ER DER NOGET AT HÅBE PÅ? JA!

Af Carsten Jensen

Et nyt folketingsår begynder i dag. Spørg klimaet, hvordan det har det.

Lad os ikke tale om den socialdemokratiske regerings tre år ved magten.

Lad os ikke tale om nøleriet.

Lad os ikke tale om udenomssnakken.

Lad os ikke tale om de lunkne kompromisser, olien, der fortsat strømmer fra Nordsøen, motorvejene, der bestandig skal strække deres beskidte, sorte striber længere og længere gennem en kvalt natur, den døende muldjord, de 25 millioner svin, der råber på hjælp fra de dødsfabrikker, der hyklerisk kalder sig stalde, de fem gange et normalt menneskes vægt pr. indbygger, som den danske produktion af dræbte dyr årligt udgør, den enorme containerflåde, der end ikke tæller med i det danske CO2-udslip, skønt Mærsk er verdens største container-rederi, de fredede cementfabrikkers rygende skorstene..

Lad os i stedet tale om, hvad vi ønsker.

Lad os tale om fremtiden, i stedet for fortiden.

Lad os være konstruktive. Glem ikke, at det i dag er de mest konstruktive mennesker, der vover at drømme.

Så hvad skal vi ønske os i det nye folketingsår?

Vi skal ønske os, at vi får en grøn grundlov, hvor ikke den private ejendomsret, men naturen er det altdominerende hensyn.

Vi skal ønske os, at den 5. juni omdøbes til en festdag for klimaet, hvor vi alle går gennem gader, der er smykket med blomster og nyudsprungne grene, mens hver eneste danske bank og virksomhed afleverer bevis for, at de i årets løb har taget et initiativ, der gavner klimaet.

Vi skal ønske os, at alle danske betjente får fri hver gang, der er klimademonstrationer, så de omsider kan være glade for deres arbejde i stedet for, når de vender hjem, at møde deres børns misbilligende blikke.

Vi skal ønske os, at momsen fjernes på økologiske grøntsager, mens der i hvert eneste supermarked over køledisken vises en dokumentarfilm om danske grises levevilkår.

Vi skal ønske os, at en hærskare af unge, økologisk erfarne bønder med kyndige hænder overtager dyrkningen af den udpinte dansk landbrugsjord, hvor de vil slippe naturens mangfoldighed løs, mens skovene igen får lov at brede sig.

Vi skal ønske os, at folketingets formand fra nu af er en klimaforsker, der indleder den daglige samling med en rapport om den seneste udvikling i den globale opvarmning sammen med en opremsning af de landvindinger i kampen for en bedre klode, der også finder sted. Hun har desuden ret til at afbryde de ærede folketingsmedlemmer, hvis de taler uden om.

Vi skal ønske os, at Klimarådet, hvis eksistens netop nu trues af nedskæringer, sammen med landets tusindtallige skare af klimaaktivister fremover finansieres af forhøjede CO2-afgifter.

Vi skal ønske os en lov, der tvinger alle folketingsmedlemmer til at medbringe deres børn og børnebørn, hver gang klimaet står til forhandling.

Vi skal ønske os en lov, der forbyder lobbyister fra såvel landbrug, industri og transport adgang til Christiansborg, og hvis de ærede folketingsmedlemmer bliver set i det dårlige selskab udenfor Borgen, vil de blive sendt en måned på hårdt fysisk arbejde ved de nye diger under opførsel ved Vesterhavet.

Vi skal ønske os en lov, der pålægger hver eneste milliardær at beskytte en truet dyreart, og hvis det mislykkes, vil hans formue blive konfiskeret og han selv blive sendt ud alene i en robåd næste gang, en orkan trækker op. Dog iført en redningsvest, så han kan svømme klogere hjem.

Lad mig slutte med at citere en ukrainsk regeringsrådgivers ord til Putin, da endnu en russisk besat by i det østlige Ukraine for tre dage siden blev befriet: “Virkeligheden gør altid ondt på den, der lever i en fantasiverden.”
Flertallet af danske politikere, der tror, at det går godt med klimapolitikken, lever ligesom Putin i en fantasiverden.

Christiansborg er et nostalgi-slot skabt af virkelighedsfornægtere. Vi, der kræver forandring, er realisterne. I, der lover vælgerne, at den skævvredne verden, I kalder normal, kan fortsætte med høj vækst og højt forbrug, er dødsdømte utopikere.

Så det bør være vores håb for det nye folketingsår: at realismen sejrer, og at vi endelig ser farerne ved klimasammenbruddet i øjnene, ikke for at bukke under for skrækken, men for at skabe en ny og bedre verden, hvor solen ikke truer med at brænde os op, jorden ikke slår revner i afvisende tørhed, og havet ikke opsluger os. Men hvor elementerne igen, som de var engang, bliver vores hjælpere og værter.
Foto: Ole V. Wagner

%d bloggers like this: