Af Peter Tudvad

Når jeg ser på verden i dag, griber jeg mig i at længes tilbage til Den Kolde Krig. Vel var jeg dengang, som dreng i 1970’erne og begyndelse af 1980’erne, bange for atomkrig, men verden forekom mig stabil.

I en stil, vi fik for i folkeskolen i 1981, skulle vi forestille os, hvordan vores liv ville være, når vi var dobbelt så gamle, 30 år gamle, og hvordan verden var. Jeg skrev bl.a. en historie om en østlig provokation ved Berlinmuren, som Vesten prompte slog tilbage. Endnu en sejr for den frie verden, tror jeg, jeg kaldte det. Vores lærer læste enkelte afsnit op fra forskellige stile, herunder det nævnte fra min. Nogle lo lettere hånligt, for ingen ville da nogensinde anfægte Berlinmuren som grænse mellem Øst og Vest.

Ingen kunne dengang forestille sig, at Berlinmuren ville være væk i 1996, når vi fyldte 30 år. Men nu, som 56-årig, sidder jeg næsten og savner den. Nej, jeg ønsker mig den ikke tilbage langs den linje, hvor den dengang forløb, for så ville jeg nu selv bo i DDR – og polske og tjekkiske venner ligeledes i et gråt og totalitært Østeuropa under Moskvas kommando. Men den relative tryghed, som terrorbalancen gav, kan godt forekomme mig som en fristelse, når jeg i dag skuer tilbage hinsides verdens imellemtiden så ufatteligt skæve gang.

Så lytter jeg til Leonard Cohens “The Future”, skrevet i 1992, tre år efter Berlinmurens fald, året efter Sovjetunionens sammenbrud, lytter og tænker, at jeg hører en profet fra Det Gamle Testamente forkynde os de tider, vi nu lever i:

Give me back the Berlin wall
Give me Stalin and St. Paul
I’ve seen the future, brother
It is murder