HVAD DER GIVER MIG HÅB

Af Carsten Jensen, forfatter

Verden holder endnu. Lula da Silva vandt valget i Brasilien, og Amazon Junglen, der i de seneste år er blevet reduceret med 20 procent, får lov at stå lidt endnu. Vi kan stadig trække vejret.

Det giver mig håb.

Titusinder gik på gaden i klimamarcher i danske byer i går. Op mod 50.000 alene i København. Undersøgelser viser, at vi danskere efter tre et halvt års tågesnak og nølen stadig mener, at klimaet er den vigtigste prioritet, så politikere og medier fik sig et chok i går. Som sædvanlig er deres virkelighedsbillede helt ude af led. Det var ikke den evige, lille flok af aktivister, der mødte frem. Klimaet er en folkesag.

Politikerne ønskede ikke et klimavalg, medierne heller ikke. Men så gik danskerne på gaden.

Det giver mig håb.

Jeg talte ved klimamarchen i Odense i går, på Flakhaven midt i byen, et torv, der var tætpakket med mennesker, og mange af de fremmødte var skoleelever med bannere.

Det giver mig håb.

Jeg fik kørelejlighed fra Svendborg til Ærøskøbing med en ærøbo, der sammen med sin mand dyrker et jordstykke på Ærø efter helt nye metoder, biodiversitet, i stedet for den sædvanlige, ødelæggende monokultur, der udpiner jorden. Og efter kun tre år ser de allerede resultater. De dyrker bl. a. edamame bønner, butternut-græskar, solbær, hindbær og stikkelsbær, bladbeder, kartofler i tangbede, hvidløg og asparges, og det er kun en del af udvalget. Udbyttet er langt større end det sædvanlige. Det vrimler med fuglearter, de ikke har set før, bl. a. gærdesmutter, rødstjerter, rørhøg, og agerhøns. Første år var der kun kålsommerfugle. Nu er der ni forskellige arter af sommerfugle som dagpåfugleøje, aurora og græsrandøje.

Det giver mig håb.

Selv politikerne har været nødt til at forholde sig til landbruget i denne valgkamp. Men typisk for den socialdemokratiske regering er det, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved projekter, der vil ende som monumenter over en dødbringende vækstøkonomi, Lynetteholmen eller motorvejsprojekterne over Egholm og Kattegat.

Den altid inkompetente trafikminister Trine Bramsen udtrykte for nylig sin forvirring over, at det statslige selskab Sund og Bælt havde afsat 80 millioner kroner til en udbudsproces omkring Kattegat-broen. Hun troede, at projektet var skrinlagt. Sådan nærmer socialdemokraterne sig afgrunden, i inkompetence, skødesløshed og med ryggen til fremtiden.

Men Lulas sejr i Brasilien giver mig håb. De kritiske spørgsmål til landbruget herhjemme og de spirende alternativer giver mig håb. Og så var der en taler til demonstrationen i Odense, der også giver mig håb. Hun hedder Julie Jacobi og er kun fjorten år gammel. Jeg talte med hende, før hun gik på scenen. Hun var synligt nervøs og trykket. Så stod hun deroppe, og viste sig at være en suveræn taler, der fremførte sine tanker med både styrke og følsomhed, der ikke kunne andet end at gå rent ind på det tætpakkede torv.

Julie Jacobi giver mig håb. Unge mennesker som hende giver mig håb. Det er derfor, vi skal have valgretsalderen nedsat til 14 år.

Og det er, derfor du kan læse hendes tale her.

Det er den bedste valgtale, du kommer til at læse.