Af Lars Movin, forfatter

BOB DYLAN & THE GRATEFUL DEAD
eller: WHAT A LONG STRANGE TRIP IT’S BEEN

I tirsdags skrev jeg på dette sted om den filmoptagelse af The Grateful Deads koncert i Tivoli i København, den 17. april 1972, som samme aften blev vist i Grand-biografen. Et af højdepunkterne i filmen var nummeret “Truckin’”, der første gang blev udsendt på det elskelige album “American Beauty” i 1970, og som to år senere blev inkluderet i en lang og fabulerende live-udgave på albummet “Europe ’72” (dén optagelse er fra Lyceum i London og er temmelig forskellig fra den udgave fra København, man kunne opleve i filmen). Anyway, i dag var jeg så et smut forbi Politikens Boghal for at hente et eksemplar af Bob Dylans nye bog, “The Philosophy of Modern Song” (se forsiden nede i tråden). Og hvad falder mit øje på under den første spændte og lystpirrende gennembladring? Jo, Dylan har søreme skrevet et helt kapitel om lige netop nummeret “Truckin’”! Og her kalder han på sin karakteristiske drilske facon Grateful Dead “a dance band” – hvorpå han kvalificerer udsagnet ved at skrive:

“What makes them essentially a dance band probably begins with the jazz classical bassist, Phil Lesh, and the Elvin Jones-influenced Bill Kreutzmann. Lesh is one of the most skilled bassists you’ll ever hear in subtlety and innovation. And combined with Kreutzmann, this rhythm section is hard to beat. That rhythm section along with elements of traditional rock and American folk music is what makes the Dead unsurpassable. Combined with their audience, it’s like one big free-floating ballet. Three main singers, two drummers and triple harmonies makes this band difficult to compete with. A postmodern jazz musical rock and roll dynamo.”

Hvilket kan være så god en karakteristik af The Grateful Dead som nogen. Og så fremhæver Dylan naturligvis også Jerry Garcia, “who plays like Charlie Christian and Doc Watson at the same time”.

Øy, den bog glæder jeg mig til at få læst noget mere i …

Fodnote: At kapitlet om Grateful Dead og “Truckin’” er illustreret med forsiden af William S. Burroughs’ cut-up-roman “The Soft Machine”, skal jeg være den sidste til at beklage. Men hvad forbindelsen egentlig er, må jeg indrømme, at jeg ikke helt fanger. På den anden side: I den korte tekst får Dylan vævet så mange referencer ind – fra forfatterne Rilke og Kerouac over jazzklarinettisten Artie Shaw til sangskriveren Hank Snow – så hvorfor ikke også Burroughs?!