Af Peer Aagaard

Mens jeg ligger her på plejehjemmet, har jeg god tid til at tænke, og tiden bliver brugt på fysiske og mentale afskeder. Det er hårdt, og der er mange tårer, men det føles også smukt og rigtigt.

Når jeg er alene, kigger jeg på film og billeder fra min fortid, og jeg hører musik fra “min tid” . Samtidig ræser tankerne afsted. Det er som om, min hjerne har besluttet for at minde mig om forlængst glemte oplevelser fra min barndom og ungdom, og det er vidunderligt, og efterlader mig med et lille smil på læben.

Jeg sover mere og mere. En tung dyb søvn. Jeg er 100% smertefri, og min personlige pleje foregår rutinemæssigt. Jeg ved ikke, hvor længe der er igen, men jeg ved, at det kommer til at foregå, som jeg ønskede det: værdigt og uden drama. Hvis jeg medvirkede til at italesætte nogle svære emner omkring sygdom og død, er det kun en glæde.

Min Allan har kreeret et juletræ til mig. Et ganske særligt juletræ. For dig ser pynten måske almindelig ud, men sagen er den, at fra vores allerførste rejse sammen, har vi hver gang hjembragt et styk julepynt, så hver eneste ting på dette træ rummer dyrebare minder om en fælles stor oplevelse.. Der er suppleret med julekugler, som Allans afdøde mor lavede i hånden. Dette træ repræsenterer altså for mig alle årene med Allan. Jeg kunne ikke forestille mig et smukkere minde over vores fantastiske, uforglemmelige tid sammen.

Resten må I tænke jer til. Allan skriver på Facebook, når jeg har sagt endeligt farvel. Jeg har kun tilbage at sige tak. Tak for al jeres kærlighed, som kom til udtryk på så mange måder. I er utrolige. TAK.