Af Lars Movin

RYUICHI SAKAMOTO (January 17, 1952 – March 28, 2023) R.I.P.

Det var godt nok en af de personlige favoritter, der faldt fra, da den japanske komponist, pianist m.m. Ryuichi Sakamoto døde forleden, blot 71 år gammel. Det har i længere tid været kendt, at Sakamoto døjede med en kræftsygdom. Eksempelvis blev det omtalt ganske åbent i Stephen Nomura Schibles portrætfilm fra 2017, “Ryuichi Sakamoto: Coda” (link til filmen nede i tråden). Ligesom sygdommen også var en præmis for det fine album “async” (2017), som Sakamoto skabte som en reaktion på i første omgang at have overvundet den dumme sygdom. Så vi vidste sådan set godt, at det ikke stod alt for godt til. Men ikke desto mindre er det trist, at den unikke musikalske kæmpe nu har forladt denne verden. Man skal lige sunde sig. Oh, boy …

Som billedet herover antyder, har Sakamoto gennem årtier fyldt godt i cd-reolen her i huset (og også i lp-reolen såmænd). Og de viste titler er endda kun toppen af isbjerget. Mere end 100 udgivelser blev det til, fordelt på et bredt spektrum af genrer: pop, rock, electronica, ambient, klassisk kompositionsmusik, bossa nova m.m. For ikke at tale om den filmmusik, som mere end noget andet bidrog til at hæve Sakamotos berømmelse op til de øverste luftlag, ikke mindst efter det Oscar-belønnede lydspor til Bernardo Bertoluccis “The Last Emperor” (1987). Cirka 50 soundtracks kunne Sakamoto notere på sin værkliste, hvoraf man – ud over “The Last Emperor” – kunne fremhæve “Merry Christmas Mr. Lawrence” (1983), “The Sheltering Sky” (1990) og “Little Buddha” (1994).

Sakamoto indledte sin internationale karriere i 1970’erne som medlem af det japanske pioner-ensemble Yellow Magic Orchestra. Og i 1978 lancerede han tillige med albummet “Thousand Knives” en solokarriere – en karriere, som med tiden skulle komme til at overskygge aktiviteterne med YMO.

Da jeg i december 1989 passerede gennem Tokyo for at tage pulsen på den aktuelle japanske musikscene, var det naturligvis Sakamoto, der stod øverst på min ønskeliste over musikere, jeg gerne ville møde. Og efter en del skriverier frem og tilbage med pladeselskabet lykkedes det omsider at få en audiens hos den allerede dengang meget feterede komponist, som viste sig at være overraskende sky og genert, og som af en eller anden grund nærmest kun hviskede sine svar, hvilket var lidt af en udfordring for min medbragte Sony Professional walkman (en trofast og driftsikker maskine, som jeg stadig bruger den dag i dag). Trods lavmæltheden viste det sig efterfølgende dog heldigvis muligt at udskrive interviewet, som i første omgang blev til en feature i dagbladet Information og senere kom til at indgå i Japan-afsnittet i min bog “Rejsefeber” (1996).

Den plade, som jeg i 1989 først og fremmest ønskede at tale med Sakamoto om, var den Bill Laswell-producerede “Neo Geo” (1987), der i mine ører fremstår ganske eklektisk, men som fra ophavsmandens side viste sig at være tænkt som et opgør med begrebet “world music”. Og denne attitude omfattede også det album, “Beauty”, der var udkommet få uger før vores møde. Sakamoto forklarede:

“Nogle folk siger, at jeg laver world music. Det er jeg ikke enig i. Jeg laver MIN EGEN musik, og i den benytter jeg inspiration fra hele verden: Okinawa, Afrika, Indien, Europa, USA – alt, hvad jeg kan lide at lytte til. Normalt bruger man begrebet world music om nogen, der blot spiller traditionel musik med moderne teknologi. Jeg bruger ikke traditionel japansk musik, for det kender jeg slet ikke noget til. (…) ‘Neo Geo’-pladen var som en slags patchwork. En rejse gennem verden – fra Japan til Kina til Okinawa til New York. På ‘Beauty’ har jeg forsøgt at integrere inspirationskilderne i hvert enkelt nummer, så ingredienserne fra Okinawa og Afrika kan optræde samtidig i en sang, der måske på overfladen lyder som noget helt tredje. Inspirationskilderne er benyttet som en slags krydderier, og jeg forsøger at få dem til at supplere hinanden.”

Så var der samarbejdet med den egenartede og – i traditionel forstand – uskolede guitarist Arto Lindsay, som interesserede mig, fordi jeg i de år var stærkt optaget af New York-noise-scenen. Om ham fortalte Sakamoto, at han havde været en stor beundrer af hans unikke stil og sound, siden han havde hørt gruppen DNA på det Brian Eno-kuraterede album “No New York” (1978), en opsamling af periodens No Wave-grupper:

“Da jeg spillede i New York med Yellow Magic Orchestra engang i begyndelsen af 80’erne, opsøgte jeg Arto for at fortælle ham, hvor meget jeg holdt af hans musik. Han var meget afvisende og svarede, at han afskyede min musik. Han ville hellere lytte til støjen fra subway’en. Det var et fantastisk svar, syntes jeg. Og da jeg nogle år senere blev bedt om at lave musik til stykket ‘Esperanto’ af den amerikanske koreograf Molissa Fenley, spurgte jeg Arto, og han ville spille guitar. Denne gang var han meget venlig, og siden har vi været venner. Så da jeg ønskede engelske tekster på ‘Beauty’, var det naturligt for mig at henvende mig til ham.”

I det hele taget dementerede mødet med Sakamoto nogle af mine romantiske forestillinger om, at japanske komponister primært måtte være formet af japanske musiktraditioner. Da jeg med måske lidt for meget undren i stemmen spurgte ham, hvorfor han på albummet “Beauty” snarere end at samarbejde med japanere omgav sig med et hav af musikere fra alle mulige andre steder i verden, heriblandt en række vestlige stjerner såsom Robbie Robertson, Brian Wilson og Robert Wyatt, svarede han:

“Jeg blev født syv år efter Anden Verdenskrig, og i min barndom var der stadig amerikanske soldater i gaderne. Vi hørte mest amerikansk musik og så mange amerikanske film. Faktisk var det sjældent, at vi stiftede bekendtskab med japansk kultur. Der var noget japansk pop i radioen, men det var skrækkeligt. De fleste kunne langt bedre lide The Beatles. Jeg er blevet undervist i musik, siden jeg var ti år, og mine favoritter spænder fra Beethoven over John Cage til John Coltrane og Beatles. Alle disse genrer har altid ligget mig langt nærmere end japansk musik. Men jeg er nok atypisk i forhold til andre japanske rockmusikere, fordi min baggrund primært er moderne vestlig kompositionsmusik. I dag føler jeg, at Debussy er det, der ligger mig nærmest.”

Undervejs i samtalen tøede Sakamoto noget op. Og da vi skiltes gav han mig ikke blot en fin special edition cd-box-udgave af albummet “Playing the Orchestra” (se nede i tråden), han inviterede mig også til en koncert, som han aftenen efter skulle give i den prestigiøse koncertsal Bunkamura i Shibuya-kvarteret. Det var en rigtig Tokyo-event med billetpriser i omegnen af 1.000 kroner, hvilket var ganske pebret i 1989. Og at dømme efter de nærmest overstadigt begejstrede reaktioner, det udløste, nærmest uanset hvad han diskede op med i løbet af aftenen, havde han allerede dengang status som en supernova på det japanske musikfirmament. En supernova, som nu er slukket …

HOW MANY MORE TIMES …
eller: RYUICHI SAKAMOTO R.I.P. (en fodnote)

Apropos gårsdagens mindestykke for den netop afdøde japanske komponist og pianist Ryuichi Sakamoto (1952-2023).

Sakamoto var ikke mindst berømt for sin musik til Bernardo Bertoluccis filmatisering af Paul Bowles-romanen “The Sheltering Sky” (1990) – en film, hvor Sakamoto også optræder i en lille cameo-rolle. Hvilket fik mig til at tænke på, at han på en af sine sene udgivelser, det meget spændende post-cancer-album “async” (2017), har inkluderet en komposition, “Fullmoon”, hvor han har samplet et stykke af Paul Bowles’ monolog fra “The Sheltering Sky”.

Det er ord og tanker, som det altid er værd at notere sig – og som får ekstra prægnans i lyset af et dødsfald:

“Because we don’t know when we will die, we get to think of life as an inexhaustible well. Yet everything happens only a certain number of times, and a very small number really. How many more times will you remember a certain afternoon of your childhood, some afternoon that is so deeply a part of your being that you can’t even conceive of your life without it? Perhaps four or five times more, perhaps not even that. How many more times will you watch the full moon rise? Perhaps twenty. And yet it all seems limitless.”