Af Carsten Jensen, forfatter

Når det kommer til de etablerede gammel-partier får de i Kåre Quists præsentationsprogram på DR1 lov til at tale om det, de helst vil. Enhedslisten er i Quists øjne et outsider-parti, så Maj Villadsen fik 2 minutter og 45 sekunder til at tale om partiets mærkesag, klimaet. Søren Pape er så meget insider, så han slap med nul sekunder om klimaet, som han heller ikke ved noget om.

Pia Olsen Dyhr fik 10 minutter ud af 30 om en ny naturlov, der betyder mere vild natur og omlægning af landbruget. Hun fik endog lov at tale engageret om truede dyre- og plantearter, før Quist slog til med sin sarkasme: Så vilde orkideer er mere værd end danske landmænd?

For Quist gælder det som for flertallet af de politiske partier, at det stærkt CO2-forurenende landbrug, der udpiner jorden og mishandler dyr, er kernen i den fejrede danskhed. Quist behøver bare at sige ordet “slægtsgård”, og det gør han hele tiden, så ser vi alle det danske flag for vores indre blik.

Hvorfor er der ingen, der siger det, som det er, at dansk landbrug er et parasiterhverv, der kun overlever takket være de 6 millarder, der årligt kommer i tilskud fra EU. Overladt til markedsøkonomien ville landbruget på ingen tid forsvinde ned i den fri konkurrences kødhakkemaskine, og den sidste traktor blive anbragt på et museum og det sidste svin i et reservat for rehabilitering af misbrugte dyr.

Der er masser af ledige jobs i Danmark, ikke mindst indenfor omsorgssektoren, og landbrugets EU-subventionerede dyremishandlere kunne passende omskoles til sosu-assistenter og sygeplejersker, hvor de omsider ville lære at bruge hænderne til noget mere omsorgsfuldt og nyttigt end at pine livet af uskyldige dyr. I stedet for et landbrugsministerium kunne vi have et omskolings-ministerium.

Pia Olsen Dyhr fik også 8 minutter til en anden mærkesag, børns og unges trivsel. Hun drømmer om et trivselsministerium, øgede bevillinger og hurtig udrykning, når et ungt menneske er på sammenbruddets rand. Det er så sympatisk, og samtidig tror jeg ikke på det.

Jeg synes, Pia Olsen Dyhr skulle læse interviewet med den tyske sociolog Hartmut Rosa i dagbladet Politiken i søndags. Her slår han fast, at unges vantrivsel ikke har noget med psykologi at gøre. Det er en sund reaktion på et sygt konkurrence- og vækstsamfund, hvor kravene til unge om at præstere er gået amok, og de konstant føler sig vejet og målt uden håb om nogen sinde at nå over målstregen.

Vi har ikke brug for et trivselsministerium. Vi har brug et trivselssamfund, en ny type bæredygtighed, der ikke kun omfatter vores forhold til den ydre natur, men også vores egen indre natur. Og det kræver en konfrontation med vækstsamfundet, som ingen etablerede politikere, heller ikke SF, vover.

Pia Olsen Dyhr går ikke ind for konfrontation, men for kompromis og forhandling, og sådan har SF i de sidste tre år ladet sig reducere fra støtteparti til skyggeparti til nyttig idiot for en regering, der igen og igen svigter, når det kommer til de store udfordringer, vi i disse år står over for, fra klima og økologi over flygtninge til unges trivlsel. Vi hører meget om, hvor insisterende Pia Olsen Dyhr kan være bag lukkede døre, men hvad hjælper det, hvis resultaterne udebliver, når døren åbnes?

Jeg tvivler ikke om Socialistisk Folkepartis gode vilje og hensigter. Men det er en fallit, når modet til at stå fast udebliver.