Af Lars Movin

I BRIAN ENOS HUS
eller: 75 ÅR I MORGEN (mandag) – TILLYKKE!

Som for så mange i min generation – eller deromkring – har den britiske musiker, producer, tænker, installationskunstner m.m. været et fyrtårn og et pejlemærke siden 1970’erne. Naturligvis først og fremmest i kraft af hans talrige plader i eget navn, vekslende mellem instrumentale udspil – herunder en række med såkaldt ambient music – og egenartede sange. Men samtidig har han også været nærværende som en tænkende musiker/kunstner, som gang på gang har vist sig i stand til ikke blot at vise nye veje for måder at skabe og producere musik på, men også at sætte ord på, hvad den kreative proces handler om.

Første gang, jeg oplevede Brian Eno live, var det ikke som musiker, men som billedkunstner. Det var i januar 1986, hvor han i det for længst hedengangne Video Galleri i Huset i Rådhusstræde i forbindelse med festivalen Video Marathon viste sin installation “A Tinted Room”, et stykke lyskunst i bevægelse, hvor det indirekte skær fra skjulte monitorer oplyste arkitekturlignende skulpturelle former (hvis ikke jeg husker galt, var installationen ledsaget af den musik, der i 1992 blev udgivet på albummet “The Shutov Assembly”).

Ved besøget i 1986 stillede Brian Eno desuden op til en Artist Talk i Grand Biografen med Poul Borum som kongenial samtalepartner. Arrangementet fandt sted en søndag eftermiddag (26. januar), og det blev en minderig seance, hvor Brian Eno med vanlig præcision og karakteristisk underspillet britisk lune fik sagt mange kloge ting, både om sit specifikke værk og om kunstens væsen sådan i al almindelighed. Og den bemærkning, der fæstnede sig stærkest i mit dengang unge sind, var Enos beskrivelse af avantgardens funktion som en proces, hvor der hele tiden åbnes døre ind til nye rum i bevidstheden, således at det mentale ‘hus’, man lever i (eller med), bliver større og større. Man behøver ikke nødvendigvis at opholde sig i alle de rum, der åbnes, sagde Eno, men visheden om, at de findes, har betydning for den måde, man agerer, manøvrerer og oplever på. Og så tilføjede han, måske for også at nå dem på bageste række: “Jeg er glad for at vide, at Sydpolen findes, men det betyder ikke, at jeg har lyst til at bo der.”

I de små fyrre år, der er gået siden arrangementet i Grand, har en del af mit sind så at sige boet i Brian Enos mentale ‘hus’. Og hvis effekten af det første besøg på et tidspunkt begyndte at aftage, så blev den genopladet, da Eno i november 2016 igen besøgte København, denne gang for at deltage i projektet “Dokument #2” (sammen med Laurie Anderson og Ene Oke). Også ved den lejlighed stillede han – sammen med sine to kolleger – op til en Artist Talk i et propfyldt Hovedbibliotek, hvor han i et Champagne-boblende humør igen åbnede op for sin helt særlige indsigt i musik, kreativitet og kunstens rolle i en bredere betydning.

Da vi gik hjem efter dén aften, var det fortsat vanskeligt at sætte fingeren på, hvad det lige præcis er, Brian Eno KAN. Nogle kunstner åbner en dør på klem til et rum i bevidstheden, som man ikke før havde kendt eksistensen af. Andre dekorerer kendte rum på nye og stimulerende måder. Brian Eno? Han har simpelthen bygget et helt anneks, som ikke fandtes før. Jeg tøver ikke med at kalde ham en af mine absolutte yndlingskomponister, ja, en af mine yndlingsKUNSTNERE i bredere forstand. Og mandag fylder han 75 år – tillykke og TAK!

(De fire fotos er fra seancen på Hovedbiblioteket den 19. november 2016).