VELKOMMEN TIL FOLKETINGSVALGET

Af Carsten Jensen

Valgkampen er allerede i gang længe, før den er udskrevet. På jernbanestationerne hænger socialdemokratiets plakater, der skal minde os om Arne-pensionen, skønt beløbet til ældre, udslidte arbejdere ikke er andet end håndører i en tiggerskål, hvis vi sammenligner med efterlønnen.

Og der er billeder af børn, som loves en tryg fremtid, så vi ikke glemmer, at Mette Frederiksen er børnenes statsminister, i hvert fald så længe børnene ikke er brune og sidder glemte i en fangelejr i Syrien, hvor de tre mindreårige menneskeofre, der er blevet efterladt i det krigshærgede land, vist mest tænker på eventyrets onde stedmoder, når de hører statsministerens navn.

Skønt glemte tæller de danske børn, der i deres fangelejr er blevet gidsler for en barbarisk udlændingepolitik, ikke med, når en kommision barsler med en betænkning om “de glemte kvindekampe”. Her har man til gengæld husket brune piger, der går med tørklæde, for det skal være forbudt. Vi har ytringsfrihed i Danmark, men snart ikke tøj-frihed. På med uniformen i det frihedselskende Danmark.

Jo, valgkampen er i gang, og en ting er garanteret: Midt i en verden i dramatisk opbrud, mens klimasammenbruddet rammer verden med tørke og skovbrande, og en krig i Europa snart kan brede sig ukontrollabelt, vil valgkampen i 2022 slå nye Danmarksrekorder i snæversyn og perspektivløshed.

Vil det blive klima, krig og voksende ulighed, der sætter dagsordenen?

Selvfølgelig ikke. I stedet vil valgkampen blive en konkurrence på hæmningsløs populisme mellem valgets to dronninger, Mette Frederiksen og – ja, du gætter rigtigt – Inger Støjberg. De opstiller begge i Nordjylland, og det bliver her, at verdens fremtid afgøres.

Hvem kan drikke flest colaer? Hvem kan sætte flest makrelmadder til livs? Hvem kan synge med på flest Dansktop-sange? Hvem hader København mest?

Den nordjyske dronninge-runde vil være befriende kendsgerningsfri. Der vil ikke være et ord om Aalborg Portland, cementfabrikken, der hører til blandt landets største CO2-udledere. Der vil ikke være et ord om dansk landbrug, der også ligger højt på listen over truslerne mod verdens fremtid. Der vil derimod være mange ord om de kriminelle muslimer, der har oversvømmet landet og holder os alle sammen i et kvælergreb af angst. Og hvem kan finde et endnu værre sted end Rwanda at deportere asylansøgere til på ubestemt tid?

Mette Frederiksen har skræmt over tabene i de større byer til kommunalvalget begået et par fodfejl i det forløbne år. For at vinde den tabte middelklasse tilbage har hun bekendtgjort, at hun læser bøger om Shakespeare og ladet sig fotografere til københavnske teaterpremierer. I den altafgørende konfrontation med Støjberg vil hun nok medgive, at Shakespeare er noget lort, der ikke siger almindelige mennesker noget, og at dilettantteatret i Sæby til hver en tid overgår den københavnske teaterscene.

Politik handler ikke mere om problemløsning eller fremtiden. Tidshorisonten er næste valg, dvs. maximum fire år, og de vælgere, der appelleres til, er ikke flertallet, men et forsvindende mindretal på den yderste højrefløj, der har fået for vane at shoppe blandt partiernes mest racistiske lovforslag, hvor det bliver lovet at gøre livet endegyldigt uudholdeligt for landets etniske minoriteter.

Er socialdemokratiske marginalvælgere gået tabt til højrefløjen, skal de vindes tilbage. Kommer de fra det yderste højre til socialdemokratiet, skal de for enhver pris fastholdes med et par ekstra paranoide fantasier. Det er den eneste socialdemokratiske valgstrategi, der er tilbage.
Tanken om et inkluderende fællesskab er for længst opgivet. I stedet skal der polariseres mellem land og by, provins og hovedstad, arbejderklasse og middelklasse, popkultur og finkultur.

Målgruppen er fra valg til valg de samme ældre, ufaglærte arbejdere fra provinsen, hvis sprog og kultur skamløst karikeres ud i overdrivelsen, mens der i stedet for håb tilbydes had.

Velkommen til folketingsvalget!