Min første kronik i Politiken

Af Arne Herløv Petersen

For 65 år siden.

Her er min anmeldelse af “Vi Mennesker” i Politiken 26.1.1958. Da jeg havde skrevet den i december ’57, spurgte min mor, om hun måtte læse den. Det sagde jeg nej til.

Enten vinder den, og så kan du læse den i Politiken, sagde jeg. – Eller også vinder den ikke, og så er den ikke værd at læse.
*
Den var min første kronik i Politiken. Den blev genoptrykt i antologien “Unge meninger om Vi Mennesker”, der udkom på forlaget Arena den 14. marts 1958 – der tilfældigvis var min 15 års fødselsdag. Det er den første bog, jeg har medvirket til. Jeg havde skrevet i skoleblad siden 1952 og Social-Demokraten siden 1954.

Vi Mennesker
af Arne Herløv Petersen (14 år)

Jeg kommer styrtende op ad trappen til udstillingen. Så står jeg foran et stort billede. Og står stille.
Foran mig tegnes et glitrende bånd som smeltet metal. En flod, der i det uendelige hav fører aflejringer fra tusinder af kvadratkilometer land. Sådan har Jorden set ud i utalte årmillioner før det kryb, der kalder sig mennesket, dukkede op. Mennesket: en enkelt knop på et træ, hvis vældige masse vi umuligt kan overskue. Naturligvis vil træet, også efter at dette skud, denne lille kvist, er vissen, vokse videre med former vi kun kan drømme os til. Et fotografi af en stjernetåge tjener til at forstærke indtrykket. Hvad er vi mennesker? Uendelig lidt i forhold til den Jord, der igen er et lille fnug kredsende om en fjerderangsstjerne, der befinder sig i en spiraltåges arm. Men for os selv er menneskets betydning naturligvis enorm. Det kan jo være meget godt at sige, at vi dybest set ikke betyder et hak. Men for os selv betyder vi dog alt.
Jeg går langsomt udstillingen igennem. Ser på billeder, der snesevis af gange har været reproduceret i dagspressen, og billeder ingen har villet ulejlige sig med at gengive.
Langt de fleste giver et budskab.
Jeg ser Elliott Erwins to pragtfulde billeder i det første udstillingsrum. Den svangre kvinde med den tænksomt kiggende kattekilling og den betagede mor, der ligger på knæ og betragter sin sprællevende unge.
503 indtryk. 503 tanker.
Et mærkværdigt fotograferet billede af en gravid kvinde, der på neo-impressionistisk facon er delt op i små prikker. Eller da i hvert fald virker sådan, når hun ses i kontrast til forgrundens knaldsorte potteplanter.
Tænk at man ser sådan ud ved fødslen. Og tænk hvor vældige lidelser, det koster at blive født.
Man har sat fire familiegrupper op mod hinanden. Ved første øjekast virker de som kontraster. Ved andet siger man: Jamen, de er jo fuldkommen ens: USA og Bechuanaland, Japan og Sicilien. Alle er de lidt benovede ved at blive fotograferet. Alle er de hårdt arbejdende mennesker. Alle ligner de træk for træk hinanden. De ældre har de samme furer og rynker i ansigtet. Børnene er endnu lige runde og glatte. Endnu uden de rynker, også de engang vil få.
Der er afdelingen med mor og barn. En overperfekt society-lady holder sit lille velnærede barn på armen. Hun smiler tomt til fotografen uden at bekymre sig om barnet. En eskimokvinde kysser varmt sit barn uden at bekymre sig om fotografen. En halv snes meter længere henne stirrer en lille tuberkuløs pige med abnormt store øjne ud på den verden, der ikke vil give hende de samme vilkår som de andre.
Hvor er jeg dog rask. Hvad betyder min lille novemberforkølelse? Men føl dig ikke for rask og overlegen. Vi har det godt her i landet, men vi må ikke isolere os. Jeg er ikke bare dansker, jeg er først og fremmest menneske. Den sultende inder, den indskrumpede mumieagtige hottentot. Alle er de mine brødre og søstre. Egentlig burde jo de lande, hvor ingen sulter, sænke deres levestandard til fordel for de sultende. Men mennesket har jo også menneskelige fejl, deriblandt desværre også egoismen.
Jeg går videre mellem de lange rækker af fotografier. Arbejde. Et greb på et håndtag. En trykken på en knap. Den industrialiserede tidsalders massedrab på ånd og individualitet. Radio, fjernsyn, let slugte aviser og månedsmagasiner, tegneserier. Og dog er vi alle stadig mennesker. Vi er alle ens. Ikke i den udslettende grå betydning, men med hensyn til indre værdier. Einstein er ikke mere værd end samlebåndsarbejderen. Under de samme vilkår var han blevet lige sådan.
Under afdelingen med folkemusik er der et virkelig strålende billede. En langbenet dryade sidder på en skråning og blæser på blokfløjte. Teknisk set er det måske det bedste billede på hele udstillingen. Hele hendes fordyben i sin egen musik, hele hendes sorgløse ubekymrethed er kommet med. Og ganske kort derfra: den hårde desillusionerede kvinde foran rouletten. Hvert træk er spændt. Vil den lille hvide elfenbenskugle havne det rigtige sted? Eller må også denne indsats gå til sine forgængere? Skrabes ubarmhjertigt ind med et apparat, der minder om et lugejern.
Stadig nye bombardementer af indtryk. Stadig nye billeder. Fremragende kunstnerisk og menneskeligt. En tysker har fotograferet resultatet af trediverne og fyrrerne. En dreng går til sin skole. Med tornyster på ryggen dykker han ned i et helvede af bombarderede huse. Af sørgmodige ruiner. Et sted bag dem ligger hans skole. Jo, Tyskland har måttet gå meget igennem, fordi de lod sig lokke af strålende drømme om verdensherredømme. Fordi de nægtede at tro, alle vi mennesker er ligeberettigede. Men om de har lært af deres nederlag er måske et spørgsmål.

En afdeling med døden. En vagabond, der ligger krummet bagover og stirrer op i luften. Cirka 1861 står der under billedet. Men også i dag viser døden sig lige grusomt. Et lille barn med kridhvid hud og mørke læber. Unaturlige øjne. Døden. Det eneste vi mennesker aldrig vil lære at fatte helt.
Stadig flere billeder. Nogle man ikke forstår er blevet udvalgt blandt to millioner fotografier. Nogle man ofrer et “Nåe-ja”. Men mange, man bliver stående længe foran. Ved mange billeder studser man: Hvordan har noget menneske kunnet fotografere dette? Nogle steder synes man næsten, at fotografens koldblodighed grænser til grusomhed. Tænk at stille fotolamper og apparater op foran den mongolske kvinde, der fortvivlet kaster sig over kisten med sin døde mand. En fattig bitter kvinde, der sultende står med sine magre arme over kors. Hvem har kunnet fotografere hende? Billedet af den skuffede sørgmodige neger og kvinden, der ligger på ryggen på sengen og piller ved sine negle. Hvordan har en trediemand kunnet tænkes der? Lige meget. Tanker trænger sig unægtelig på, men resultatet – fotografiet – og ikke fremstillingsvanskelighederne må blive det afgørende. Ensomhed. På en bænk sidder en kvinde med hovedet begravet mellem knæene. Knuget sammen i en frygtelig sandhed. Beskæftigende sig med triste tanker, vi ikke kender.
Og sult. Ikke en sult, der i løbet af nogle få timer vil blive rigelig tilfredsstillet, men en sult, der langsomt æder legemet op indefra. En gnaven i indvoldene. En skrigen i tarmene dag efter dag. En sult, det i Danmark er umuligt at forestille sig. En lille bylt knogler med en smule stramt udspændt hud stilles over for en skål med en klæg grød. Et vildt dyrs proppen i sig. Med begge hænder skovles mad ind i munden. Ansigtet fordrejes. Ungen bliver helt skeløjet af glæde, mens han endnu med tæerne holder krampagtigt fast på skålen, for at ingen skal tage den fra ham. Og dog er dette barn et menneske, ganske som jeg, der blot ved et rent tilfælde ikke har følt samme sult som ham. Det kunne have været ham, der mæt og veltilfreds stod og betragtede et billede af mig, og ikke omvendt.
Og der er alle de fremragende billeder, man allerede længe før udstillingens åbning har set rundt omkring. De to unge i hullet i sandet. Oven for dem sidder en masse mennesker, men ingen af disse mennesker interesserer dem. De har kun hinanden i tankerne. I kontrast til det, det rystende billede af soldaten i skyttegraven. En angst glinen sig op ad det våde ler, mens hvinende granater farer over hovedet på en, mens fosforbomber slår ned tredive meter henne, mens maskingeværkugler svirrer som myg en sommeraften. En meningsløs leg med døden. En vanvittig ofring af menneskeliv. Hvordan kan vi tillade os at gå i rette med maya-indianerne, der ofrede tusinder af mennesker til gudernes ære? Har vi ikke selv for nylig ofret millioner af menneskeliv til Mammons ære? Er ikke uendelig mange længsler, drømme og ideer for evigt blevet slukket til ære for Krupp og hvad de nu hedder alle sammen. Alle disse rustningsfabrikanter, der selv slap uskadt gennem mareridtet. Har baron v. Thyssen fået sine ben skudt i stumper, så knoglerne kiggede frem? Et fotografi af en brintbombeekplosion. Menneskets leg med ukendte kræfter, der når som helst kan tage magten fra os. Troldmandens lærling om igen. Vil vi i tide binde disse kræfter? Eller vil alt ende i et kolossalt selvmord? Det radioaktive støvs tørre prikken i halsen som kulsyre. En død under ufattelige lidelser. Ti tusinde gange Hiroshima.
Nej, det må ikke ske. Hvorfor skulle jeg hade min amerikanske eller russiske bror? Med hvilken ret skulle jeg myrde den brasilianer eller polak, der er min ven? Et menneskeliv kan ikke erstattes på nogen måde. Enhver, der er beskæftiget med fjendtlig propaganda til den ene eller den anden side, er tusinde gange værre end den sølle fyr, der i jalousi dræber et par mennesker.
Nu står jeg ude på Kongens Nytorv. Det sner lidt. Mit ophedede ansigt trænger til kulde. Mine tanker er skudt op som enorme svampe i en fugtig regnskov. Den ene har fortrængt den anden og er så igen blevet fortrængt af den tredie. Nu dukker de alle sammen op igen. Ikke så vilde og ophidsede, men til gengæld varige. Jeg har set mig selv i 503 variationer. Jeg har set, at vi alle er mennesker. At buskmanden elsker eller sørger som jeg selv. At vi alle har de samme rettigheder og pligter. Og så dukker der en lille ny tanke op: Gud ved om der alligevel ikke er noget om muhamedanernes tro på, at fotografiapparatet tager noget af menneskets sjæl med sig.

Foto: Elliott Erwin.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: