


Af Leif Lønsmann
For blot 25 år siden oplevede Europa den hidtil længste og blodigste krig siden Anden Verdenskrig.
Krigens spor er stadig synlige her i Beograd, hvor man har ladet nogle af de bombede bygninger stå som et mindesmærke over de mange civile ofre for USAs og NATOs bombardementer af byen fra marts til maj 1999.
Efter 47 dage og 38.000 bombetogter lå store dele af Beograd i ruiner. Mange hundrede civile, heraf mange børn, mistede livet i takt med at NATOs bomber regnede ned over broer, fabrikker, jernbaner, hospitaler, skoler, kulturmonumenter, parker og butikker. Vandforsyning, elektricitet og anden infrastruktur var sat ud af kraft, ligesom Radio- og tv-huset midt i byen stod tavst tilbage som en gabende ruin (foto). 16 menige journalister og teknikere blev dræbt, og radioen kunne ikke advare befolkningen om de fortsatte bombardementer af deres hovedstad.
Serbiens regering ønskede efterfølgende USAs Bill Clinton stillet for en krigsforbryderdomstol for angrebene, som var foretaget uden forudgående mandat fra FN. Men USA anerkendte hverken anklagerne eller domstolen og undgik strafforfølgelse.
Beograds bystyre har, med de pårørendes tilladelse, valgt at vise krigens ansigter frem. Foran ruinerne af Forsvarsministeriet (foto) har man ophængt billeder af de civile ofre for NATOs bombardementer i disse dage for 24 år siden.
Der lægges ikke fingre imellem, og billederne er gru- og smertefulde. Men Beograds bystyre synes at det er vigtigt at vi alle ser hvad krig og bomber fører med sig. Jeg har undladt nærbilleder, men anbefaler et besøg på stedet hvis man er i nabolaget – og tør se krigens ansigter i øjnene.
Skriv en kommentar til denne artikel