10 albums fra 2022

Af Lars B. Jørgensen

Inden folk for alvor begynder at oprullere lister ad libitum, har jeg besluttet at smide 10 albums fra 2022 op på væggen. Om ikke andet for selv at holde fast i streamingens uudslukkelige lydstorm.

Nas: King’s Disease. I samarbejde med produceresset Hit-Boy afleverer hip hoppens agtværdigt ældede statsmand rapport fra både ghettoer og den overfladedyrkende bling-kultur, der har præget genren. Nas viser, at man kan blive gammel uden at ende som grå eminence.

Pusha T: It’s Almost Dry. Terrence “T” Thornton kan arbejde med sin alter ego tilværelse som cokedealer som var set en Rubiks terning. Men det er aldrig mindre end underholdende, de smækre beats løber som en blodrød åre gennem et album, som ifølge afsenderen selv er en afro-amerikansk pendant til Martin Scorseses gadekløgt. Godt er det i hvert fald.

Afghan Whigs: How Do You Burn? Greg Dullis rock-outfit var altid et par numre for stort til grungescenens selvforståelse og på bandets 9. album flyder blandformen af tunge riffs og sort soul sammen som et lydspor til dunkelt begær og machomartrende bekendelser.

Beth Orton: Weather Alive. Disede og drømmeagtige sange fra en af de sande excentrikere. Orton formede sangene her på et klaver, købt på et nærliggende loppemarked og fandt nærmest modstræbende ind i et materiale, hvor hun afsøger tab og sjælelig smerte. Det er et album, der sniger sig ind under huden og bliver siddende.

Death Cab for Cutie: Asphalt Meadows. Indrømmet, jeg har et meget blødt punkt for Ben Gibbards letløbende flow og melankoli. Især når melodierne har et så lækkert momentum som på albummet her.

Kellermensch: Capitualism. Esbjergensernes rock noir når nye højder på et album med melodiske metastaser. Stemningen kan nok være sammenbidt og forbistret, men det er også et stort svæv og de storslåede hymner.

Nikolaj Paakjær: Et uvurderligt minut. De danske sangskrivere finder ind i nye afkroge af sproget i disse år og Paskjær gør det med er fortryllende popsprog og en kim af dansk visetradition.

Perfume Genius: Ugly Season. Den bedste popmusik formår at favne det mystiske og det gådefulde uden at opgive det allermest intime. Perfume Genius iklæder sine hudnære bekendelser det orkestralt storladne med det eksperimentalt grænseafsøgende i en art pop, der er indbegrebet af 2022.

Black Country New Road: Ants From Up Here. Bandet nåede knap at udgive albummet her, før den karismatiske vokalist Isaac Wood trak sig ud på grund af personlige problemer. Ants er et album, som er umuligt at genrebestemne. Barok pop skifter mellem kantede og rå rockbrudflader fra en septet, der også trækker på fritflyvende improvisationer. Ultimativt og unikt i udtrykket.

Weyes Blood: And In The Darkness, Hearts Aglow. Den californiske sangerinde løfter ubesværet arven fra typer som Joni Mitchell og Aimee Mann med et sæt sygt smukke sange. Det er hippiernes hymner fra Laurel Canyon tilsat et apokalyptisk twist fra den gryende klimakatastrofe. Men hvis skibet skal gå ned, må Natalie Mering altså gerne synge for.

%d bloggers like this: