Af Carsten Jensen

En ganske almindelig september i det tredje årti i det tredje årtusinde ser sådan ud:

Nyhedsmedierne fortæller, at Europa gennemlever sin værste tørke i 500 år. Høstudbyttet falder dramatisk. I Italien er soja-, majs og rishøsten ødelagt og en tredjedel af landbrugsproduktionen truet.

Californien oplever sin værste tørke i 1200 år, Kina den værste nogen sinde. I Pakistan regner det derimod, otte gange mere end normalt. En tredjedel af landet er oversvømmet, 1.350 mennesker døde, 1 million hjem ødelagte, 33 millioner flygtet fra vandmasserne.

Forskere konkluderer, at 3,3 procent af den grønlandske indlandsis vil smelte i de nærmeste år og forårsage en havstigning på 27 centimeter, også selv om vi stoppede al CO2-udslip i dag. Men det gør vi ikke.

I Himalaya er en tredjedel af gletsjerne borte, i Alperne halvdelen. Hvis Thwait-gletsjeren på Sydpolen smelter, vil havene stige med 70 centimeter. Nedsmeltningen vil destabilisere islaget på det vestlige Antarktis, hvad der vil medføre en yderligere stigning på 3 meter. Hvis islaget på det østlige Sydpolen smelter, hæves havstanden med 52 meter. Det er dårlige nyheder for de 600 millioner mennesker, der lever i kystområder.

En femtedel af Amazonjunglen er fældet, skovhugsten fortsætter ufortrødent, og verdens største skovområde afgiver nu CO2 i stedet for at optage kultveilten. Verdens lunger har fået tuberkulose. Det er dårlige nyheder for os alle sammen, uanset hvor vi lever.

I Stavanger lander verdens rigeste mand, Elon Musk, i sit privatfly for at deltage i en handelsmesse, Offshore Nordic Seas, om fremtidens energi. Musk anbefaler, at verden på kort sigt satser på olie og kul. Han anbefaler også, at alle får flere børn, da “vores art ellers vil uddø.”

Det er uklart, hvad Musk mener med art, da det næppe kan være befolkningseksplosionen i Afrika, han tænker på, når han taler om menneskehedens nært forestående forsvinden.

På lang sigt skal vi satse på bæredygtighed, udtaler Musk. Selv regner milliardæren med på lang sigt at slå sig ned på Mars, da han anser Jorden for dødsdømt. På et nykoloniseret Mars forbeholdt en elite af ligesindede velhavere planlægger Musk at leve evigt, takket være avanceret nanoteknologi, der skal erstatte de aldrende celler i hans umoderne, biologiske krop.

I Storbritannien præsenterer den konservative premierminister Liz Truss sin nye regering. Samtlige nye ministre har på et eller andet tidspunkt i deres karriere arbejdet for den fossile brændstofindustri. Lobbyisterne fra BP og Shell har gjort deres arbejde. Den nyudnævnte energiminister (der er ingen klimaminister) Jacob Rees er en notorisk klimaskeptiker, der aldrig forsømmer en lejlighed til at latterliggøre vindmøller og fremhæve olie, kul og gas.

I den hidsige italienske valgkamp bliver ordet klima omhyggeligt undgået. Den politiske klasses svar på århundredets tørke er blot, at “vi skal samle hænderne og bede Gud om bedre vejr,” som en iagttager formulerer det.

I den halvanden time lange debat på Danmarks Radio mellem det kommende valgs tre statsministerkandidater, Mette Frederiksen, Søren Pape og Jacob Ellemann bliver der brugt ni minutter på klima-spørgsmålet. De øvrige 81 minutter går med langt vigtigere ting. De tre statsministerkandidater folder ikke hænderne og beder til Gud om bedre vejr, men det er kun, fordi der i Danmark ikke er stemmer i kristendommen.

I øvrigt er der ingen, der længere ved, hvad bedre vejr er. En ny istid? Mere regn? Mindre regn?

Det var så en ganske almindelig september i klimasammenbruddets tidsalder.