Tyske Filmdage

Af Kim Foss

Tyskland, damals 🇩🇪

I dag, søndag, åbner vi årets udgave af Tyske Filmdage – i København, Aarhus og Odense.

For mig er det nærmest en højtid. Min affinitet til alting tysk går laaaangt tilbage.

Da jeg afsluttede gymnasiet i 1980, rykkede jeg teltpælene til Berlin med min ven Steen. Dengang skulle man bare tage omkring Bahnhof Zoo lørdag aften og købe søndagsudgaven af Berliner Zeitung, så havde man en lejlighed. Vi landede i det nedre Neukölln, 100% non-gentrificeret damals, og jeg fik arbejde som lagerforvalter i stormagasinet Hertie ved Hallesches Tor – for lynsnart a blive forfremmet til ’Teppichverkäufer’ i firmaets fremskudte bastion for væg til væg-tæpper vis-a-vis Gedenkbibliothek.

Her betjente jeg det overvejende tyrkisktalende klientel og skar tæpper til iført Stanley-kniv, tommestok og hvid kittel (i hvis lommer jeg gemte mine små, gule klassikere fra Reclam, så jeg i det gedulgte kunne styrke mit tyske via Novalis og Hölderlin (Pretentious, Moi?)). Fra tid til anden inviterede min overordnede, Hr. Schulze, veteran fra Østfronten, mig med på den jugoslaviske restaurant i nabobygningen, hvor han trakterede på Cevapcici og Slivovitz. Det var dengang ’gut’ hed ’jut’ og alle på jobbet talte berlinerisch.

Efter arbejdstid startede et helt andet liv. Vi gik på Dschungel i Nürnbergerstrasse (Bowies hangout lige netop før vor tid), Kippenbergers SO36 og Risiko i Yorckstraße, hvor man på en god aften kunne blive betjent af både Blixa Bargeld og Nick Cave, som agerede bartendere, når de ikke nøjedes med at hænge i baren. Men selv med australske expats i rummet: Hovedsproget var tysk, kulturen ditto.

Og det samme var den musikkultur, som voksede frem dengang. De fleste i vor kreds sang med på refrænet fra DAFs ’Kebabträume in der Mauerstadt’, ’Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei’, og rå-identificerede sig med Einstürzende Neubautens ’Kollaps’. For No Future-generationen tegnede selv nutiden dystert, men på den lidt længere bane endte det heldigvis med at gå lidt bedre, end man kunne have frygtet.

At Berlins klubkultur skulle optages på UNESCOs liste over levende kulturarv (i 2024), havde ingen af os dog fantasi til at forestille os, men sådan blev det. Og for at det ikke skal være løgn: På Tyske Filmdage har vi en film med, ’Rave On’, der udspiller sig i det fredede klubmiljø, og filmens ene instruktør, Viktor Jakovleski, kommer endda til København og laver Q&A i forbindelse med vores visning af filmen i Grand onsdag den 22/4 kl. 21.30.

En anden sjov anknytning til fortiden: Min egen yndlingsinstruktør, Christian Petzold, er med igen. Vi viser ’Miroirs No. 3’ på tirsdag den 21. april – også i festivalens to andre biografer, Café-biografen i Odense og Øst for Paradis i Aarhus. Christian kommer ikke forbi i denne ombæring, men vi planlægger noget særligt i juni (stay tuned!). Og rent anekdotisk: Christian og jeg har fundet ud af, at vi begge havde vores gang på Dschungel i 1981, så potentielt har vi mødtes i et tidligere liv. At vi begge er sat ud af fodboldspillet med de samme, lede knæskader, får kun plottet til at tykkes…

Uanset: Stor og varm og personlig anbefaling til de nævnte film, mens også de øvrige titler. Det fulde program, otte Danmarkspremierer i alt, er her: https://grandteatret.dk/nyheder/19-23-april-tyske-filmdage/ (og et NB: Tak til alle sponsorer og samarbejdspartnere foruden hvilke… – de er listet i linket). Foto: Blixa.