Af Leif Lønsmann
OLYMPOLITISK
Den Olympiske Komité er atter under beskydning for at ville åbne de olympiske lege for alle nationer, i overensstemmelse med det olympiske charters bestemmelse om ”universalitet” og ”politisk neutralitet”.
Det er der ikke noget nyt i. Hvert eneste år siden de moderne leges start i 1896 har der været nogen, der syntes at andre ikke burde deltage. Mens OIC har forsøgt at fastholde legenes internationale og upolitiske karakter.
I disse dage for 50 år siden havde vi en lignende diskussion, blot med andre lande og konflikter på tapetet. Værtslandet Canada udelukkede Taiwans 42 deltagere, fordi de insisterede på at repræsentere Kina, hvilket ville få Folkerepublikken til at udvandre, hvad Canada ikke ville risikere. Samtidig valgte 28 afrikanske nationer at boykotte legene i protest mod New Zealands deltagelse, fordi New Zealand havde spillet Rugby med Sydafrika.
I den danske presse frygtede man at OL i Montreal ville blive de sidste ægte internationale lege, uden politisk apartheid. Som pressen skrev: ”OL er blevet en parkeringsplads for verdens uløste problemer. Nationalismen har ødelagt den neutrale kappestrid”.
Den politiserede upolitiske kappestrid blev gennemført trods polemik, udelukkelse og boykot. Den største medaljehøster kom i øvrigt fra et land, som mange slet ikke mente burde deltage (eller eksistere for den sags skyld). 17-årige Kornelia Ender fra DDR kunne, til stor irritation for rivalen Vesttyskland, hænge ikke mindre end 4 guldmedaljer over sine veltrænede skuldre.
