Af Lars Movin

FRANK ZAPPA PÅ SICILIEN
eller: EN OVERRASKELSE PÅ NETFLIX

Indrømmet, det følgende er et stykke ude på kuriositeternes overdrev, men eftersom det alligevel er dér, vi tilbringer en god del af vores tid, så lad os bare springe ud i det:

Da jeg begyndte at samle på plader engang i første halvdel af 70’erne, var der én stjerne, som strålede over alle andre: Frank Zappa (1940-1993). Inden jeg fik en pladeafspiller, havde jeg en spolebåndoptager, og på mit allerførste bånd havde jeg optaget “Freak Out!”, Frank Zappa & The Mothers of Invention’s dobbelte debutalbum fra 1966, som min kære (og savnede) storebror havde været så omsorgsfuld at spore mit unge, modtagelige sind ind på. Det var kærlighed ved første gennemlytning, og da anlægget blev suppleret med en grammofon, anskaffede jeg alt, hvad Zappa havde udgivet – og fortsat udgav – og det var ikke så lidt. Ved overgangen til 80’erne kølnede interessen dog noget, men jeg er generelt en trofast fan, så jeg blev ved med at købe pladerne, efterhånden som de udkom – og således også det noget retningsløse album “The Man from Utopia” fra 1983, i dag nok mest husket for det særegne cover (se herunder), skabt af den italienske tegner Tanino Liberatore (manden bag tegneseriefiguren RanXerox).

At illustrationerne på pladens for- og bagside refererede til en kaotisk turné i Italien i 1982, blev, så vidt jeg husker, nævnt i omtalen af albummet allerede dengang, men detaljerne gik hen over hovedet på mig – og de interesserede mig heller ikke synderligt, eftersom Zappa-feberen som antydet var dampet af på det tidspunkt.

Så spoler vi frem til forgangne weekend, hvor jeg som så ofte før surfede rundt på diverse streaming-tjenester efter lidt underholdning, og – lo and behold – pludselig dukkede en dokumentarfilm op med titlen “Summer of ’82: When Zappa Came to Sicily”. Filmen er ikke ny, den er fra 2013, men den havde undsluppet min opmærksomhed, så jeg gav den en chance – og blev både oplyst om baggrunden for coveret til “The Man from Utopia” og ganske godt underholdt. Noget mesterværk er der langt fra tale om, men har man blot den mindste interesse for Zappa, er filmen sin spilletid værd.

Filmmageren, den italienske Salvo Cuccia, har forsøgt at skabe en ramme, hvor hans egen far/søn-historie spejler sig i Zappas ditto. Men denne noget fortænkte rammefortælling glider hurtigt i baggrunden til fordel for historien om den mest vanvittige koncert, Zappa nogensinde gav, nemlig dén, der fandt sted den 14. juli 1982 på Stadio Comunale La Favorita, et fodboldstadium i byen Palermo på Sicilien. Det er en kompleks historie, men det korte af det lange er, at koncerten endte i ragnarok – tre personer mistede livet – mens Zappa og hans som altid toptunede ensemble forsøgte at bevare roen på scenen og gennemførte så meget af showet, som det nu lod sig gøre (cirka en times tid).

En sidehistorie er, at Palermo ligger ganske tæt på den lille sicilianske by Partinico, hvor Frank Zappas far – Francesco Zappa – havde sine rødder og tilbragte sit liv, indtil han i år 1900 brød op for at udvandre til Amerika. Og i filmen bliver det fortalt, at en italiensk ven, den farverige Massimo Bassoli, inden Palermo-koncerten tog Zappa med på en udflugt til familiens hjemby. Selv om det var hans første besøg på stedet, blev visitten ganske kort, fordi turnéprogrammet ikke tillod andet. Måske havde flere besøg fulgt, hvis ikke Zappa var død i 1993, blot 52 år gammel. Og i stedet blev det så hans efterladte familie, som tog forbindelsen op ved den tur til Particino, som udgør en væsentlig del af filmen. Denne gang var der sat mere tid af, hvilket resulterede i, at de rent faktisk fik opstøvet adskillige fjerne slægtninge med efternavnet Zappa. Med på rejsen var enken Gail Zappa samt tre af parrets fire børn: sønnen Dweezil og døtrene Diva og Moon Unit. Og hvor er de dog alle sammen bare sympatiske bekendtskaber (Gail døde desværre i 2015, blot to år efter at filmen blev optaget). Måske er det mig, der er ved at blive gammel og sentimental, men jeg bliver simpelthen rørt over scenen, hvor Zappa-familien modtages som æresgæster på rådhuset i Particino. Og da den gade, hvor Zappas far boede inden afrejsen til USA, hen imod filmens slutning omdøbes til Via Frank Zappa, er der ikke et øje tørt!

Fun facts: To år efter optagelserne til filmen, i 2015, udgav Dweezil Zappa et album med titlen “Via Zammata’”, navnet på den gade i Partinico, som nu er omdøbt til Via Frank Zappa.