En godnatfortælling fra Berlin…

Af Claus Pogel

Allerede i lufthavnen fortæller jeg dig, at vi tager en taxi ind til hotellet.

Hvad jeg ikke fortæller dig, er, at jeg ikke kan komme hurtigt nok ind på Hahn’en og drikke med gråbrødrene.

Du ved det, kan jeg se på dig. Du ved, at du er med mig i Berlin, at det er mit Berlin, som vi skal opleve sammen.

I mit Berlin findes der ikke museer, fancy restauranter eller strøgbutikker, men masser af røgfyldte knejper.

Jeg ser dig ikke længere, jo, jeg ser dig, men du er sammen med mig, og her er vi på min hjemmebane. Fra nu af følger musikken mit tempo.

På hotelværelset tjekker jeg først minibaren, og napper en pilsner. Den første af alt for mange på denne tur, bare en gåbajer fortæller jeg dig.

Da vi går ind ad døren på Hahn’en, skærer jeg mig vej gennem tågen, og går med målbevidste skridt i baren, og bestiller et par øl.

Jeg hilser på de af mine venner, som jeg har fortalt dig om, og det er nu, at du viser mig den respekt, som jeg elsker dig for, du smiler, du kan godt se, at de fleste af dem ser lettere ramponerede ud, og jeg har fortalt dig, at de er fyldt til randen med bristede kunstnerdrømme og politiske nederlag, men jeg nægter at bruge ordet “deklasseret” om et medmenneske, og jeg fortæller dig, for Gud ved hvilken gang, at de her berlinere ved alt om litteratur og kunst, ja, og jeg undlader da heller ikke at fortælle dig endnu engang, at de sætter så stor pris på mine tekster, at de er blevet oversat og udgivet i bogen “Schwarzbuch Kreuzberg”.

Franske Pierre slår sig ned ved vores bord, og øllene ryger ned, og som aftenen skrider frem, og bliver til nat, forsvinder vi ind i vores helt egen verden af, hvad der nu engang findes derinde i det sorte hul af lykkelig intethed.

Jeg vågner i sengen. Du ligger ved siden af mig, og sover. Du er smuk, også når du sover. Jeg dækker dig til.

Jeg får hurtigt knappet en morgenbajer op, og ser at mine bukser og underbukser ligger på gulvet sammen med min T-shirt. Ovre i hjørnet under skrivebordet får jeg øje på mine sko og strømper. Min jakke og vest ligger på stolen.

Rutinemæssigt rejser jeg mig, og tjekker mine lommer. I venstre lomme min telefon og i den højre mit hævekort. Alt er godt.

Jeg sætter mig tilbage i sengen under dynen. Du slår øjnene op. Hvad lavede vi i går?

Det er ligegyldigt.

I går var i går, og i dag er i dag, og om lidt tager jeg mig et hurtigt bad, og springer ned i kiosken efter en pose friske øl. I dag skal jeg vise dig mit Berlin.

Du drikker din morgenkaffe og spiser dit rundstykke inde på det lokale bäckerei. Jeg spiser ikke i Berlin, ved du.

I dag skal du se punkborgen Köpi, Fischerinsel, broen, Spreekanal og prammene.

De der trætte, bøsige morgenpunkere med deres selvhad gider vi ikke at spilde mere tid på, siger jeg, og vi går videre op ad Köpenicker Straße mod Fischerinsel.

Kan du se, hvad jeg mener? Berlin har sgu’ sit eget lille Amsterdam liggende gemt herinde i skyggen af Fernsehturm, udbryder jeg, da vi står midt på broen, og ser på prammene og vandet.

Jeg lægger armen omkrig livet på dig, og fortæller dig, at det er på et sted som dette, at en normal mand ville falde på knæ og fri til dig.

Du venter, men jeg sagde “normal mand”.

Jeg bunder den sidste sjat af min lunkne pilsner, som jeg smider i skraldespanden ovre ved højhusene, før vi krydser over Mühlendamm, og slår os ned ved et bord på Solino i Poststraße, og jeg bestiller dagens to første velskænkede fadøl.

Du spørger mig, hvorfor jeg elsker denne by så højt, og jeg svarer dig, at jeg ikke elsker Berlin, men dig. Hvad er det så? Den minder mig om Sankt Petersborg bare mindre og mere overskuelig, forklarer jeg.

Vi går ombord på en turistbåd, der sejler os op til parlamentsbygningerne, som ligger ud til Spree.

Jeg fortæller dig, at politikere verden over er eksperter i at begunstige sig selv før alle andre.

Magtfuldkommenhed.

Jeg viser dig skudhullerne fra 2. Verdenskrig i husmurene inde på Museumsinsel, og vi taler så lidt som muligt om det jødiske folks skæbne under nazismen, og forbliver eftertænksomme stille i et kort, langt sekund.

Nu skal du bare se noget særligt.

Vi skal ind at danse i Clärchens Ballhaus i Auguststraße. Det er ligesom at være med i et kapitel af Christopher Isherwood’s “Farvel til Berlin”.

Tænk engang, berlinerne har danset og drukket sig fra sans og samling i det her lokale siden 1913.

Clärchens har overlevet to verdenskrige og den kolde krig. Jeg bestiller to fadøl. Du siger, at du er ved at være træt, og måske også en smule fuld.

Vi tager hjem på hotellet. Jeg fortæller dig, at du nu har set nok af mit Berlin.

I morgen vil jeg vise dig det andet Berlin. De andres. Vi kan gå i KaDeWe og savle over delikatesserne oppe på øverste etage.

Vi kan også gå i Zoologisk Have.

Jeg vil gerne vise dig Gedächtniskirche.

Sover du? Jeg knapper en øl op, og ser på himlen over Berlin.

Jeg ville ha’ fortalt dig om den finske digter Pentti Saarikoski lige nu, og om hans måde at skrive på.

Jeg fortryder, at jeg sagde til dig, at Berlin minder mig om Sankt Petersborg, og der var jeg igen lige et nummer for smart i en fart.

Ligesom Pentti Saarikoski er Pentti Saarikoski, er Berlin Berlin og du er dig og jeg er mig.

Jeg fortryder næsten, at jeg ikke friede til dig, da vi stod på broen over Inselstraße.

Men hvad bekymrer den sovende sig om den slags?

Du kan ikke skrue tiden tilbage eller lade gjort forblive ugjort, men du kan genskabe en ny og bedre verden på ruinerne af den tabte ❤️