Af Carsten Jensen

På torsdag bliver to unge klimaaktivister stiller for Københavns Byret. Anklagen imod dem kan give op til seks års fængsel.

De unges forbrydelse? De har med fredelige midler blokeret Langebro i et par timer.

I alt 14 unge, alle mellem 19 og 22 år er anklaget efter den samme paragraf, 193, ifølge hvilken den skal bures inde, “der med retsstridige midler fremkalder omfattende forstyrrelse af almindelige samfærdselsmidler…”.

Det er en paragraf, der fastslår bilens hellighed og unges manglende ret til en fremtid.

Hvorfor stod de unge aktivister på Langebro? For at få os til at bremse op. De advarer os mod den klimakatastrofe, der truer vores samfund, hvis CO2-udslippet uhindret fortsætter.

Det er advarslen, der bliver kriminaliseret.

Det er nødråbet, der bliver kriminaliseret.

Extinction Rebellion og Greenpeace arrangerer sammen med flere andre grupper en demonstration foran Københavns Byret på Nytorv torsdag kl. 11.40.

Jeg har tænkt mig at være der. Jeg kommer snart til selv at sidde i den samme retsbygning foran en dommer. Min sigtelse er en anden, paragraf 119, “passiv modstand mod politiet”, og jeg kan nøjes med halvandet år bag tremmer, fordi jeg var tung i røven, da politiet under en klima-aktion i begyndelsen af maj bad mig flytte mig fra Højbro.

Det var Extinction Rebellions aktionsuge, og der blev anholdt omkring 150 mennesker. Det interessante er, at kun en fjerdedel af os bliver sigtet. Resten var, hvad der på juridisk hedder “administrativt frihedsberøvede”. De blev ligesom os andre kørt til Bellahøj politistation, men der er aldrig blevet rejst nogen sigtelse imod dem.

De, der er sigtede, og de, der slipper for en sigtelse, har alle gjort det samme: været tunge i røven, da politiet bad dem skride. Der er ingen forskel, og Extinction Rebellions advokat Marc Malmbak Stounberg er ude af stand til at forklare, hvorfor nogle går fri og andre ikke. Med andre ord: Sigtelsen er fuldstændig vilkårlig.

Man skulle jo tro, at vi alle var lige for loven, dvs. at de, der har begået den samme forbrydelse også skal sigtes efter de samme paragraffer. Men nogle klima-aktivister går fri, andre ikke. Er det politiets humør, der er den afgørende faktor?

Jeg kender en ung kvinde, der på aktionsugens næste dag blev anholdt på Kongens Nytorv. Da hun blev slæbt væk af fire betjente, udbrød en af dem: “Fuck mand, alt det her slæberi er faneme hårdt for ryggen!”

Hun fremviste sit sygesikringsbevis, blev registreret og fotograferet og ventede så på at blive kørt til politistationen. I stedet bad betjenten hende forsvinde, uden at der var blevet rejst nogen sigtelse imod hende.

“Jamen, skal jeg da ikke på politistationen?” spurgte hun.

“Vi arresterede 150 mennesker i går,” svarede betjenten. “Det er sådan et slid. Vi gider ikke mere. Gå nu med dig!”

Jeg havde den samme oplevelse på Bellahøj Politistation. Vi var stuvet 70 mennesker sammen i en lang, vinduesløs korridor, og betjentene stod afmægtige og gloede på os. Jeg kunne se frustrationen i deres blikke, og det spørgsmål, de stillede sig selv, var ikke til at tage fejl af: “Hvad laver vi her? Der var så mange andre, meget mere væsentlige ting, vi kunne bruge vores tid på.”

Der er to grunde til på torsdag kl. 11.40 at møde op foran Københavns Byret. Den ene er, at klima-aktivisme ikke er nogen forbrydelse. Den anden lige så vigtige grund er at vise solidaritet med de betjente, der tager deres arbejde alvorligt.

Næste gang skal vi ikke være 150, der er tunge i røven på stenbroen. Vi skal være 1500.

Så går også betjentene i strejke.