Af Jens Peter Kaj

Enhedslisten, Alternativet og SF gik til valg på at gøre Mette Frederiksen til statsminister igen, selvom Frederiksen tydeligt havde erklæret, at hun ville danne en flertalsregering hen over midten, der ville sætte Enhedslisten, Alternativet og SF uden for indflydelse. Frederiksen gentog efter det siddende centrum/venstre-flertals smalle valgsejr sin ambition om at danne regering sammen med højrefløjen, og alligevel pegede Enhedslisten, SF og Alternativet på Frederiksen som kongelig undersøger og gav hende på den måde mulighed for at danne den borgerlige regering, der nu skal lede landet.

Det var mordeligt flinkt af venstrefløjen. Altså flinkt over for Frederiksen.

Inden valget fik Enhedslisten og SF et godt tilbud af Frie Grønne. Det lille venstrefløjsparti ville, hvis de kom i Folketinget, pege på lederen af det venstrefløjsparti, der blev størst, som kongelig undersøger. Men det tilbud tog de to største venstrefløjspartier ikke imod. De ville hellere pege på Frederiksen, som altså utvetydigt havde tilkendegivet, at hun ville sætte dem uden for indflydelse og føre borgerlig politik.

Hvad var der sket, hvis Enhedslisten og SF havde taget imod Frie Grønnes tilbud og tilbudt sig selv (og Alternativet havde fulgt trop)? Det finder vi aldrig ud af.

Sikkert er det dog, at Frederiksen ikke havde kunnet danne en regering hen over midten, hvis ikke venstrefløjen havde peget på hende som kongelig undersøger. For Venstre pegede på Ellemann-Jensen, og Radikale Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet har ikke flertal sammen. Der ville heller ikke kunne dannes et flertal til højre, for Det Radikale Venstre ville ikke pege på en kongelig undersøger, som baserede sit flertal på den fremmedfjendske yderste højrefløj.

Så havde Frederiksen været nødt til at opgive sit erklærede mål om at danne en regering ‘hen over midten’. Den eneste mulighed for at undgå et nyvalg havde været, at Frederiksen i stedet dannede en regering med det såkaldt rød/grønne flertal. Måske en regering sammen med de radikale og SF.

Måske havde Frederiksen pakket sine ‘hen over midten’-drømme sammen allerede inden valget, hvis hun havde fået klar besked om, at venstrefløjen ikke ville pege på hende som kongelig undersøger, og at hendes eneste mulighed for at fortsætte som statsminister var i en centrum/venstre-regering baseret på venstrefløjens mandater. Alt andet havde i hvert fald været dumt af hende.

Måske var udfaldet af valget også blevet anderledes, hvis venstrefløjen allerede inden valget havde meldt ud, at de ikke ville have Frederiksen som statsminister, fordi hun ville danne regering med højrefløjen.

Jeg tror, at venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet havde fået et markant bedre valg, hvis den ikke skulle bære rundt på Frederiksen. Den havde ikke fået flertal alene, det er klart, men måske havde venstrefløjen fået så godt et valg, at Venstre, Moderaterne, Radikale Venstre og Socialdemokratiet ikke havde fået flertal sammen.

Måske var det gået stik modsat. Måske havde venstrefløjen tabt valget. Det finder vi aldrig ud af.

Men vi ved en ting med sikkerhed: Når venstrefløjen med åbne øjne pegede på en statsministerkandidat, som tydeligt erklærede, at hun ville droppe venstrefløjen og gå til højre, så var der ingen chance i verden for, at der ville komme en centrum/venstre-regering.