Af Arne Herløv Petersen

I dag er det tres år siden, min første roman – der hed “Morgensol og glasskår” udkom. Jeg har skrevet lidt om det i min erindringsroman “Grænseløs”:

Gyldendal havde udskrevet en romankonkurrence. Førstepræmien var 100.000 kroner. Det var et ufatteligt stort beløb. Min mor ville være ni år om at tjene så meget.
Selvfølgelig ville jeg prøve lykken. Jeg havde skrevet to kapitler af min generationsroman fire måneder før, men så gik jeg i stå, efter at Mariann havde kritiseret den sønder og sammen. Nu tog jeg den frem igen og satte mig ned i kælderen. Den var helt fint indrettet efterhånden, min far havde også lavet et gæstetoilet og et tekøkken dernede. Langs den ene væg havde vi sat en bordplade på et par bukke og sat en arkitektlampe op. Jeg flyttede skrivemaskinen derned, så forstyrrede jeg heller ikke de andre, hvis jeg sad og skrev om natten. Jeg lavede te med jævne mellemrum. Jeg havde læst Tage Voss’ essay om te i “Flere gode glæder”, så jeg lavede teen efter alle kunstens regler i en uglaseret lerpotte og drak den af en flad, åben kop.
Der var kun en måned til manuskriptet skulle afleveres, så hvis jeg ville være med i konkurrencen, var det bare om at skrive løs.

Vi holdt kulturaften hos Simon med te og lavmælte diskussioner. Jeg læste op, de første tre kapitler af min roman om vores kreds. Den faldt tungt til jorden. Folk syntes den var plat og flad og alt for privat. Christian sagde, at den var pissedårlig. Det var en helt banal trekantshistorie, og det vidnede ikke just om, at jeg var i besiddelse af nogen større fantasi, at jeg i den grad havde kalkeret af efter virkelige begivenheder. Han håbede for mig, jeg ville fjerne mig fra realismen igen.
Bagefter læste Andreas op af Per Sørensens Jazzdrengene for at vise, hvordan det kunne gøres. Den var de alle sammen begejstrede for.
Et par dage efter fik jeg brev fra Gyldendal. De ville gerne udgive min generationsroman. Ole Wivel skrev, at den havde været med lige til finalen i konkurrencen. Den var blandt de fire bedste. Men den havde altså ikke vundet. Dommerkomiteen bestod af Tom Kristensen, Erling Nielsen og Gyldendals faste konsulent Peter Christiansen. Vinderen var en vinhandler fra Hellerup, der hed Leif Jørgensen. Efter at vinderen var udpeget, tog Ole Wivel, Otto Lindhardt, Mogens Knudsen, Werner Svendsen og Erik Vagn Jensen op til Skagen med en kuffert med tyve manuskripter fra konkurrencen, og de valgte så fire af manuskripterne til udgivelse. Ud over mit var det Fern fra Danmark af Leif Panduro, Vejen til solen af Mogens Jacobsen og Skal vi gifte os med miss Simpson? af Palle Fischer.
. Jeg kunne få 3660 i forskud med det samme for min bog. Den skulle komme i et oplag på 4000 til september; hvis den blev udsolgt fik jeg i alt 10.800 kroner.
Jeg var rundtosset af glæde. Men også overrasket. Både Mariann og mine venner syntes, bogen var gennemført elendig. Og jeg havde selv regnet med, at min mere eksperimenterede roman havde meget bedre chancer.

Ole Wivel sagde, at der efterhånden var adskillige, der havde læst min bog, og de kunne helt godt lide den. – Den er uanstrengt pågående, sagde han. Jeg havde kaldt min generationsroman En håndfuld lys før mørket. Det var en helt håbløs titel, syntes han. Vi måtte finde på noget andet.
Et par dage efter sad jeg en morgen og drak kaffe og så ud ad vinduet. Morgensol og glasskår, sagde jeg til mig selv, og det kom bogen så til at hedde.

Tirsdag efter skovturen udkom min roman “Morgensol og glasskår”. Jeg havde ikke talt med nogen på forlaget, siden vi skrev kontrakt. Der var ikke nogen, der havde foreslået mig at rette så meget som et komma. Der var heller ikke noget release party eller forhåndsskræp i aviserne eller signering eller oplæsning på biblioteker eller i læseklubber. De udgav bare den bog, de havde fået tilsendt, i 4000 eksemplarer, og håbede på, at der var nogen, der ville købe den. Den eneste reklame, forlaget gjorde for bogen, var at sætte en enspaltet annonce to gange på bagsiden af Politiken og Berlingeren. Så måtte bogen klare sig selv, hutle sig igennem på gaden i al slags vejr. Det var kun de hårdhudede, der overlevede den behandling. Der var seks temmelig store anmeldelser på dagen. Hakon Stangerup var mest positiv i sin anmeldelse i BT. Han sammenlignede den med Sønderbys “Midt i en jazztid” og talte om forfatterens “sikre sprog, upåtvivlelige talent og desuden et personligt tilskud af ironi og humor, som man tør vente sig en del af”. Leif E. Christensen kaldte den “en lovende debut” i Aktuelt. Det var ingen betydelig roman, men den havde reportageværdi, og den skulle roses for sit vid. Niels Barfoed skrev i Information, at bogen havde en “ligevægtig autenticitet” og var “ryddet for død beskrivelse”. De mest negative var Emil Frederiksen i Berlingske Tidende, der var moralsk forarget, og Henrik Neiiendam i Berlingske Aften, der skrev: “Man skal ikke trække gulerødder op om foråret, og 20-åriges romanmanuskripter har i reglen bedst af at forblive utrykt”. Klaus Rifbjerg anmeldte den i Politiken dagen efter. Han skrev, at den havde et autentisk præg og var skitsemæssig og henkastet. Bogen var “ikke så anderledes end dem, man ellers skriver i den alder”.
I alt kom der 33 anmeldelser af bogen i aviser og tidsskrifter, og de dækkede det meste af spektret fra det positive til det negative. Pastor Rald skrev i Kristeligt Dagblad, at han i grunden havde ventet sig bedre af de unge atomdemonstranter end disse abefester, og han fattede ikke, at Gyldendal ville lægge navn til sådan noget.
Sammenfattende måtte man sige, at anmelderne på aviserne, der alle sammen var ældre end mig, for de flestes vedkommende var behersket positive. De sank ikke i knæ i beundring, men det var der sandt at sige heller ikke grund til. Jeg synes, at Klaus Rifbjerg havde ret, da han skrev om “en blanding af underdrivelse, medvidende ironi og samtidig så håndværksmæssigt ubehjælpsomt, at det næsten er rørende”. Men de fleste voksne anmeldere kunne godt se et eller andet i den, noget der måske engang kunne blive til noget.