Af Carsten Jensen, forfatter

Dronning Margrethes nytårstaler har hvert år det samme budskab: Verden står endnu, og som et afgørende bevis rummer de aldrig nogen overraskelser. Det er nytårstalernes afgørende eksistensberettigelse: Deres forudsigelighed.

Vi ved godt, at Dronning Margrethe ikke skriver dem selv, og derfor er der sikkert nogle, der lige som jeg indimellem spørger sig selv: Hvad tænker Margrethe, når hun holder sin nytårstale?

Tag nu nytårstalens smukke passage om de ukrainske flygtninge i Danmark. Vi har åbnet vores hjerter for dem, siger dronningen og slutter med ønsket, om at “må denne frygtelige krig få en ende, og jeres smukke og stolte land blomstre igen.” I 2015, da syriske og afghanske flygtninge strømmede til Danmark, talte hun i anderledes nøgterne vendinger om “en stor opgave, men også et vanskeligt dilemma”. Spørger dronningen nogen sinde sig selv, hvad forskellen mon er på ukrainske flygtninge og så alle de andre flygtninge?

En fast bestanddel af talen er de varme tanker, dronningen sender til danskerne i Sydslesvig. Men hvorfor er det så rørende, at de på 158. år holder fast ved deres danskhed, mens det må fordømmes som parallelsamfund og uvilje til integration, når flygtninge og indvandrere fra Mellemøsten efter et par årtier stadig kan huske deres sprog og religion? Hvorfor skal sydslesvigere ikke på samme måde håndfast sættes på plads af den tyske stat og holde op med al deres nationalistiske parallel-samfunds-pjat? Har majestæten aldrig tænkt over den konstante selvmodsigelse i sine nytårstaler?

Så er der det pinlige spørgsmål om klimaforandringer. Dronningen meldte sig for et par år siden ind klimaskeptikernes rækker, da hun i et interview med majestætisk autoritet udtalte, at hun ikke “var ganske overbevist om, at de var menneskeskabte”.

Siden har hun fået ordre til at lade, som om hun mener det modsatte. Da hun ser ordet klimaforandringer optræde i sin tale, tænker hun så: “Fuck, skal jeg nu igen tale om det lort? Ja, ja, jeg dummede mig, men skal der absolut tværes rundt i det år efter år?”

Mon ikke det er derfor, at dronningen i sin nytårstale nøjes med at omtale den globale opvarmning som “ubehagelige spørgsmål”? I årtier har verdens førende klimaforskere forsøgt at råbe de ansvarlige op, men i dronningens nytårstale er katastrofen reduceret til noget, især de unge går op i.

Selvfølgelig skal man være tolerant og lytte til de unge, siger dronningen og får hele spørgsmålet til at lyde, som om det kun handlede om en generationskonflikt, meningsforskelle mellem unge og gamle. De unge kan jo endda somme tider have ret, men det kan de ældre nu også, som så hun udglattende fortsætter, og måske hun med hentydningen til de ældre her især tænker på sig selv og sin klimaskepsis?

Dronningens selvmodsigelser og undladelser er ikke hendes egne. De er vores. Det er hendes opgave: at forsone os med vores hykleri og passivitet, når det gælder tidens store udfordringer. Vi danskere er genetisk disponerede for hygge, og når blot vi trækker gardinerne for, skal det nok gå alt sammen. Det er dronningen det guldindrammede bevis på.

Det er det, vi har kongehuset til: at bekræfte os i troen på vores egen konstitutionelle uanfægtbarhed.

Mon det nogen sinde falder dronning Margrethe ind, at hun bliver misbrugt?
Eller tænker hun, at det netop er det, der er hendes job?