Af Carsten Jensen, forfatter

Det er lidt uklart, hvornår socialdemokratiet egentlig blev stiftet. Nogen siger 1871, andre henregner socialdemokratiets fødselsstund til 1876, da det såkaldte Gimle-program blev vedtaget.

Er fødselsøjeblikket lidt uklart, er der til gengæld ingen tvivl om dødsdatoen. Socialdemokratiet afgår ved døden den 1. januar 2023 kl. 18, da statsminister Mette Frederiksen holder sin nytårstale, som i realiteten ikke er andet end en dødsannonce for partiet.

Allerede da Helle Thorning-Schmidt i sin regeringstid mere end flirtede med markedsøkonomi og konkurrencestat, blev der bestilt plads til socialdemokratiet på kirkegården. Mette Frederiksen fuldender nu aflivningen af Danmarks største parti.

Jamen, hov! Mette Frederiksens langstrakte tale nytårsaften er da et helt katalog af socialdemokratiske kerneværdier. Ja, selvfølgelig. Det er jo en uskreven regel, at man aldrig taler ondt om de døde, men tværtimod forskønner deres levned, og det gælder især, hvis man selv har taget livet af dem.

Du skal ikke lægge mærke til, hvad statsministeren siger, men hvad hun ikke siger, og hvem er bedre til det end en skuffet lederskribent i Berlingske Tidende? Mette Østergaard savner især, at Mette Frederiksen nævner, hvor gennemborgerlig, den nye midterregering i realiteten er. Hvorfor er der ikke noget om sænkning af topskatten og andre skattelettelser til Berlingskes velhavende abonnenter? Og hvad med det private erhvervsliv og væksten, som også har høj prioritet på bekostning af Arne-pensionen og kontanthjælpsmodtagerne?

Når det nu er superblå reformer, der udgør substansen i den nye regerings program, hvorfor siger statsministeren det så ikke? Svaret er indlysende. Fordi Mette Frederiksen så måtte tilstå, at hun netop havde lagt sit eget parti i graven i en frivillig kapitulation til sine samarbejdspartnere i det rod af fallitpartier, der udgør hendes regeringsgrundlag. Selv i deres mest hallucinogene feberdrømme havde højrefløjens fribyttere aldrig forestillet sig en sådan triumf for en ideløs, anløben borgerlighed.

Tag nu talens centrale sætninger. Løsningen på alle vores problemer, fra oprustning til grøn omstilling er, “At endnu flere arbejder og bidrager.” Og sådan lyder fortsættelsen: “Alle kan ikke det samme. Men alle skal gøre det, de kan.”

Oversat til virkeligheden ser det sådan ud: De rigeste holder hele hærskarer af advokater og revisorer i arbejde for at slippe for at betale skat. Det er deres bidrag til samfundet, og det skal de blive ved med. Landbruget er især god til at ødelægge jorden og til at mishandle dyr i en masseproduktion af skrabeæg og svin i bur. Det er nu deres talent, og det skal de selvfølgelig blive ved med.

Hvis du vil vide, hvad der virkelige sker, så læs Christoph Houman Ellersgaard, forsker ved CBS og en af landets mest intime kendere af vores magteliter. “Socialdemokraterne har nu entydigt meldt sig under magtelitens faner, ”skriver han i en analyse i Politiken. “De fleste forslag kunne lige så vel være skrevet i Dansk Industris bygning på Rådhuspladsen… Manglen på politisk fantasi og perspektiv er tæt på total”. Kursen er sat mod et endnu mere ulige samfund, lyder forskerens forstemmende konklusion.

Socialdemokratiet var aldrig et revolutionært parti, men gik forsigtigt ind for større lighed og mere retfærdighed. Selv den drøm er begravet sammen med partiet selv, der fra nu af kun eksisterer videre af navn.

Forleden dag kom jeg ved et uheld til at købe en bakke skrabeæg. Hønsene lever indespærret under de trangeste forhold med op til ni høns pr. kvadratmeter, uden adgang til hverken frisk luft eller naturligt lys. Det var den lækre blommegule farve på æggebakken, der var skyld i min fejltagelse. Hønseriets navn stod på bakken sammen med et foto af ejeren midt i en blomstrende mark, hvor hans høns ganske vist aldrig får sat deres fødder. Sådan sælger man dyremishandling: i lækker indpakning, der signalerer økologisk omhu og omsorg.

Da jeg granskede æggebakken og for sent fik øje på ordet Skrabeæg, fik jeg samme fornemmelse, som da jeg hørte Mette Frederiksens nytårstale.

De døde plejer man at ønske “Hvil i fred”. Det gør jeg ikke for det afdøde socialdemokrati.

Jeg håber på en hel hær af gravskændere.