Af Arne Herløv Petersen, forfatter

Hvor lang tid har vi igen? Dvs. hvor længe kan vi blive ved med at påføre klimaet og miljøet alvorlige skader, før systemet går i selvsving gennem en tilbagekoblingseffekt, så skadevirkningerne stiger eksponentielt? Det er der ingen, der ved, men Lovelock skønnede 10-15 år.
Vi ved, at skaderne er menneskeskabte. Vi ved, hvad vi skal gøre for at stoppe for yderligere skader og begynde på genopretningen. Alt, hvad der er mennesekskabt, kan også ændres af mennesker.
Gaia er (trods alt) ikke en urkvinde, der ryster sit hår, men et ord for den termostat-effekt, livet udgør, så Jorden er beboelig. Det er denne termostat, vi er i gang med at forstyrre.
Der er ingen rimelig tvivl om skadens art, omfang eller årsag. Det eneste, der står i vejen for en løsning, er dumhed og grådighed.
Derfor er spørgsmålet: Kan menneskeheden som sådan sætte sig ud over dumheden og grådigheden og gå i gang med at løse problemet?
Man kan sammenligne med situationen under anden verdenskrig, hvor folk var parat til at yde ofre for at opnå det ønskede resultat – sejren.
Denne gang er både risikoen og den mulige belønning langt større – det drejer sig om vores overleven som art.
Hvornår indser et befolkningsflertal så, at der må gøres noget? Ekstremt vejr har indtil nu ikke hjulpet. Hvad skal der til? Skal New York forsvinde under havets overflade? Skal vi opdage, at vi ikke længere kan trække vejret? Hvornår er skaderne så følelige og alvorlige, at menneskene indser, at de ikke bare kan køre rundt i deres biler og lade som ingenting?
Før eller senere skal det nok gå op for folk. Om ikke før, så når vandet når dem til underlæben. Men vil de gå i gang med at gøre noget, før det er for sent?
Det kan jeg ikke svare på. Men hvis man ved, der må gøres noget, må man i hvert fald gøre hvad man kan for at opfordre til handling. Og så håbe på, at det nytter.