Af Arne Herløv Petersen

Hvis man skal lave økonomisk planlægning, er det en fordel, at man ser på økonomien – vores fælles husholdning. Når man ser på vækstdogmet, må man spørge sig selv, om det er muligt for en guldfisk i et akvarium at blive ved og ved med at vokse, uden at akvariet sprænges. Man må spørge sig selv: ”Kan en guldfisk vokse evigt? Kan den blive større end Jordkloden og stadig vokse videre?” Det er et spørgsmål, de fleste seksårige vil kunne svare korrekt på, men politikerne vælger at tro på evig vækst – et dogme må linje med den ubesmittede undfangelse og kødets opstandelse.
Man må også spørge sig selv: ”Er det en holdbar situation, at milliarder af mennesker lever i dyb fattigdom, mens en lille gruppe mennesker er obskønt rige?”
Man kan spørge: ”Er det en god idé at outsource produktionen til lavtlønslande og fyre medarbejderne i de rige lande, når det fører til, at middelklassen forsvinder og mange mennesker i de rige lande bliver så fattige, at de ikke længere kan købe de varer, der bliver produceret? Hvad skal man gøre med ti millioner Nike-sko, hvis der ikke længere er nogen, der har råd til dem? De rige kan købe nogle stykker, men er der mange rige, der har mere end to fødder? Kan direktørerne købe alle skoene? Hvad skulle de gøre med dem? Grave dem ned? Æde dem?”
Man kan spørge: ”Når der er stadig stigende knaphed på råvarer, er det så en god idé at fremstille varer med indbygget forældelse, så de bryder sammen efter få års forløb? Er det en god idé at lave Ipods og computere, der ikke kan repareres, men bare skal skrottes, så folk kan købe nye?”
Man kan spørge: ”Er det en god idé at blive ved med at hælde gift på jorden, så de afgrøder, vi skal leve af, bliver stadig mere sundhedsskadelige? Er det en god idé at stuve grisene så tæt sammen, at de bliver syge, og så give dem penicillin i så store mængder, at bakterierne bliver resistente, hvilket kan føre til, at vi alle sammen risikerer at dø af banale infektionssygdomme om få år?”
Men hvad svarer Liberal Alliance og Venstre og de andre tilhængere af den bestående uorden?
Markedet vil løse alle problemer, siger de. Hvis vi kludrer i det, hvis vi roder og regerer og af al magt prøver at gøre kloden ubeboelig, så vil markedets store usynlige hånd komme og redde os alle sammen.
Det er ikke økonomi. Det er voodoo.
Vi skal sidde i andægtig rundkreds og vente på, at den Store Hvide Hånd kommer og redder os. Det er en form for cargokult. Det er rablende vanvid. Det er Jehovas Vidner på rulleskøjter.
Men det er det, et stort flertal af den danske befolkning tror på. Der er virkelig grund til at kræve skolepengene tilbage.

Det er ikke fordi de borgerlige politikere som personer er onde mennesker eller dumme eller uoplyste. Det er deres ideologi, der er samfundsskadelig. Den siger, at erhvert menneske først og fremmest skal stræbe efter profitmaksimering. Den bygger på, at enhver er sin egen lykkes smed, den der kommer først til mølle får først malet, enhver er sig selv nærmest, ulven tager de bageste. Det er en ideologi, der gør det umuligt at tænke langsigtet og i sammenhæng. Den giver et kikkertsyn, hvor man kun kan se sin egen kortsigtede profit – hvor man kun kan tænke ud fra den enkelte virksomhed og frem til næste udbetaling til aktionærerne.
En direktør kan have de bedste hensigter om at skabe en bedre verden, men hvis ikke han lever op til aktionærernes krav om størst muligt udbytte her og nu, bliver han fyret og erstattet med en, der vil rette sig efter markedets umenneskelige love.
Og aktionærerne er ikke onde mænd med høj hat. Det kan være os selv – gennem vores pensonskasser. Og det er ikke fordi de træffer etiske valg, når de køber og sælger. Det er robotter, der foretager køb og salg. En aktie bliver ofte solgt videre brøkdele af et sekund efter, at den er købt. Ingen mennesker kan følge med længere, ingen mennesker kan overskue markedet. Vi har lagt vores skæbne i robotternes hænder. Vi lader maskinerne om at skabe det umenneskelige samfund. For sådan er automatikken, sådan fungerer casinokapitalismen.
Det er ikke menneskene, der er onde. Det er systemet, der er et sygt og ondt system.Vi må genvinde kontrollen og styringen. Vi må selv træffe de nødvendige valg, vi kan ikke overlade det til mekanismer uden for vores herredømme. For robotterne er ligeglade med, om vi overlever.