Invitation til reception med Asger Schnack og Jan Kaspersen

Af Asger Schnack

Til min store glæde kommer Jan Kaspersen på fredag den 29. september og spiller et par numre til receptionen på Johan Borups Højskole for udgivelsen af min nye digtsamling, ”Lys og skygge er det samme” hun, der udkommer samme dag på forlaget Ekbátana. (Link til Facebook begivenhed). Da jeg hørte, at releasefesten skulle afholdes på Johan Borups Højskole, i den smukke festsal, tænkte jeg straks: Der er jo et flygel, så måske Jan Kaspersen vil komme og spille ”Night Reflections”, mit yndlings-Jan Kaspersen-nummer. Og ja, det ville han gerne! Aftalen er, at det slutter han med, og jeg læser også nogle digte fra bogen. Jan Kaspersen har jeg beundret helt tilbage fra ungdommen, vi mødtes via vores begges venskab med Dan Turèll. Jan var med i Sølvstjernerne og optrådte senere i duo med Dan på skoler og biblioteker. Jan Kaspersen modtog Bebop-prisen i 2010 – ganske nøjagtigt i dag for 13 år siden. Jeg holdt talen, hvor jeg blandt andet fortalte følgende anekdote apropos Dan Turèll: Jan Kaspersen og jeg havde det begge med at blive inviteret i medierne, når Dan Turèll blev mindet eller fejret i den ene eller den anden anledning. Tiåret for hans død eller runde fødselsdage. Jeg morede mig engang over for Jan Kaspersen over ligefrem at blive præsenteret som Dan Turèll-ven på skærmen – som var det en profession. Hertil svarede Jan Kaspersen kort: ’Jeg er stolt over at have været ven med Dan Turèll.’ Jeg forstod fuldstændig, hvad han sagde. Og jeg beundrede ham umiddelbart endnu mere – oven i al den beundring, jeg i forvejen nærede for ham. Jan Kaspersen har i øvrigt netop udgivet en ny cd, ”Music and Madness” med Jan Kaspersen Quintet, og har travlt med at spille i forskellige kombinationer rundt om i landet. Jeg har prøvet at optræde sammen med Jan Kaspersen før, så jeg ved, at jeg har grund til at glæde mig til på fredag. Som han skrev til mig forleden dag: ”Lad os give de fremmødte en lille tur på vores karrusel der kører derudaf 24-7.” Vel mødt den 29. september kl. 19:00 på Johan Borups Højskole.

🛒 Køb digtsamlingen her.