Af Erik Jensen
- Kellermensch: Capitulism
Sjældent har vi vel trængt til ‘Another Drink’ som i år. Sjældent har et album vel indfanget de dystre toner i tiden så fint som Kellermensch. Med sit tredje album lyste bandet op i det eksistentielle mørke med flot svungne melodier, poes, de rsigtede højt på et helstøbt og sammenhængende album. Titlens blanding af Capitalism og Caputalism siger alt om, hvor vi er henne og at intet er for stort til, at Kellermensch tør at angribe det i nærværende sange med et nærvær, præget af nattens ro. Det er svært at forestille sig et mere vellydende, stramt komponeret og arrangeret album af høj international karat, som står bedre til det miserable år 2022 end Capitulism.
- Niels Skousen: Blæsten og regnen
I Fjerne Stemmer har Niels Skousen ’overgivet mig – der er ikke mere at sige’, da han møder sig selv backstage. Den ene version af ham er på vej hjem, den anden ’er på vej væk/ bare en fugl på træk’. Så er tonen blidt markeret for et usandsynligt smukt album fra den 78-årige sanger, der i nogle langsomt, glidende melodier, tager det hele ind. Sit eget levede liv og erindringerne, der taler til ham med ’fjerne stemmer’, den dårskab, de yngre slås med og den uomgængelige slutning – Døden. Sangstemme er der ikke meget af mere hos Skousen, men han fremstår så fint som et dansk svar på nogle af sine ikoner, Bob Dylan og Leonard Cohen, der også i karrierernes efterår slog mere og mere over i tale i sangteksterne. Skousen gør det med sin helt egen betoning, så fuld af undren over hver eneste ord uden at lyde det fjerneste krukket. Musikken ledsager blidt og meddigtende. Et modent og modigt mesterværk. - Peter Sommer: De uforelskede i København
Selv når han måske ikke rammer sit eget ekstreme topniveau, er Peter Sommer stadig den bedste efterforsker i kærlighedens og parforholdets mysterier. Her i opløftende selskab med Selana Gin, hvis smukke vokal hist og her lægger et fint slør omkring de nøgterne ord i nogle fint svævende melodier. - Lydsyn: Lydsyn
Som sangskriver har Uffe Lorenzen virkelig fat i den lange, fede ende af tovet i disse år og med Lydsyn har han fået et band, der forløser den kraftfulde, men sårbare rock, så det virkelig swinger helt til ’landet bag de sorte bjerge( hvor floden har sit eget flow’. Præcis som Lydsyn. - Kaleiido Elements
Hvad man egentlig skal kalde den musik, duoen Kaleiido med jazzsaxofonisten Cecilie Strange og guitaristen Anna Roemer med baggrund i pop og indie, er ikke så enkelt at afgøre.Vi kan jo prøve med ’magisk minimalisme’, improviseret frem af de to kvinder og medvirkende gæster. På det andet album ’Elements’ rammer de plet igen og igen med smukke lydmalerier, som aldrig bliver døsige eller behagesyge. Et lille, men meget stort album.
- Thorbjørn Riisager and the Black Tornado: Navigation Blues
Man skal trække vod længe i Mississippi og omegn for at finde et bluesalbum, der når sjællandske Risager og Black Tornado i år. Utroligt helstøbt og formfuldendt trods sin variation i stil og melodi. Moderne blues, som styrer traditionerne med sikker hånd og den helt rigtige lyd. - Portraits in Jazz: Monday
Som om det ikke var nok, at vi er fint med i blues, har vi sørme også en dansk supergruppe ud i jazz, Portraits in Jazz med tenorsaxofonisten Claus Waidtløw som omdrejningspunkt. Omkring ham på dette fremragende udspil gør Nikolaj Hess – piano, AC – bas og Jakob Høyer på trommer uendelig meget godt for de fint afstemte melodier. Ikke underligt, at Portraits of Jazz er det mest streamede danske jazznavn, men ved Ben Webster og Dexter Gordon, hvor burde denne stilsikre og smagfulde musik da også findes på sort vinyl! - Viva Vertigo: Phanton Wolf
Hvor er det godt, at Simon Beck og co. i Viva Vertigo fik udgivet dette strålende album efter en pause på 12 år. Phantom Wolf viser, at der er både liv, gode sange og stil på den danske rockscene. Et band med styr på sine referencer, sine melodier og udtryksmidler, som fortjener at slå igennem med dette gennemført stærke udspil. - Anna Roemer: Azure
En åbenbaring af eventyrlysten og cinematiske lydlandskaber fra (jazz)guitaristen Anna Roemer, der også kan på egen hånd. De skitseagtige melodier foldes ud som streger på et kort med talrige svinkeærinder og omveje gennem ukendt land, som udforskes langsomt og selvsikkert. En stærkt overbevisende debut med klange, man bare har lyst til at hænge sig selv og sine følelser op på for at få lidt mere klarhed i endeløse dage med et helt særligt klarsyn midt i tågen. - Malurt: Sidste skrig (Live i KB Hallen)
Egentlig er jeg ikke den store fan af livealbum, men når Rolling Stones afrundede den internationale liste bør Malurt være med. Ikke alene rager ’Sidste skrig’ op blandt de allerbedste danske livealbum med sin autentisk rå lyd, nej, det er også den helt rigtige dokumentation af det helt særlige eventyr, som Malurts comeback-turne udfordrede sig til trods coronaens talrige forhindringer. Det definitive bevis på, at gamle rockbands nødvendigvis falder af på den, for Malurt har aldrig gået til den med en mere indædt energi og råstyrke, end vi hører her. Et ubegribeligt, spillevende manifest fra en elektrisk aften i KB Hallen med moden, sortklædt livsglæde. - Music by Idiots: Tiden lyver
Kan man mon egentlig modnes med punk og stadig bevare et autentisk udtryk, der samtidig matcher ens egen alder? Ja, for fanden. Spørg Anders Rex, en af de ældre, poetiske vismænd fra den oprindelige danske punkscene. Eller endnu lyt til Anders Rex og bandet Music by Idiots, der her ved årets slutning endelig fik udgivet Tiden Lyver. Et fornemt udspil med sange, der ind imellem kradser andre gange kæler sig gennem huden og får tag i selve din sjæl. Med hjælp fra Nis Bysted (bl.a. Iceage) får det fine band forbundet fortid og nutid med nogle tekster, der både er personlige og stikker ud fra det modne menneskes synspunkt. Usædvanligt og usædvanligt godt. - Iris Gold: Woman
Sikke en stemme, sikke nogle gode melodier, sikke nogle historier fra verden og livet som ung, sort kvinde, sikke en flot produktion – i samarbejde med Dave Stewart. Årets bedste bud i den varme, soulede afdeling.