SKAL VI HAVE EN SØVNGÆNGER SOM STATSMINISTER?

Af Carsten Jensen, forfatter

Da de konservatives formand Søren Pape er i studiet med Kåre Quist for på DR1 at præsentere sit partis program op til folketingsvalget, består publikum af unge konservative. Det lyder jo som en selvmodsigelse. Hvordan kan man være ung og konservativ på samme tid?

Der et slidt, gammel ordsprog, der siger, at det er tegn på intelligens at være revolutionær som ung og konservativ som gammel. Men ung og konservativ? Er det ikke et tegn på tidlig indtrådt alderdomssvækkelse?

De andre partiledere har også haft deres fans med i studiet. Her blev samtalerne hele tiden afbrudt af latter og klapsalver. Men i løbet af de 30 minutter med Søren Pape høres der ikke en lyd. Ikke en klapsalve, ingen ler. Der lyder ikke engang en snorken, hvilket kun kan være bevis på selvdisciplin blandt de konservative unge. Det kræver viljestyrke at holde sig vågen, når Søren Pape taler. Kåre Quist har formodentlig drukket flere liter sort kaffe, før han gik i studiet.

Søren Pape er helt uden for konkurrence Danmarks kedsommeligste og mest udstrålings- og udtryksforladte mand. Hvordan kan han på et tidspunkt have været vælgernes topkandidat til statsministerposten?

Forklaringen kan kun ligge i en velkendt kinesisk forbandelse: “Må du leve i interessante tider.” Forbandelsen har ramt os. Vi lever i den grad i interessante, dvs. ustabile, utrygge, uforudseelige tider, hvor alt kan ske. Og hvad er i utrygge tider mere trygt end en mand, der inkarnerer kedsomheden?

Derfor blev Pape en kort tid alle konservative tryghedselskeres idol, og det er typisk, at i det øjeblik han begyndte at sige uventede ting, som at sammenligne Grønland med et u-land, mistede han øjeblikkelig opbakning. Det er ikke den slags provokationer, konservative ønsker af Pape. De vil have en søvngænger. Især i tider, hvor hele verden balancerer på kanten af en tagryg. Så er det bedre at benægte virkeligheden, og her findes ingen bedre kandidat end Pape.

Det er tydeligt, at Kåre Quist befinder sig godt i selskab med Pape. De er begge virkelighedsbenægtere. Lars Løkke fik, da han var i studiet med Quist, lov til at slippe med 30 sekunder om vor tids største, mest truende krise: det planetære klimasammenbrud. Pape fik til sin lettelse slet ingen spørgsmål om klimaet. Det eneste, Pape ved om dansk natur er, at der engang fandtes noget, der hed mink, og de her mink er nu væk, og det er synd for de familier, der tog sig af dem, og det hele er Mette Frederiksens skyld.

Pape kan et ord: skattelettelser, skattelettelser, skattelettelser. Lavere selskabsskat, mindre topskat, ja, selv sygeplejerskerne skal have skattelettelser. For det er jo en indlysende logik: Jo færre indtægter, staten får, jo bedre får den råd til at betale sine ansatte.

Adspurgt om sine fejl svarer Pape, at det behøver han ikke at svare på, for Mette Frederiksens fejl er meget værre end hans, og konfronteret med et så fyldestgørende svar, ser Kåre Quist ingen grund til at forfølge spørgsmålet.

Vi er et ældresamfund, konstaterer Pape, og det er de gamle, vi skal passe på. Hvad med de unge i studiet? Hvad kan Pape love dem andet end en seng på hospitalet, hvor en sygeplejerske finansieret af skattelettelser vil tage sig af dem?

At dømme efter Papes tavshed om klimaet er det ikke noget, han har tænkt over. Det er måske også derfor, at de konservative unge allerede nu virker så livløse.

De aner, at de ingen fremtid har med en søvngænger på statsministerposten.