Af Lars Movin

NIELS SKOUSEN: BLÆSTEN OG REGNEN
eller: NUET I ERINDRINGENS TVELYS

Lydsporet til den forgangne weekend har været den nu 78-årige Niels Skousens nye udgivelse, “Blæsten og Regnen”. Et album, der – ikke mindst i kraft af livsindsigt og en usvækket poetisk formuleringskraft – bare er vokset og vokset for hver gennemlytning.

Jeg har altid haft et svagt punkt for Niels Skousens særlige stemme (i mere end én betydning), der lige fra begyndelsen i 1971 med det nu klassiske debutalbum “Herfra hvor vi står” har udmejslet sin helt egen plads på den danske musikscene. I de første år var jeg lige akkurat for ung til rigtigt at være med, men da jeg lidt senere kom på sporet og begyndte at samle bagkataloget op, var der ingen vej tilbage. De på én gang sommerlette og melankolske sange på albummet “Jeg vender mig i sengen” (1973) ramte mig på en måde, som jeg aldrig helt har kunnet forklare. Og sådan cirka derfra fulgte jeg med op til “Landet rundt” (1980) – en konceptplade, der på papiret lignede en god idé, men som bare ikke rigtig ramte tiden; og som åbenbart heller ikke tændte sangskriverens egen inspiration (det fortalte Skousen i en åbenhjertig samtale med Henrik Queitsch i pladebutikken Beat i forbindelse med præsentationen af den nye plade i fredags).

Herefter blev der stille. Og stilheden fortsatte helt frem til 2002, hvor Skousen – ikke mindst takket være mødet med Nikolaj Nørlund – oplevede et spektakulært og uventet comeback med det album, der bærer titlen “Dobbeltsyn”. Og dette dobbeltsyn skulle siden blive noget nær et signaturgreb i et tekstunivers, som er blevet forfinet og modnet med årene. Det gælder også på det nye album, hvor hovedparten af sangene udspringer af et øjeblik, der er prægnant med erindringens tvelys. Det er en plade, der på én gang ser tilbage og er særdeles nærværende. Eller sagt på en anden måde: Den aldrende sangskriver kredser om den fornemmelse, som de fleste mennesker over en vis alder kun kender alt for godt, nemlig at befinde sig midt i verden, samtidig med at man føler sig kørt ud på et sidespor. Som det hedder i en af pladens bedste sange, “Med i det hele”, der indledes med ordene:

Med i det hele – og udenfor
et følsomt sted mellem i morgen og i går
hjertet løber afsted
med mig og alt det det løber over med
novemberblæst, vinterkulde, sommervind
og fugle der fløjter foråret ind

Når man er nået til dét sted i sit liv, er det spørgsmålet, om man bare skal trække sig tilbage i god ro og orden – hvilket sangskriveren da også overvejer:

Øjeblikke – som perlende forsvinder
ned i kloakken af minder
er der mere jeg skal finde på
eller skal jeg sætte mig ned og lade dagene gå
en sofa
en kaffekop
en krimi hvor alting går op

Man er fortsat i mere end godt selskab med Niels Skousen, som med nogle af formuleringerne på det nye album rammer nye højdepunkter i poetisk originalitet og overraskende præcision. Jeg ville sagtens kunne tåle mere Skousen længere nede ad vejen. Og lur mig, om ikke den gamle sangskriver vil blæse på alle tanker om bare at sætte sig ned og lade dagene gå. “Blæsten og Regnen” er et sent hovedværk, en statusopgørelse, der på én og samme tid både er løfterigt og giver appetit på mere.