DUER MIDTEN TIL NOGET?

Af Carsten Jensen, forfatter

Hvorfor skal vi overhovedet have valg nu? Hvad er det, et valg kan give os den 1. november, som det ikke kan give os til næste sommer? Hvad er det, der haster så meget?

Det Radikale Venstre truede med mistillidsvotum, og derfor fik vi valg i utide. Der skulle statueres et eksempel. Man kan ikke bare bryde loven som i tilfældet med regeringens nedslagtning af landets mink og så lade som ingenting.

Men hvad er det så, valget skal udløse, afklare og rense? En rigsretssag mod Mette Frederiksen, fyringer af forsømmelige embedsmænd?

Der er krig i Ukraine, en helt ny, truende sikkerhedssituation i verden, et klimasammenbrud, der bliver tydeligere for hver dag, et højreskred væk fra demokratiet i flere europæiske lande. Men det er tilsyneladende ikke det, valget handler om.

Politikerne på Christiansborg har som guldfisken i glasklokken deres egen verden.

Sofie Carsten Nielsen var gæst i DRs præsentationsrunde, hvor hun lykkeligt slap for Kåre Quist, der lå hjemme med nedslidt stemmebånd. I selskab med Issa Mahmoud Jeppesen fik hun lov at svare udtømmende på vigtige spørgsmål, og jeg følte mig næsten oplyst. Når jeg ikke følte mig helt oplyst, var det, fordi vi aldrig slap ud af glasklokken.

Skønt midterparti kan det Radikale Venstre indtage skarpe synspunkter. Det skete op til valget i 2019, hvor partiets daværende leder Morten Østergaard præsenterede en kompomisløs linje i udlændingespørgsmålet. Nådesløst kritiserede han den absurde kurs, flertallets fremmedfjentlighed har ført os ind på. Politik handler ikke om holdninger, men om indflydelse, blev Østergaard belært af de politiske kommentatorer, og en stejl holdning fører ikke til indflydelse. Men det modsatte skete. De Radikale fordoblede deres mandattal.

Sofie Carsten Nielsen har også stejle holdninger. Det er ikke nok, at vi nedsætter vores C02-udslip med 70 procent. Nej, det skal ned med hele 80 procent. Og vi skal også tænke på vores globale fodaftryk. Danskerne forsluger sig på jordens ressourcer, og hvis alle havde lige så stor en appetit som os, havde vi brug for fire jordkloder. Danmark er en stormagt, når det kommer til fråds.

Og så ender vi alligevel i glasklokken. For hvordan skal vi blive klima-ansvarlige i Danmark? I et samarbejde hen over midten. Svaret er det samme, når det gælder udlændingepolitikken. Også her står Sofie Carsten Nielsen velgørende stejlt, når der skal siges nej til socialdemokratiets absurde kongstanke, at asylansøgere skal ende levende begravede i Rwanda. Men hendes løsning handler ikke om stejlhed eller principper. Hun kan ikke få partier nok med i regeringen, for kun midter-samarbejde er langtidsholdbart.

Al historisk erfaring siger det modsatte. Midt i en global undtagelsestilstand, og det lever vi i nu, er samarbejdet hen over midten ikke nogen garanti for modet til store beslutninger, men det modsatte: mangel på udsyn, gnubberi og nøleri. Det er ikke nu, der skal lovgives om kommaernes placering i klima-politikken, men det er det, der vil ske, hvis radikale løsninger skal findes i selskab med stalddrengene fra Venstre og Konservative. Vi vil høre den sædvanlige hellige korsang, der efterhånden ligner en dødsmesse over vores fremtid: Klima-politik skal være omkostningsfri og ikke gå ud over erhvervslivets og landbrugets gustne intersser.

Det Radikale Venstre er en af de smukkeste guldfisk i glasklokken. Men partiets fiksering på midten risikerer at forvandle det til en død sild, der ensomt flyder omkring i brakvand, fordi nogen har glemt at skifte vandet.