GRØNT RASERI – OMVÆLT VERDEN!

Af Jens-André Herbener, Ursula Andkjær Olsen, Gritt Uldall-Jessen, Katrine Grünfeld, Signe Kierkegaard Cain, Viktor Tjerneld, Marie Bjørn, Christina Hesselholdt, Pablo Llambías, Jacob Skyggebjerg, Kristina Stoltz, Silja Henderson, Alexandra Moltke Johansen, Helene Johanne Christensen, Shëkufe Heiberg, Carsten Jensen (introduktion), Liz Jensen og Maja Lucas.

Sammen med en række forfattere, bl.a. fra vores gruppe ”Forfattere ser grønt” har jeg skrevet dette opråb, som du kan læse i Dagbladet Politiken i dag.

Intet tyder på, at det forestående folketingsvalg vil blive den livsnødvendige gamechanger, vores jord har brug for. Vores magthavere har haft 30 år til at bremse de planetære kriser, men vi er i dag tættere på apokalypsen end nogensinde før. Chokket over klimakatastrofen er for længst overstået, og de gamle benægtere har fundet nye sange at synge. Dermed er der kun én mulighed tilbage: Et folkeoprør, hvor vi samles på gaderne, nedlægger arbejdet og sætter samfundet i stå. For at presse politikerne til at foretage det grønne systemskifte, verden skriger efter – eller til at gå af, så andre kan gøre det.
Alligevel finder vi stadig trøst i den daglige fornægtelse: Vi stopper ikke op og mærker efter, for vi skal i Brugsen. Vi stopper ikke op og mærker efter, for vi skal hjem. Vi stopper ikke op og mærker efter, for vi skal på arbejde. Vi stopper ikke op og mærker efter, for vi er for trætte. Vi stopper ikke op og mærker efter, for det nytter alligevel ikke noget. Vi stopper ikke op og mærker efter, det gør urealistiske klimatosser. Vi stopper ikke op og mærker efter, det gør overbeskyttede jubelpessimister.

Vreden kommer tidligt og bliver længe
Klimasorgens faser optræder ikke i en bestemt rækkefølge. Men vreden kommer tidligt og bliver længe. Vi står i vand til halsen og skal til at finde vores svømmehud frem igen og udvikle gæller. Vi ser på valgplakaterne, og det eneste, vi kan tænke på, er, hvor meget de har kostet i CO2-aftryk. Vi tæller de forsvundne og truede dyrearter, men vi har ikke længere tal på, hvor mange det drejer sig om. Vi ser en tegning af den ”glade” gris – en gris med bowlerhat, uden for slagteren, ved pølsevognen og på dyretransporter. Grisen på tegningen signalerer, at den selv gerne vil slagtes. Men grisen vil ikke dø. Den ønsker at leve.
Der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor hun må konfronteres med sin posttraumatiske stress over selve menneskets eksistens, menneskets oplevelse af egen verdensomvæltende vigtighed, for imens menneskets selvskabte drama kværner på Christiansborg, er træerne der jo bare. Imens bølger havet over sine bredder, fuglene lyder som gammel kærlighed, valmuer nikker ind i den tørre nat, og amøben går amok i petriskålen, det er på det tidspunkt, hun bliver til en stemme, en stemme, der kun vil bruges i valget af grønt.

Sorg elsker i al hemmelighed at gøre et godt køb
De siger: Vi skal flyve mindre, men det er nødvendigt at eksportere, importere, holde møder i Hong Kong. Vi skal spise mindre kød, men landbruget skal overleve. Vi skal udlede mindre CO2, men vi skal producere cement. Det råber de, højere og højere, mens havet stiger, så deres løftede pegefingre til sidst står under vand.
Vi tænker på den nuværende og den fremtidige verden, og vi kalder dens virkning på os depression. Når vi stopper op og mærker efter, mærker vi, at vi ikke kan lide at stoppe op og mærke efter. Fordi det gør så ondt at stoppe op og mærke efter. Når vi stopper op og mærker efter, mærker vi sorgen under alting. Når vi stopper op og mærker efter, får vi lyst til at skrige.
Engang vil vi, nogen, den kommende menneskehed, sidde i den nedbrændte, oversvømmede verden og læse beskrivelser af kyststrækninger, kigge på fotos af skove. Uden for vinduet er der ingenting. Kun himlen synes uforandret, solen kommer og går som førhen. På det bagtæppe løber tændstikmennesket rundt og fører tændstikhandlinger ud i livet, ligegyldige og meningsløse, mens liv forsvinder. Bølgerne slår stadig voldsommere mod huset. Fuglesang er der ingen af. Byerne er udbombede ruinhobe. Flygtningestrømme fylder vejene, imod strømmen kommer en kilometerlang militærkolonne, der er kroppe forude at kvase.
Mon vi er de eneste, der er ved at blive kvalt? De eneste, der drømmer om en iltrig biosfære, hvor Jordens millioner af andre arter har masser af plads at boltre sig på? Hvor mennesker ikke behandler andre livsformer, som nazisterne behandlede jøderne og kommunisterne? Hvor det herskende Menschheit über alles-hovmod er blevet afløst af en dyb forbundethed med den slørhat, sneugle og søanemone?
Klimasorgens paradoksale venlighed
Men ingen følelse varer ved. Klimasorgens paradoksale venlighed ligger i erkendelsen af, at ingen følelse er permanent. I den ligger en accept af kendsgerningerne og af de nye cyklusser, der ligger bagved. Vores håbløshed findes i det sandsynlige, mit håb i det usandsynlige. Tænk, hvor smukt det kunne være at leve i en tid, hvor det ikke gør så ondt at stoppe op og mærke efter.

Når vi stopper op og mærker efter, får vi lyst til at mærke nærheden fra træerne, blive smittet af deres overlegne ligegyldighed over for civilisationens ulykke, stjæle lidt af deres mod. Når vi stopper op og mærker efter, mærker vi euforien i tragediernes tid: Det er tid til at slås, comrades, det bliver en fryd at bekæmpe majoritetens fortrængte pis.

Håbets metode
I det forsøg vil der måske komme en mere håbefuld tid. Hvis ikke for os, så for andre. Og deri ligger meningen. Nu, med kniven for struben, begynder vi at indse, at vi skal gøre plads til andre arter, hvis vi selv vil overleve. Vi skal give tilbage, lade blomsterne og bierne generobre noget af alt det land, vi optager. Hvis vi skal gøre os forhåbning at om leve videre, må vi give plads til de andre arter. Vi må gentænke vores egen plads i verden i samspil med alt andet levende. Vi må udviske skellet mellem menneskelige subjekter og naturens objekter og lade planterne og dyrene komme til orde.
De hvide gedekid i folden. Kålen som fra det ydre rum, løgene i laden. Det kolde korn mellem fingrene, kartoflerne i nettene, tomaterne, mynten, de blå stjernehober over græsset. Uglen og dens kald i natten, en voldsom måne på himlen. Når angsten holder hende vågen, når hun ligger og forestiller sig atomkrigen, så æder hjortene cikorien, så jager uglen, så føder jorden knoldene, så føder jorden hovederne, stænglerne, giver liv til frøene, der med en voldsom kraft forgrener sig i den lerede jord.
I stedet for at opføre en monolog for verden kunne vi begynde en samtale. Begynde at tro på, at vi har noget at lære af vores omverden. At lytte er at give plads, det er en aktiv handling, der fører empati og ny viden med sig.

VI-VI, siger vi som fugle
Vi er klar. Vi er klar til at se det, som kan synes en udfordring, som en spændende forandring. Vi er klar til at tage et ansvar, også for det som ikke er os selv. Vi er klar til at indse, at alt ikke kun handler om den enkelte person, os og vores nærmeste. Vi er klar til at åbne os overfor alternative løsninger. Vi er klar til at give afkald.
Vi er alle gjort af samme stof. Vi er gjort af de samme molekyler, atomer og grundstoffer. Vi indeholder mange af de samme bakterier, og vi udveksler mikroorganismer med alle mulige væsner. Vi er porøse.
Vi er fugletællere og solcellemontører, vi er det, der fortsætter med dig, vi er dem, der vogter skoven og kysser vådområderne; vi er svampe, vi er råd, vi er verdensfortællere, vi er, det der bliver fortalt, vi er en sang du kender. VI-VI siger vi som fugle. VI-VI, siger vi. Vi er det, der strømmer i floden, det der lytter i løvet og vågner. Vi er fremtidens regndans, en vuggevise, et blødt våben, bare fødder. Vi er jer.
Vi må tro på begyndelsen af en ny æra, én, hvor vi slipper trangen til kontrol og lader naturen folde sig ud: Én, hvor vi går i dialog, hvor vi siger hej træ, hej svamp, hej gople.
Én – hvor vi ikke tænker: hvad kan I gøre for os
men oprigtigt spørger: hvad kan vi gøre for jer?