Af Carsten Jensen, forfatter

Jesus fastede 40 dage i ørkenen. Den danske befolkning fastede 42 uden nyheder om regeringsdannelse, før lederne af den nye regering i dag dukkede op på en pressekonference. Her fortalte de, at de havde indgået en aftale med en yderst fornuftig djævel, der havde tilbudt dem alle verdens riger og herlighed, hvis de blot ville kaste sig ned og tilbede kompromisset.

Journaliststanden kalder overvældet optrinnet for politisk Danmarkshistorie, når Mette, Lars og Jakob omsider står frem, skønt det er noget helt andet, hvis man nærlytter til ordbrugen, nemlig sproglig Danmarkshistorie.

Det nysprog, som George Orwell skarpsindigt opfandt til sin dystopiske roman “1984” som essensen af manipulation er nu knæsat som officielt politiker-sprog i Danmark.

Mette Frederiksen har i årevis tiltalt os som danskere i stedet for borgere, som om vi var definerede af etniske tilhørsforhold frem for rettigheder som borgere i et demokratisk samfund. Nu tilføjer hun en nuance. Hun siger ikke længere “Vi danskere”, men “I danskere”, dvs. hun står et andet sted end resten af os. Er det under os, ved siden af os, uden for os eller…? Gætter vi forkert, hvis vi tror, at det er over os?

Alle tre partiledere er løbet fra deres valgløfter. Mette lovede ikke at sænke topskatten, Lars og Jakob krævede en advokatundersøgelse af mink-sagen som optakt til en rigsretssag. Nu forklarer de, at der er forskel på før og efter. Før en valgkamp er sproget ifølge de tre “unuanceret”, “firkantet” og “endimensionelt”. Når sort bliver til hvidt, er der derfor ikke tale om løftebrud, men om “nuancer”, det nye plusord. Når man bryder med sine egne principper, er det, fordi man er “fordomsfri”, et andet plusord.

Mette har ikke sænket topskatten. Hun har tværtimod afskaffet den. I stedet er der nu en “mellemskat”, der ganske vist omfatter nøjagtig de samme velhavere som før, i alt omkring 250.000, der fra i dag nyder godt af en trækprocent, der er 7.5 procent lavere. Til gengæld er der indført en såkaldt “top-top-skat” for de astronomisk rige, der i forvejen udnytter fradragsreglerne så dygtigt, at de alligevel aldrig behøver at betale skat. George Orwell kunne ikke have sagt det bedre på nysprog.

Det kunne han heller ikke, når det gælder “det-der-Arne”, som Lars følsomt omtaler den nedslidt arbejdsmand Arne og hans muligheder for at gå tidligt på pension. Det får Arne fortsat. Nu hedder det Arne-plus. Igen ville Orwell, der på nysprog anbefaler den hyppige brug af ordet plus, have nikket bifaldende. Det bedste ord er ifølge den skarpsindige forfatter “dobbeltplusgod”, og når det ikke blev brugt på dagens pressekonference, er det nok, fordi regeringen skønner, at det har for mange stavelser til, at vi danskere kan forstå det.

Ordet “frisættelse” var det centrale ord, uden at det på noget tidspunkt stod klart, hvad det mentes med det, andet end at det var “frisættelse af velfærdssamfundet”. Så plejer det som regel at betyde privatisering, dvs. forvandlingen af offentlig service til et profit-foretagende med dårligt kvalificeret, lavtlønnet personale. Man kan være frisat fra så meget, også fra retten til en fungerende velfærdsstat.

Asylansøgere skal fortsat sendes til et livslangt ophold i lejre i Rwanda. Nu hedder det blot “en bilateral aftale”, så vi skånsomt kan glemme, at det drejer sig om mennesker.

Vi skal gøre Danmark “rigere og dygtigere”, siger Mette. Rigere er, når de rige slipper for at betale skat. Dygtigere er, når uddannelser forkortes og forringes.
Fra nu af regeres vi på nysprog.

Som George Orwell satirisk ville have sagt det: Vi har fået en dobbeltplusgod regering.