Af Leif Lønsmann
MGP 2023
Tillykke til Sverige og til Liverpool for et festligt og fredeligt Melodi Grand Prix / European Song Contest.
Den europæiske sangfest har ikke altid forløbet lige fredeligt. Da Danmark i 1964 var vært for Det Europæiske Melodi Grand Prix faldt det nogen for brystet at europæiske diktaturer og krigsførende nationer som Grækenland, Spanien, Portugal, Frankrig og Storbritannien deltog i showet.
At græske, spanske, portugisiske, franske og britiske sangere skulle optræde under deres nationale flag, mens deres lande førte krig og undertrykte deres egne eller deres koloniers befolkninger, var en torn i øjet på demokratiske og fredselskende danskere. Kunne det virkelig passe, at krigsførende lande og diktaturer skulle kunne udnytte showet til at promovere sig for direkte tv ?
Arrangørerne og det officielle Danmark afviste protesterne. Melodi Grand Prix var et rent musikalsk anliggende, som ikke skulle gøres til genstand for politiske stridigheder i eller imellem de deltagende nationer.
Protesterne mod de europæiske diktaturstaters og krigsførende nationers deltagelse kulminerede med bombetrusler mod Tivolis Koncertsal, hvor den store finale skulle afholdes. Bombetruslerne indeholdt et ultimatum om, at hvis ikke man blokerede for diktaturernes og invasionsmagternes deltagelse, ville Tivolis Koncertsal blive bombet.
Politiet og Efterretningstjenesten var derfor talstærkt til stede blandt publikum under det internationale Melodi Grand Prix i København.
Alligevel lykkedes det en aktivist at springe op på scenen med et skilt, hvorpå der stod ‘BOYKOT FRANCO OG SALAZAR’. Franco var Spaniens diktator og Salazar var Portugals. Begge lande var brutale diktaturer og kolonistater. Det var ikke så usædvanligt i Europa dengang.
Politiet var hurtig til at fjerne demonstranterne, mens DRs kamerafolk loyalt drejede kameraerne væk fra den pinlige episode, så de europæiske tv-seere ikke skulle få ødelagt festen af demokratiske ideer. Derfor findes der ikke fotodokumentation af protesten.
Skriv en kommentar til denne artikel