Af Lars Movin

JENS BIRKEMOSE (28.6. 1943 – 8.9. 2022) R.I.P.

Jens Birkemose var maler helt ind til marven i knoglerne. Et visuelt menneske med et eget blik og et eget billedsprog. Men samtidig også en billedkunstner med en dyb fundering i både musikkens og litteraturens verden. På én gang dannet og rå, sofistikeret og vild, eksklusiv og umulig at få øjnene fra. Og som sådan ikke blot en ener, men simpelthen en af de største kunstnere, vi har haft herhjemme. De senere års helbredsproblemer var velkendte, men tabet ved hans bortgang er ikke desto mindre mærkbart.

I 2019 havde jeg det privilegium at skrive om Jens Birkemose i bogen “Færgen er i havn om få stavelser”, der handler om hans samarbejde med Dan Turèll – og i videre forstand om hans arbejde med de mindre formater, først og fremmest collager og kunstnerbøger. I den forbindelse blev jeg inviteret til at holde tale ved åbningen af den store Birkemose-udstilling på Museum Jorn i Silkeborg, hvor kunstneren selv var til stede. I talen sagde jeg blandt andet:

I 1978 kunne man i tidsskriftet Strandboulevarden læse et lille portræt af Jens Birkemose i forbindelse med, at magasinet bragte en serie af hans papirarbejder, collager. Portrættet var skrevet af en vis Maria Arffmann, formodentlig en kunsthistoriker kunne man tro – skønt navnet ikke sådan umiddelbart ringede bekendt. Hun skrev:

“Kunstneren Jens Birkemose har til trods for sin vægtige produktion af billeder, objekter og bøger sjældent ladet høre fra sig. Det skyldes mange ting, men først og fremmest trangen til dialektik i den billedverden som ligger til grund for hans tænkning. For megen udadvendthed ville forstyrre hans rytme. Han har praktiseret denne holdning ved sjældent at udstille sine arbejder men antydet dem i de bøger som han har udgivet i de senere år, ‘Vilde dyr & frugter’, ‘Fox’, ‘Minder fra München’, ‘Skildpaddens pletter er spørgsmålstegn’, samt den i Sverige nyligt udkomne ‘Winter House’. Han befinder sig bag sine malerier i en dyb diskussion.”

Der er flere ting at hæfte sig ved i den tekst. For det første er der karakteristikken af Jens Birkemose som en lidt mystisk og sky figur. I dag – 40 år senere – ved vi, at værket er enormt, mangfoldigt og givende, ja, ligefrem forførende på en måde, der måske bedst udtrykkes med ordet GENERØST. Ligesom vi ved, at niveauet næsten hele vejen igennem er tårnhøjt, at Jens Birkemose, som maler, som kunstner, befinder sig i den absolut øverste liga, herhjemme såvel som internationalt. Men vi ved også, at han altid har været selve personificeringen af den romantiske kunstnermyte: mystisk, gådefuld, ikke til at få fat i, hverken på den ene eller den anden måde. (…) Hvilket så har betydet, at Jens Birkemose – oplevet fra den lokale danske kunstscenes perspektiv – måske nok har været ude af øje, men aldrig ude af sind. Han har altid eksisteret et eller andet sted derude, intenst arbejdende i sit kaotiske atelier, der i sig selv har været som en levende collage, en virksom assemblage. Som at leve i sit eget maleri. Eller – i pauserne – livsnydende med god mad og vine, måske i Paris, måske på et slot i Sydfrankrig. Altid sansende og sanselig, måske endda erotisk optaget af både Kvinden og tilværelsen som sådan. Det forestiller vi os. Det er sådan, Jens Birkemose eksisterer i vores bevidsthed. Stilfuld, fjern og alligevel helt inde i vores hjertekuler.

Dernæst bemærkes i den citerede tekst betoningen af BØGERNE – og dermed af de små formater, papirarbejderne, collagerne. Alt det lette, der er så svært. Selvfølgelig behersker Jens Birkemose de store formater. Nogle af hans kæmpemalerier er på højde med det bedste, der er produceret herhjemme. Jeg har selv set dem. De ER gode. Men maleri tager tid og er dermed måske ikke det mest ideelle medium for en rastløs sjæl. Og kaster vi et blik tilbage til de tidlige år – til tiden før og omkring 1978, hvor det omtalte portræt stod at læse i Strandboulevarden – er det påfaldende, at Jens Birkemose i lang tid investerede det meste af sin energi i de små formater, i de sarte og flygtige og i en vis forstand upåfaldende udtryk, FØR han for alvor sprang ud som maler.

(…)

Jeg skal ikke postulere at kende Jens Birkemoses egne præferencer eller tanker om sit værk. Det ville virkelig være upassende. Men jeg har en stærk fornemmelse af, at hjerteblodet ikke først og fremmest ligger i de mest spektakulære værker, men måske snarere, eller i hvert fald lige så meget, i de mere skjulte sider af den enorme produktion. I alle de tilsyneladende småtterier, der er så strålende og storslåede, når først man får kigget ordentligt efter. Det vil sige i papirarbejderne, i collagerne samt ikke mindst i de umådeligt fine kunstnerbøger, hvor Jens Birkemose er en sand mester. Hvor han OGSÅ er en sand mester.

Alt dét havde Maria Arffmann godt fat i sin lille tekst i Strandboulevarden. Og det var der måske en særlig grund til. Kenn André Stilling – der stod for udgivelsen af Strandboulevarden – har for nylig betroet mig, at når navnet Maria Arffmann ikke virker bekendt, har det den simple årsag, at hun ikke findes. Det er kunstneren selv, der har skrevet teksten. En drillepind er han også, denne Birkemose.

Uanset om min antagelse vedrørende eventuelle misforhold mellem de indre og de ydre linjer i kunstens værksteder nu er korrekt eller ej, så vil jeg mene, at der hos Jens Birkemose ikke findes et hierarki mellem eksempelvis oliemaleriet, tegningen, collagen og kunstnerbogen. Det hele fremstår som STADIER I eller SIDER AF en kunstnerisk proces, hvor et vokabularium af motiver og elementer løbende udforskes og blandes på stadig nye måder. Og tilsvarende synes der heller ikke at være en hierarkisk rangordning af de enkelte dele i billederne: Et fundet motiv fra et kunstkatalog, en avis eller et pornoblad optræder på samme niveau som kunstnerens egne polaroidbilleder, blyantsstreger eller gestiske farvestrøg. Alt i alt en udviskning af de konventionelle forestillinger om værdiforskelle, der bidrager til at få værkerne til at fremstå som netop dét, de er: KOMPOSITIONER.

Under alle omstændigheder er de små formater – papirarbejderne, collagerne, bøgerne – aldrig forsvundet ud af Jens Birkemoses praksis. Tværtimod. De er blevet ved med at komme i en lind strøm, sideløbende med malerierne. Og for bøgernes vedkommende med noget, der kunne minde om en fetichistisk lidenskab, en ægte passion for bogen som medium og objekt. Det er, som om bøgerne er Jens Birkemoses mobile atelier og udstillingssted. Og så er passionen oven i købet parret med en poetisk åre, der har fostret de mest vidunderlige titler: “Mickey’s View-Master”, “The Silent Listener’s Nose”, “Hylende Hyæner”, “Mit hoved på et fad 1000 gange”. For ikke at tale om “Papir er noget jeg svømmer i om søndagen”.

I den forstand kan man tale om, at det ikke bare er det musikalske og det visuelle, der løber sammen i Jens Birkemoses praksis, men også det poetiske og det visuelle. Som en øjets poesi – et begreb, der ikke er hentet ud af det blå, idet “Øjets poesi” netop er titlen på en tekst, som Birkemose publicerede i dagbladet B.T. i 1978, samme år hvor han optrådte som Maria Arffmann i Strandboulevarden. Teksten er alt for god til at forsvinde som hakkelse i døgnets rejsestald, så her får I den, med 40 års forsinkelse:

“Jeg husker med øjet og stjæler med hånden / Min kredit for at kikke er åben men jeg må efterhånden skylde en del / Jeg står ved min sorte bar og kikker mig fordærvet / Langt over min økonomi prøver jeg at huske datoen og stedet for mine behov / Mit behov for at huske / Mit behov for at stjæle / Mit legeme følger mig blindt / Det klarer sig på sin charme / Min Ferrari er varm / Dens motor dunker / Den hører tit at jeg skal have et ekstra spil / Med kort der er gyldige men anonyme som pengesedler / Før vi tager afsted igen / Kære Ferrari du vil gerne have mig med hva? Din bløde stol / Og dine knapper / Dit rat som kysser mine hænder og siger: Det passer ikke det du ser / Du stjæler med øjet og husker med hånden”.

Vi har nu allerede været vidt omkring i Jens Birkemoses forunderlige univers. Det gådefuldt distancerede og det bramfrit nærgående. De store og de små formater. Det musikalske og det visuelle. Det statiske og det evigt fluktuerende. Bevægelsen, der aldrig hører op, og det generøse meddelelses-behov. Sprogets iboende billeder og billedernes iboende poesi. Det stritter i alle retninger, og så alligevel ikke. For der er ét begreb, som i en vis forstand kunne binde det hele sammen, og det er: KORRESPONDANCE. Konkret som brevveksling – Jens Birkemose er berømt for sine breve, der ofte er små værker i sig selv – men også i en bredere betydning. Udveksling. Dialog. Ideen om kunsten som en henvendelse fra ét menneske til et andet. Hvad den faktisk altid er sådan i dybere forstand – men hos Birkemose til tider også helt konkret.

(…)

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at titlen på Jens Birkemoses allerførste kunstnerbog fra 1970 var lige netop: “Correspondances”. Angiveligt en reference til et bestemt digt hos den franske digter Charles Baudelaire. Men naturligvis også et signal om projektets karakter. Hvad var det for en kunstner, et menneske, der trådte ind på scenen? Det var en kommunikerende kunstner, som i sin proces, sit værk, stod i forbindelse med andre. I sig selv en smuk tanke. Men der er også noget smukt ved selve ordet: KORRESPONDANCE. Vi standser op et øjeblik, vender og drejer ordet, smager på det … hvad er det? Jo, det er synes at være sammensat af to dele: KORRESPONDERE og DANS, DANCE – en dialogens dans. I korrespondancen ligger bevægelsen, en improvisation inden for en ramme, et sæt af skrevne eller uskrevne regler. Muligheden for det uventede. Så velkendt og intimt og dog så distanceret og ladet med anelsesfuld mystik. Og det er lige præcis sådan, det er i Jens Birkemoses univers af billeder og bøger.

Slut på uddraget af den gamle tale. Nu er færgen nået i havn for Jens Birkemose. Han befinder sig ikke længere bag sine malerier i en dyb diskussion. Men malerierne er her. Og collagerne og bøgerne og alt det andet. Jeg tror, at der vil gå nogen tid, før vi for alvor forstår, hvor rigt et værk Jens Birkemose har efterladt. Hertil er kun ét at sige: Tak!

(foto: lm / Museum Jorn, Silkeborg, 22.2.19)