Af Carsten Jensen, forfatter

Her er en eviggyldig opskrift på journalistisk omgang med mennesker, der har visioner. Pil dem ned. Gør dig smådum, uforstående, sarkastisk, antyd, at de er ufolkelige, uden virkelighedskontakt eller slet og ret livsfarlige, hvis deres visioner nogen sinde skulle komme til magten.

Det var den opskrift, Kåre Quist fulgte, da han havde Franciska Rosenkilde i studiet for at præsentere Alternativets valgprogram.

Bagefter sad man tilbage med et spørgsmål, og det var ikke, hvad det egentlig er, Alternativet vil, for det lykkedes det Franciska Rosenkilde mod alle odds og i veritabel nærkamp med den modvillige Quist at besvare.

Det store spørgsmål er snarere: I hvilken verden lever Kåre Quist?

Ikke i en verden, hvor sommerens kædereaktion af menneskeskabte klimakatastrofer fra Pakistan til Californien viste, at vi ikke lever i magelige klimaforandringers tidsalder, hvor der er tid nok til at nå det hele, men i det accelererende klimasammenbruds.

Ikke i en verden, hvor 67 % af danskerne i 2019 erklærede, at de anså klimaet for den vigtigste prioritet.

Ikke i en verden, hvor vi er nødt til at tænke over planetens og vores børns fremtid, hvis de da skal have en.

Nej, Kåre Quist lever i en verden, hvor danskerne i den ene internationale undersøgelse erklærer sig som verdens lykkeligste folk, og hvad skal vi så med forandring, når vi nu har det så godt?

Kåre Quist lever i en verden, hvor danskernes horisont standser ved køledisken og muligheden for at få en billig bøf.

Kåre Quist lever i en verden, hvor al vores medfølelse bør samle sig om forgældede landmænd, der milliardunderstøttes af EU-penge, så de i ti generationer endnu kan fortsætte med den dyremishandling, der kalder sig svineavl.

Kåre Quist lever i en verden, hvor stress, præstationsangst, nervøse sammenbrud, pillemisbrug, alkoholisme og forsømte børn er en naturlig del af de lykkelige danskeres livsstil.

Kåre Quist lever i en verden, hvor økonomisk vækst bør fejres som en menneskeædende gud, der dagligt må kræve sine ofre.

Kåre Quist lever i en verden, hvor sygeplejerskers krav om højere løn ikke også har noget at gøre med ønsket om påskønnelse og bedre arbejdsforhold, men simpelthen skyldes, at de går ind for økonomisk vækst.

Kåre Quist lever i en verden, hvor enhver, der mener, at vi skal tage klimasammenbruddet alvorligt og lægge vores livsform om, er de fattiges værste fjende, mens det dog er uklart, hvem han anser for de fattiges bedste ven. Alle de andre politikere måske?

Er det derfor, han behandler dem så pænt og indforstået og højst hænger dem op på et par mindre detaljer, så hans alibi som kritisk journalist kan være i orden?

Franciska Rosenkilde er i den sammenhæng ikke drømmeren eller den verdensfjerne idealist, men den livsnære realist. Hun ved, at vi lever midt i klimasammenbruddet, og at vi må lægge vores livsform om fra stress og nedbrydende konkurrence til omsorg og fællesskab. Hun ved, at der er et alternativ, der er bedre, ikke fordi den økonomiske vækst bliver ved, men fordi den stopper.

Det er derfor, Franciska Rosenkildes parti kalder sig Alternativet.