USA

Af Leif Lønsmann

USA

Amerikanere i hele verden fejrer i dag USAs 250 års fødselsdag.

Mens USA uden blusel fejrer sig selv som gudgiven verdenshersker, giver dagen kritiske stemmer anledning til at minde om de mindre charmerende sider ved USA. Sådan har det altid været. Det er ikke nyt.

De ældste af os kan sikkert huske, at 200 års jubilæet i Rebild Bakker i 1976 fik en ekstra dimension, da aktivister fra teatergruppen ”Solvognen” mindede deltagerne om, at USA var resultatet af en brutal, uprovokeret full-scale invasion, med etnisk udrensning og folkedrab på den oprindelige befolkning. Og at USA havde gentaget mønstret med at invadere og udrydde “uønskede” lande og befolkninger gennem samtlige 200 år.

Iklædt indianeruniformer og på hesteryg indtog aktivisterne bakkekammen og omringede festen, med indianerråb og sang: ”Vi ska’ hilse jer fra nogen / De ku’ ikke komme selv / Indianerne og Viet-Cong / Og de andre I slog ihjel”…

USA er altid, og som regel med rette, blevet kritiseret. Kun få år før 200 års jubilæet kunne man i de danske aviser læse om et USA, hvor en “narcissistisk og paranoid præsident” havde kastet USA ud i en ”historisk myndighedskrise”, præget af forfatningsstridigt og ulovligt misbrug af statsinstitutioner. Når præsidenten blev kritiseret for sin forfatningsstridige regeringspraksis, reagerede han ifølge den tids kommentatorer ”selvmedlidende med at rette voldsomme angreb på den amerikanske presse”. Europa talte ligefrem om ”Det Syge USA”, hvis regering ”i den grad var i miskredit og næppe stod til at redde”. Omvendt var USA ”tydeligt irriteret på Europa”, som de beskyldte for ikke at bidrage tilstrækkeligt til NATO. Oveni det hele lurede en konflikt mellem USA og Europa om toldtariffer.

Det var en anden tid… Eller…?