Introduktion til Leif Panduro ved Johan Rosdahl og Rikke Rottensten på Klassikerdagen.

Af Johan Rosdahl, forfatter, cand.mag., Klassikerkomiteen

Leif Panduro blev født i 1923 og efter en noget omtumlet barndom og ungdom uddanner han sig til tandlæge. Arbejdet som tandlæge i Esbjerg og andre steder inspirerer ham i 1957 til den lille debutroman ”Av, min guldtand” og her er det en veloplagt satiriker og humorist der fornøjer os med skildringer af livet i provinsen. Der er visse tilløb til alvorlig samfundskritik i romanen, men et egentligt gennembrud kommer med ”Rend mig i traditionerne” (1958) – og opfølgerne ”De uanstændige” (1960) og ”Øgledage” (1961).

I ”Rend mig i traditionerne” gør Leif Panduro det samme som amerikaneren Salinger i ”Forbandede ungdom” (1951, dansk 1953) og Klaus Rifbjerg i ”Den kroniske uskyld” (1958): Han giver stemme til den opvoksende generation i fortællerens, den unge mands/drengs skildring af hvor grotesk, ja absurd den traditionelle omverden tager sig ud. Bogens succes skyldes nok dens vilde humor i de vanvittige situationer, men bunder dybest set i at det er de voksnes normer og moral der, set gennem den unges bevidsthed, står for skud i beretningen. Og dette angreb bliver et væsentligt spørgsmål og det helt overordnede anliggende i Leif Panduros forfatterskab: Hvad sker der med det menneske der, på den ene eller anden måde, ikke lige passer ind i det ”normale” samfund? Hvad er i det hele taget at være ”normal”?

”Det er godt at vi har fået det bedre, men det ville være bedre hvis vi havde fået det godt.”
Villy Sørensen
Med udgangspunkt i den enkelte afvigers diagnose, og dermed et bud på årsagerne til afvigelsen, får Panduro beskrevet det moderne samfund med dets kolde teknologifiksering, fremmedgørelse og mangel på ægte menneskelighed. En samfundsbeskrivelse der er parallel til tidens lyriske modernisme: Med titlen på Klaus Rifbjergs gennembrudssamling ”Konfrontation” (1960) bliver ordet og begrebet konfrontation en karakteristisk holdning og bestræbelse: Digteren skal konfrontere læseren med virkeligheden – og den kan være så underlig og sprængt at man kun med et ligeså sprængt og usammenhængende sprog kan beskrive den. Og det kan digterne i lyrikken. I prosaen er det personernes ituslåede indre der beskrives som en afgørende faktor i deres mere eller mindre mislykkede personlige og sociale liv. Baggrunden er vurderingen af det danske samfund som ét, hvor det ikke er en selvfølge at vi får det bedre i takt med at vi får bedre levestandard med højere løn og flere forbrugsgoder. ”Velstand uden velfærd” kunne man sige med titlen på en fremstilling af samfundsudviklingen af Bent Hansen, chefredaktør for dagbladet Aktuelt, i 1969. Leif Panduro udtrykker det sådan i et interview fra 1962:

”Den omsiggribende velfærd er blevet så omsiggribende, at vi i grunden har det godt. Før i tiden kunne man sige, at det primære for mennesket var at få det bedre materielt. Derfor blev de forfattere, der beskæftigede sig med menneskets indre konflikter ikke hørt. Nu er den materielle velfærd så udviklet, at det virker som en gigantisk provokation, når man siger: I har et jo i grunden ikke godt! De fleste tror, at de får det godt fordi de får det bedre.”

Og det er denne utilpashed der er fælles for en række af de værker Panduro skriver i de følgende år. Nu er det ikke en ung mands udvikling, men voksne mænds problemer med identiteten der er i centrum.

Alene titlerne på romanerne antyder hvad der er på færde: I ”Fern fra Danmark” (1963) spiller navnet Fern på at hovedpersonen er fjern fra omgivelserne, men også fjern fra indsigt i hvem han selv er. Det afslører romanen i en raffineret opbygning – og det er nærmest uhyggeligt. Også i ”Fejltagelsen” (1964) og ”Den gale mand” (1965) bliver hovedpersonerne afsløret, begge som en slags ofre for samfundets krav.

TV-dramatik, der rydder gaderne
Panduro bliver mere og mere optaget af de psykologiske aspekter af mennesket – både i de nære relationer i parforhold og familie, men også i arbejdsliv og samfund. Samtidig lærer han at bruge andre medier end den trykte bog: Film som ”Støvsugerbanden og Harry og kammertjeneren” viser nye sider af Panduros kunnen og kunst, men stadig med fokus på outsiderlivet – også radio og tv-serier bliver medier for Panduro.

Men allervigtigst bliver den egentlige tv-dramatik, der bliver en helt enestående succes. Både anmeldere og seere er begejstrede og spillene om de nærmest helt almindelige, danske middelklassemennesker rydder gaderne søndag aften. Det er Panduros evne til at aflytte personernes individuelle sprog, med deres åbenlyse og skjulte manipulation der fascinerer seerne, der med gru kan se sig selv i Panduros nådesløse afdækning af menneskers fejhed og egoisme. Afgørende for tv-spillenes gennemslagskraft er hans samarbejde med instruktøren Palle Kjærulff-Schmidts og den fremragende besætning af skuespillere der medvirkede.

Når man kan kalde Leif Panduro for Danmarks nationalpsykiater er det disse tv-spil der er i centrum: Meget af det vi fortrænger, ikke har lyst til at tale om, kommer frem i stykker som ”Farvel, Thomas” (1968), ”Rundt om Selma” (1971) og ”Louises Hus” (1977).

Det er snart længe siden tv-stykkerne ryddede gaden og i dag skal der nok stærkere midler til den samme publikumsbegejstring og det kan gerne være at 1970´erne på flere måder er langt væk, men den præcise, undertiden smertelige afdækning af vores samvær og relationer er stadig aktuel.

Om Leif Panduros TV-dramatik

Af Rikke Rottensten, museumsinspektør, cand.mag., kritiker og forfatter, Klassikerkomiteen

I 1962 ligger der en dag en forespørgsel fra Danmarks Radio i Leif Panduros postkasse i Dragør.

Det er fra TV-Teatrets chef, forfatteren Erik Aalbæk Jensen, som skriver, at han gennem længere tid “har haft lyst til at spørge Dem, om De kunne have lyst til en samtale Dem og mig imellem om TV-dramatik m.v.”.

Aalbæk Jensens brev fører Panduro ad den bane, han bliver allermest kendt for. Han har skrevet dramatik med vekslende held inden da. Han har også skrevet den endnu i dag klassiske filmkomedie om “Harry og kammertjeneren” med Osvald Helmuth og Ebbe Rode i hovedrollerne, og er så småt begyndt at lære at give slip på sit kontrolgen i forhold til sin tekst.

Aalbæks brev skriver også tv-historie. For det er herfra, Danmark for alvor får et TV-teater. Med danske dramaer skrevet direkte til TV som selvstændigt medie. TV må ikke længere underordne sig teatret som kunstart, nu er det en genre for sig med langt større vægt på det filmiske end sceniske.

Kombinationen af det nye medie, et Danmarks i forandring og Panduros talent for tv-dramatik er en treenighed af de sjældne og lykkelige for alle parter – både dem bag skærmen og foran.

Dagligstuedramatik – lige ind i dagligstuen
Små 100 år før havde hans norske kollega Henrik Ibsen skrevet debatterende dramatik fra borgerskabets dagligstuer. Det samme gør arvtageren Leif Panduro. Men nu spejlede stuen i tv præcis, den som publikum selv sad i. Deres sofaer, kaffekanden, indretningen, parmiddagene, de ægteskabelige dynamikker og måske især deres indre konflikter. Det var som at sidde i stuen hos personerne, gå med dem rundt i byen, drikke en whisky i baren sammen og sidde ved siden af dem i bilen. De talte ligesom naboen, kollegaen og en selv. Her var virkelig tale om dramaet som et spejl, der blev holdt foran dem. Det var nybrydende og med en realistisk præcision, der skar helt ind til marven i benet – og gjorde derfor et ekstra stærkt indtryk.

Men flettet ind i det hyperrealistiske univers, som stykkerne foregik i, var også elementer i familie med det absurde teater. Personer der dukkede op uden forklaring eller logisk sammenhæng. Samtaler uden mening. Symboler der lå udenfor hverdagssfæren.

Her går det (ikke) godt
Panduros tv-spil foregår i den højere middelklasse. Kittelaristokratiet, som nogen kaldte det, i det moderne velfærdssamfund. Det vrimler med læger, arkitekter, universitetsuddannede, journalister, tandlæger og forretningsfolk i tv-spillene. Folk der er veletablerede, tjener rigtig godt, bor elegant i de rigtige postnumre, er velklædte og velholdte. Alle basale behov er dækket – plus en god sjat oveni.

”Her gaar det godt”, som en roman (1952) af Panduros tragisk-satiriske forfatterkollega Finn Søeborg hed. Hvilket selvfølgelig kun var en talemåde – både hos Søeborg og Panduro. For det var kun på overfladen, det gik godt for den voksende middelklasse.

Panduros figurer Adam, Bella, Anne og Louise har alt og alligevel ingenting. De er fremmede overfor sig selv og hinanden. De taler sammen, men forbi hinanden. Bag den smukke, velpolerede facade skvulper tomheden. Personerne er i en mere eller mindre dyb eksistentiel krise. De er ramt af meningsløsheden her midt i livet, hvor de ellers skulle til at nyde alt, de har opnået. I stedet er de som druknende, der kæmper for at komme op og få luft.

“Det går nedad og det gør så ondt”, som Panduro skrev i Politiken i 1972, og hans trænede blik så og skildrede den privilegerede klasses eksistentielle krise og famlen efter indhold i tilværelsen. De erkender, der er noget galt, men indenfor tv-spillets ramme sker der sjældent noget, der for alvor ændrer de problematiske mønstre og strukturer.

Facader og hemmeligheder
“Det er aldrig som man tror det er*, som Paul siger til Adam i ”I Adams verden”, da Adam har opdaget hans dybe hemmelighed: At han også er kvinden Sonja. Da Holger Juul Hansens Paul uventet entrerer i blond paryk gik der et kollektivt gisp gennem Danmark. Tal om facade, der krakelerede! Transseksualitet eksisterede ikke officielt i det bedre borgerskab dengang, og var slet ikke en identitet, man vedgik sig, at menneske som dig selv, din mand eller naboen kunne have. Med tanke på, at transseksualitet var registret som psykisk lidelse indtil 2017 var det overrumplende og temmelig progressivt af Panduro at lade Paul være netop det. I den bedste sendetid i monopolets tidsalder.

Hvor et par millioner mennesker så Panduros tv-spil, når de blev sendt. Uden mulighed for at streame bagefter. De sad der i sofaen med kaffe på kanden, en avec eller en øl – nærmest hele Danmark. Det er ikke løgn, når man siger, Panduro lagde gaderne øde. Det var nærmest kun mindreårige og folk uden tv, der ikke overværede premieren på et ny Panduro stykke.

På et tidspunkt begyndte man også at udgive spillene i bogform. Normalt – også dengang – et lille marked, men med Panduro ville seerne gerne så hurtigt som muligt kunne gå længere ned i temaer og karakterer.

Men netop det, at de ramte den tid, de var skrevet om og til så stærkt og præcist, er også medvirkende til, at de ikke i samme grad vil ramme et nutidigt publikum. Man kan genkende træk, tråde og scener, men de står især som formidable, autentiske tidsbilleder af en nær fortid, hvor Danmark gennemgik store forandringer – til det bedre? Måske…

Se flere af Panduros værker på bibliotekernes online-tjeneste filmstriben.dk eller dr.dk/bonanza