Af Lars Movin

POVL DISSING: NU SOM BOG!
eller: SAVNET, SAVNET, SAVNET

Det er noget mærkeligt noget med Povl Dissing (1938-2022). På mit indre barometer rangerer han helt oppe i toppen, når det gælder danske musiknavne. Der er ikke ret mange på disse breddegrader, som kommer bare i nærheden af at kunne måle sig med hans (natur)talent. Men når det er sagt, har jeg også altid haft en nagende følelse af, at der var noget uforløst over hans karriere. Hvilket kan virke nærmest uforståeligt al den stund, at han målt på antallet af spillejobs og meritter sådan i det hele taget vel havde omtrent så stor en karriere, som man overhovedet kan have i dette land. Men altså, ikke desto mindre gnaver en lille sten i skoen. Jeg har svært ved at sætte ord på, hvad det handler om. Og det er ikke blevet lettere efter at have læst Jens Folmer Jepsens sådan set udmærkede biografi om Dissing – en bog, der helt klart er blevet til i kærlighed og respekt, og som tilmed hviler på en grundig research, ikke mindst hvad angår opsporingen og gennemlytningen af de talrige privatoptagelser, som åbenbart findes med hovedpersonen. At den sproglige tone så ikke altid helt er min kop te, er en anden historie. Det er nok bare mig. Men altså, Dissing. Jeg ved som sagt ikke helt, hvad det er, men der er et eller andet ved det samlede billede, som flimrer lidt. Til at begynde med var det frækt og originalt – og sjovt at han med sin stemme og sin helt særegne frasering kunne dele vandene på den måde. At han sådan kunne sende folk enten i svime eller op i det røde felt ved at synge “Giv mig en hest, mor” på en måde, der vel bedst kan beskrives som en omplantning af amerikansk blues til et dansk kulturlandskab og følelsesregister. Men det spor havde naturligvis sin begrænsning. Så kom samarbejdet med gruppen The Beefeaters og tekstforfatteren Laus Bengtsson. Det var ekstremt løfterigt, men ebbede ligesom lidt for hurtigt ud. Og noget lignende kunne siges om makkerskabet med Peter Thorup & Co., hvor det desværre var alkoholen, som hen ad vejen trak magien ud af et af de største guitartalenter, vi har haft herhjemme. Så var der albummet med Burnin Red Ivanhoe, “6 Elefantskovcikadeviser” (1971) – igen særdeles vellykket, men ikke en langtidsholdbar kombination. Misforstå mig ikke, jeg elsker det album, men det virker lidt ligesom Captain Beefhearts medvirken på Frank Zappas “Bongo Fury” (1975) – det vil man da mægtig gerne høre, men dybest set er begge parter bedre hver for sig. Af Jens Folmer Jepsens bog fremgår det, at Dissing længtes efter at skrive sine egne sange. Og det lykkedes også fra tid til anden – med stor succes, men måske ikke helt i det omfang, man kunne have ønsket sig. Så kom samarbejdet med Benny Andersen, som Dissing i lang tid vægrede sig for at gå ind i, måske fordi han instinktivt fornemmede, at det ville komme til at stå i vejen for noget andet (måske for ham selv?). Igen, misforstå mig ikke, jeg har den største respekt for Benny Andersen, men jeg må bare konstatere, at det ikke er de plader, jeg sætter på, når jeg vil høre Dissing. Måske skal jeg stoppe her, for jeg ved ikke rigtig, hvor det skal føre hen. Jeg elsker Povl Dissing, og han gav os uendelig meget, men alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg gerne ville have haft mere Dissing-Dissing. Forstår I? Det er altså noget mærkeligt noget med ham Povl Dissing.