LARS LØKKE – DE HALVE SANDHEDERS TALSMAND

Af Carsten Jensen, forfatter

Jeg tænder for DR1. Der sidder Lars Løkke Rasmussen og skal præsentere valgprogrammet for sit nystiftede parti Moderaterne.
“En gammel cirkushest med nye numre,” griner intervieweren Kåre Quist. Ja, ha ha, vi skal endelig ikke tage det her alt for alvorligt. Politik er bare en cirkusmanege.

“Mine damer og herrer”!” som Clement Kjersgaards maniske velkomstsalut lyder, når det er hans tur til at præsentere politikerne, en hilsen, der ellers mest bruges i bedagede varietéer på Bakken, og som får moderne vælgere til instinktivt at opfatte politik som kitsch.

Og Lars Løkke er en gammel cirkushest?

Så det var bare et uskadeligt stunt, da han holdt hånden over Inger Støjbergs ulovligheder og bifaldt hendes lys i lagkagen, når det var lykkedes at tilføje nye forsvarsløse mennesker ondt?

Det var et uskadeligt stunt, da han nedlagde Irak-kommissionen, så vi aldrig fik en undersøgelse af de løgne, der bragte os ind i Irak-krigen?

Det var også kun et stunt, da han gennemtrumfede den kommunesammenlægning, der berøvede en lang række småbyer deres posthuse, rådhuse og sygehuse, alle de institutioner, der var med til at give en følelse af tilhørsforhold, identitet og vigtighed i fællesskabet?

Og det var slet ikke til nogen skade for demokratiet, at man med en donation til en af Løkkes private fonde kunne købe sig til audiens og lydhørhed hos landets mest magtfulde politiker?

Selvfølgelig ikke. Politik er bare sjov, spil, moderate løgne og moderate sandheder. Det er nok derfor Lars Løkke har døbt sit parti, Moderaterne, de halve løgne og de halve sandheders parti.

Lars Løkke er om noget inkarnationen af det troværdighedstab, dansk politik har lidt i de seneste årtier, og det er, derfor medierne synes, han er så god. God for en historie, god til at snyde, god til undvigemanøvrer, når han gribes på fersk gerning, god til at vinde magtkampe, god til at føre kniven ind imellem ribbenene på en modstander, mens han griner jovialt, god til at løbe fra det ene standpunkt i favnen på det næste, blot der er magt at vinde.

Det er derfor, journalister elsker Lars Løkke. Skulle han forsvinde fra den politiske scene, ville det være et kæmpetab, muligvis ikke for dansk demokrati, men i hvert fald for den danske journaliststand.

Og så går det ellers over stok og sten i Kåre Quists præsentationsprogram. Højere afgifter på cigaretter? Absolut, absolut! Men kun hvis Sverige og Tyskland vil være med… Højere lønninger til sygeplejersker. Jo, men kun hvis…

Udlændingepolitikken er gået for vidt, siger Løkke, skønt han selv har været den mest tolerante over for dens udskejelser. Han vil ikke samarbejde med den yderste højrefløj, skønt han siden 2001 har baseret sin politiske karriere på samarbejdet med den.

Roses skal han for at tage afstand fra udvisningsdommene over unge syriske kvinder. Mest optaget er han dog af, at danskere ikke kan få deres ægtefæller med hjem, hvis de er fra nogle af de kulturelt afvigende, kun halvt civiliserede lande, der giver Søren Pape associationer til Grønland. Så det er danskernes velfærd, der, når alt kommer til alt, alligevel ligger Løkke mest på sinde, også når vi taler udlændinge.

Hvad er vor tids vigtigste udfordring? Spørg hvem som helst, bortset fra danske politikere og flokken af politiske journalister på DR, og de vil alle svare klimakrisen.
Klimakrisen fyldte i samtalen med Lars Løkke 30 sekunder ud af 30 minutter. Han fik et spørgsmål om en CO2-afgift og løftede uforstående øjenbrynene, som om det nu for alvor blev upassende, og så var der ingen opfølgende spørgsmål fra den befippede Kåre Quist.

Jeg husker en af de unges klimademonstrationer foran Christiansborg tilbage i foråret 2019, da Løkke stadig var statsminister. På et af skiltene blev der spurgt, om der var en voksen til stede. Så dukkede Lars Løkke uanmeldt op på talerstolen for at bevise, at det var der ikke.

Sådan er det stadigvæk.