumme dem. Man lader sig bestråle. Rense og løfte. Man føler sjælehøjde. Man mister pusten og nyder fortabelsen. Man føler taknemmelighed.
Hvornår stødte jeg første gang på Baudelaires navn? Jeg mener, at det var via den amerikanske rockpoet Patti Smith. Et interview med hende, så vidt jeg husker. Det var i al fald hende, der i 1976 introducerede mig til Rimbaud via læsningen af det mere end almindeligt omfattende noteapparat til hendes lp fra samme år, Radio Ethiopia.
Jeg noterede mig dette fremmedklingende navn som 13-årig. Senere cementerede hun bekendtskabet med Rimbaud på 1978-albummet Easter, hvor titelnummeret er skrevet som en hyldest til ham (baseret på en anekdote om ham fra hans ungdom, om hvordan han sammen med sine søskende undslap sin første altergang ved at løbe ud over markerne i sin søgen efter en mere sand gud).
Ved at lytte til Patti Smith og dernæst begynde at læse Rimbaud stødte jeg på Baudelaire. Det ene tager det andet. Jeg fik fat i Baudelaires hovedværk, Syndens blomster, og badede i en strøm af meningsforskelle.
Spørgsmålene begyndte øjeblikkeligt at melde sig: Hvordan måler man sig selv ud fra en følelse af mangel? Hvor går man hen, når kompasset ikke virker?
Svarene udeblev, men alligevel vidste jeg, hvad det hele på en eller anden måde drejede sig om.
Man bliver stående. Man venter. Man bliver. På stedet og mere end sig selv. Man venter på, at fremtiden indfinder sig.
Ifølge videnskaben er et hul ikke et fravær af partikler, derimod partikler der bevæger sig hurtigere end lyset. Længslen afføder punktet, og behovet skaber rummet.
Flere år senere blev verden atter rytmisk omkring mig – metastabil. Den blev til noget, der opererede via en ustabil ligevægt. Gys!
Sentenser kom og gik:
“Alt hvad der er smukt og nobelt, er et resultat af fornuft og beregning.”
“Vær altid en digter, selv når det drejer sig om prosa.”
“For købmanden er selv ærlighed en finansiel spekulation.”
“Hvad er kunst? Prostitution.”
“Hvis digteren forfølger et moralsk mål, har han reduceret sin poetiske styrke.”
“Selv hvis det blev bevist, at Gud ikke eksisterede, ville religion stadig være hellig og guddommelig.”
At finde Gud omtalt i den slags vendinger, side om side med noter om opium og ludere, slog mig som et udmærket springpunkt at navigere efter.
Med ét rimede ellers adskilte verdener på hinanden – det romantiske og det moderne.
Jeg læste videre.
Men den del af min Baudelaire-påvirkning, der i det lange løb sært nok viste sig at udøve den allerstørste indflydelse på mig, var, da jeg i 1989 – i London – stødte på den lille engelske udgivelse Intimate Journals. Oversat af Christopher Isherwood og med en introduktion af T.S. Eliot. Der er næsten ingen grund til at sige mere, vel?
Jeg var 26 på det tidspunkt.
“Der er ingen større mænd end digteren, præsten og soldaten. Manden der synger, manden der tilbyder Gud ofringer, og manden der ofrer sig selv. Resten er født til at smage pisken.”
“Nationer producerer udelukkende store mennesker på trods af dem selv”.
Hvad skal jeg snart sige?
Ord ændrer liv, og det tager ikke mere end en enkelt stemme at ændre historiens gang.”
bongorama.dk 