Af Asger Schnack
GENLÆST: Jeg gik en tur i Ørstedsparken, og solens flimren i bladene fik mig til at tænke på Inger Christensens roman ”Azorno” fra 1967. Det var mest dens struktur, jeg tænkte på, det genkommende, det varierende, det gådefuldt uforklarlige og på samme tid tankevækkende, selv om det er svært at komme rundt om alle hjørner. Hvem er hvem? Hvem skriver hvad? Hvem er forfatteren? Hvem er personer i forfatterens roman? Etc. Jeg ser ”Azorno” som en overgang fra første til anden fase i Inger Christensens forfatterskab (sådan groft sagt), hvor første fase udgøres af digtsamlingerne ”Lys” (1962) og ”Græs” (1963) og romanen ”Evighedsmaskinen” (1964). ”Azorno” kommer så efter en pause på tre år og som optakt til ”Vandtrapper. Et rejsebrev” (trykt i ”texter fra slutningen af 60erne”, redigeret af Vagn Lundbye) og ”Det” (begge: 1969). Med Hans-Jørgen Nielsens begreber bevæger vi os fra ’erkendelse’ til ’eksempel’. Det er systemdigtningen, der slår igennem i midten af årtiet, også blandt de ældre digtere som Per Højholt og Inger Christensen. Her står ”Azorno” som et værk, der henviser til sin egen struktur (og tilblivelse) i de systemiske skift og ændringer af fortæller og fortalt. Hvad der fortælles fra den ene af de fem kvinders synsvinkel, genfortælles senere af en af de andre eller af den mandlige forfatter eller simpelt hen af Azorno, som både er en person og bogens titel. Så når Azorno taler, er det måske bogen, der taler (hvilket den sådan set gør hele tiden, i de forskellige forskydninger og forklædninger). Gentagelserne (med små variationer) er naturligvis vigtige, fordi de bliver et billede på livet selv, på dets rutiner og mere eller mindre tilfældige observationer og sansninger; men identiteten er ikke klar, tværtimod, der glides fra den ene til den anden, jeget er skrøbeligt, og der antydes et ’vi’ i form af menneskemængden på gader og torve. Eller måske snarere et ubestemt ’det’. Den faktiske virkelighed, set gennem et kalejdoskop. Tre steder i romanen sættes der spørgsmålstegn ved den traditionelle opfattelse af jeget som menneskets ’væsen’. ”Det blev en meget lang og faktisk også meget sørgelig historie, som jeg er fuldstændig ude af stand til at referere; mest fordi jeg må tage afstand fra Randis måde at fortælle på. Hun talte ikke om Xenia men om Xenias væsen” (side 12). ”Det blev en meget lang og faktisk også meget sørgelig historie, som jeg er fuldstændig ude af stand til at referere; mest fordi jeg må tage afstand fra Katarinas måde at fortælle på. Hun talte ikke om Louise men om Louises væsen” (side 50). ”Det blev en meget lang og faktisk også meget sørgelig historie, som jeg er fuldstændig ude af stand til at referere; mest fordi jeg må tage afstand fra journalens måde at fortælle på. Den talte ikke om Sampel (for slet ikke at tale om Azorno) men om Sampels væsen” (side 96 f.). Fra inderlighed mod yderlighed, forstået som den ydre verden, det synlige, hørbare. Et fjerde citat er interessant, fordi det handler om sproget som upersonligt: ”Alligevel vendte jeg altid, uanset de faktiske forhold, tilbage til netop denne beskrivelse, som om sproget holdt mig fast, som om det satte grænser for min frihed til at opleve, og som om det, når først det personlige udtryk var kommet i stand, ville vise mig at dette udtryk havde sit eget liv og egentlig var kommet i stand uden min medvirken, indgriben. Næsten som noget upersonligt” (side 99). Vi er på vej mod ”Det”. Hele romanen er således en identitetskritik eller -diskussion og en problematisering af det faste jeg, og som sådan også den traditionelle jeg-beretning, hvor virkeligheden anskues 1:1, og tiden er lineær. Den roman var sådan set skudt ned længe før ”Azorno”, men ”Azorno” bekræfter positionen. PS: Der er meget mere at sige om ”Azorno”, men dette var, hvad jeg tænkte lige nu. (Omslag: Gregers Nielsen)
