DEN TYSKE GENERAL ERICH VAD ADVARER OM 3.VERDENSKRIG

KANSLER MERKEL’S EX-RÅDGIVER KRÆVER DIPLOMATI I STEDET FOR TANKS

Af Annika Ross, Emma

Erich Vad er en tidligere brigadegeneral. Fra 2006 til 2013 var han kansler Angela Merkels militærpolitiske rådgiver. Han er en af de sjældne stemmer, der tidligt offentligt talte imod våbenleverancer til Ukraine uden nogen politisk strategi eller diplomatisk indsats. Selv nu taler han en ubehagelig sandhed.

Hr. Vad, hvad synes du om leveringen af de 40 panserkøretøjer til Ukraine, som kansler Scholz netop har annonceret?
Der er tale om en militær eskalering, også i russernes opfattelse. Vi går ned ad en rutsjebane. Dette kan udvikle et eget momentum, som vi ikke længere kan kontrollere. Selvfølgelig var og er det rigtigt at støtte Ukraine og selvfølgelig er Putins angreb ikke i overensstemmelse med folkeretten – men nu skal konsekvenserne altså overvejes!

Og hvad kan konsekvenserne være?
Ønsker du at opnå forhandlingsvillighed med leverancerne af tanks? Vil du generobre Donbass eller Krim? Eller vil du besejre Rusland fuldstændigt? Der er ingen realistisk sluttilstandsdefinition. Og uden et overordnet politisk og strategisk koncept er våbenleverancer ren militarisme.

Hvad betyder det?
Vi har et militært operationelt dødvande, som vi ikke kan løse militært. Det mener i øvrigt også den amerikanske stabschef Mark Milley. Han sagde, at en militær sejr for Ukraine ikke kan forventes, og at forhandlinger er den eneste mulige vej. Alt andet er meningsløst spild af menneskeliv. General Milley skabte en masse ballade i Washington med sin udtalelse og blev også stærkt kritiseret offentligt.
Han talte en ubehagelig sandhed. En sandhed, der i øvrigt næsten aldrig blev offentliggjort i de tyske medier. Interviewet med CNNs Milley dukkede ikke op noget større sted, da han er stabschef for vores vestlige kraftcenter. Det, der foregår i Ukraine, er en udmattelseskrig. Og en med i mellemtiden næsten 200.000 faldne og sårede soldater på begge sider, med 50.000 civile døde og med millioner af flygtninge. Milley trak en parallel til Første Verdenskrig, som ikke kunne være mere passende. Under Første Verdenskrig førte den såkaldte ‘Slaget i Verdun’, der var tænkt som en udmattelseskamp, til næsten en million unge franskmænds og tyskeres død. De faldt for ingenting dengang. Så de stridende parters afvisning af at forhandle har ført til millioner af yderligere dødsfald. Denne strategi virkede ikke militært på det tidspunkt – og den vil heller ikke fungere i dag.

Du er også blevet angrebet for at opfordre til forhandlinger.
Ja, det samme gjorde generalinspektøren for den tyske værnemagt, general Eberhard Zorn, der ligesom jeg advarede mod at overvurdere ukrainernes regionalt begrænsede offensiver i sommermånederne. Militære eksperter – som ved, hvad der foregår blandt efterretningstjenesterne, hvordan det er på jorden, og hvad krig egentlig betyder – er stort set udelukket fra diskursen. De passer ikke ind i mediernes meningsdannelse. Vi oplever i høj grad en mediesynkronisering, som jeg aldrig har oplevet i Forbundsrepublikken. Dette er ren meningsdannelse. Og ikke på statens vegne, som det kendes fra totalitære regimer, men af ren selvbeføjelse.

Du bliver angrebet over hele linjen af medierne, fra BILD til FAZ og Spiegel, og med dem de 500.000 mennesker, der underskrev det åbne brev til kansleren iværksat af Alice Schwarzer.
Sådan er det. Heldigvis har Alice Schwarzer sit eget selvstændige medie til overhovedet at kunne åbne denne diskurs. Det ville nok ikke have fungeret i de førende medier. Størstedelen af befolkningen har været imod yderligere våbenleverancer i lang tid og også ifølge en aktuel undersøgelse. Intet af dette er dog rapporteret. Der er stort set ikke længere en retfærdig, åben diskurs om Ukraine-krigen, og det finder jeg meget foruroligende. Det viser mig, hvor ret Helmut Schmidt havde. I en samtale med kansler Merkel sagde han: Tyskland er og bliver en truet nation.

Hvordan vurderer du udenrigsministerens politik?
Militære operationer skal altid kombineres med forsøg på at skabe politiske løsninger. Endimensionaliteten i den nuværende udenrigspolitik er svær at bære. Hun er meget stærkt fokuseret på våben. Udenrigspolitikkens hovedopgave er og bliver diplomati, interesseforsoning, forståelse og konflikthåndtering. Det savner jeg her. Jeg er glad for, at vi endelig har fået en udenrigsminister i Tyskland, men det er ikke nok bare at bruge krigsretorik og gå rundt i Kiev eller Donbass med hjelm og flakjakke. Det er for lidt.

Baerbock er medlem af De Grønne, det tidligere fredsparti.
Jeg forstår ikke De Grønnes mutation fra pacifister til krigsparti. Jeg kender ikke selv nogen fra De Grønne, der overhovedet ville have aftjent værnepligt. For mig er Anton Hofreiter det bedste eksempel på denne dobbeltmoral. Antje Vollmer derimod, som jeg vil tælle blandt de ‘oprindelige’ Grønne, kalder tingene ved deres rette navn. Og det, at et enkelt parti har så meget politisk indflydelse, at det kan manøvrere os ind i en krig, er meget bekymrende.

Hvis kansler Scholz havde overtaget dig fra sin forgænger, og du stadig var kanslerens militærrådgiver, hvilket råd ville du så have givet ham i februar 2022?
Jeg ville have rådet ham til at støtte Ukraine militært, men på en afmålt og forsigtig måde for at undgå glideeffekter ind i en stridende part. Og jeg ville have rådet ham til at påvirke vores vigtigste politiske allierede, USA. Fordi nøglen til at løse krigen ligger i Washington og Moskva. Jeg kunne godt lide kanslerkursen i de seneste måneder. Men De Grønne, FDP og den borgerlige opposition lægger så meget pres – flankeret af overvejende enige medier– at kansleren næsten ikke kan absorbere det.

Og hvad hvis Leopard tanks også bliver leveret?
Så melder spørgsmålet sig igen, hvad der overhovedet skal ske med leverancerne af tanks. Til at overtage Krim eller Donbass er panserkøretøjer og tanks ikke nok. I det østlige Ukraine, i Bakhmut-området, er russerne klart på vej frem. De vil formentlig have erobret Donbass inden længe. Man skal kun overveje russernes numeriske overlegenhed over Ukraine. Rusland kan mobilisere op til to millioner reservister. Vesten kan sende 100 Marder og 100 Leoparder dertil, de ændrer ikke noget i den samlede militære situation. Og det altafgørende spørgsmål er, hvordan man afslutter sådan en konflikt med en krigerisk atommagt – vel at mærke, den mest magtfulde atommagt i verden! – ønsker at overleve uden at gå ind i en tredje verdenskrig. Og det er netop det, der ikke kommer ind i hovedet på politikere og journalister her i Tyskland!

Argumentet er, at Putin ikke ønsker at forhandle, og at han skal sættes på sin plads for at stoppe ham med at rase i Europa.
Det er rigtigt, at russerne skal signaleres: op hertil og ikke længere! En sådan angrebskrig må ikke skabe præcedens. Det er derfor rigtigt, at NATO øger sin militære tilstedeværelse i øst, og at Tyskland er involveret. Men den påstand, at Putin ikke vil forhandle, er ikke troværdig. Både russerne og ukrainerne var klar til en fredsaftale i begyndelsen af krigen i slutningen af marts, begyndelsen af april 2022. Så kom der ikke noget ud af det. Endelig, under krigen, blev kornaftalen endelig forhandlet af russerne og ukrainerne med involvering af FN.

Nu fortsætter døden.
Du kan fortsætte med at nedslide russerne, hvilket betyder hundredtusindvis af dødsfald, men på begge sider. Og det betyder yderligere ødelæggelse af Ukraine. Hvad er der tilbage af dette land? Det vil blive jævnet med jorden. I sidste ende er det heller ikke længere en mulighed for Ukraine. Nøglen til at løse konflikten ligger ikke i Kiev, den ligger heller ikke i Berlin, Bruxelles eller Paris, den ligger i Washington og Moskva. Det er latterligt at sige, at Ukraine skal beslutte det.

Med denne fortolkning bliver man hurtigt betragtet som en konspirationsteoretiker i Tyskland…
Jeg er selv en overbevist transatlantiker. Jeg vil ærligt sige dig, at hvis du er i tvivl, vil jeg hellere leve under et amerikansk hegemoni end under et russisk eller kinesisk. Denne krig var oprindeligt kun en indenrigspolitisk konflikt i Ukraine. Det startede i 2014 mellem de russisktalende etniske grupper og ukrainerne selv. Så det var en borgerkrig. Nu, efter invasionen af Rusland, er det blevet en mellemstatslig krig mellem Ukraine og Rusland. Det er også en kamp for Ukraines uafhængighed og dets territoriale integritet. Det er okay. Men det er ikke hele sandheden. Det er også en proxy-krig mellem USA og Rusland, og det handler om meget specifikke geopolitiske interesser i Sortehavsregionen.

Det ville være?
Sortehavsregionen er lige så vigtig for russerne og deres Sortehavsflåde, som Caribien eller Panama-regionen er for USA. Lige så vigtigt som Det Sydkinesiske Hav og Taiwan for Kina. Lige så vigtig som Tyrkiets beskyttelseszone, som de etablerede mod kurderne i strid med international lov. På den baggrund og af strategiske årsager kan russerne heller ikke komme derfra. Helt bortset fra, at befolkningen ved en folkeafstemning på Krim helt sikkert ville stemme på Rusland.

Så hvordan vil dette fortsætte?
Hvis russerne blev tvunget til at trække sig ud af Sortehavsområdet ved massiv vestlig intervention, ville de helt sikkert ty til atomvåben, før de træder ud af verdensscenen. Jeg finder det naivt at tro, at et atomangreb fra Rusland aldrig ville ske. Ifølge mottoet ‘De bluffer bare’.

Men hvad kunne løsningen være?
Man skal blot spørge befolkningen i regionen, altså i Donbass og Krim, hvem de vil tilhøre. Man ville være nødt til at genoprette Ukraines territoriale integritet med visse vestlige garantier. Og russerne har også brug for en sådan sikkerhedsgaranti. Så intet NATO-medlemskab for Ukraine. Siden Bukarest-topmødet i 2008 har det stået klart, at dette er den russiske røde linje.

Og hvad tror du, Tyskland kan?
Vi skal dosere vores militære støtte på en sådan måde, at vi ikke glider ind i en tredje verdenskrig. Ingen af dem, der gik i krig med en sådan entusiasme i 1914, mente bagefter, at det var det rigtige at gøre. Hvis målet er et selvstændigt Ukraine, må man også spørge sig selv, hvordan en europæisk orden, der omfatter Rusland, skal se ud. Rusland vil ikke bare forsvinde fra kortet. Vi skal undgå at drive russerne i armene på kineserne og derved flytte den multipolære orden til vores ulempe. Vi har også brug for Rusland som den førende magt i en multinational stat for at undgå opblussen af kampe og krige. Og for at være ærlig, så ser jeg ikke, at Ukraine bliver medlem af EU og bestemt ikke medlem af NATO. I Ukraine, som i Rusland, har vi høje niveauer af korruption og styre af oligarker. Hvad vi i Tyrkiet – med rette – fordømmer med hensyn til retsstatsprincippet, har vi også problemet i Ukraine.

Hvad tror du, hr. Vad, hvad venter os i 2023?
En bredere front for fred skal bygges i Washington. Og denne meningsløse aktivisme i tysk politik må endelig få en ende. Ellers vågner vi en morgen, og vi er midt i 3. verdenskrig.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: