Af Carsten Jensen
MINKSKANDALEN:
NÅR DYREMISHANDLERNE GRINER HELE VEJEN TIL BANKEN
Hvis der er nogen, der i dagens Danmark ikke kan komme sig over deres held, så må det være landets minkavlere.
En forkommen branche med et skrumpende marked, baseret på systematisk dyremishandling, bliver pludselig tilsmilet af lykkens gudinde, i daglige tale kaldet Mette Frederiksen, da regeringen midt i covid-krisen i efteråret 2020 træffer den drastiske beslutning, at aflive alle landets mink.
Det gik skidt for minkavlerne. Verdens kvinder vender ryggen til pelsen i stedet for at bære den. Der var kun 1.000 minkavlere tilbage i Danmark. I 15 europæiske lande, heriblandt Tyskland, England, Polen og Schweiz er dyremishandlingen for længst forbudt, og om et mindre end et årti havde de danske minkavlere sikkert sluttet sig til det hastig voksende antal af uddøde arter.
Bakket op af sin resolutte, for ikke at sige enevældige departmentschef Barbara Berthelsen, træffer statsministeren en lynbeslutning, da det bliver opdaget, at mink kan være bærere af covid-19-virussen. Uden smålig skelen til landets love beslutter hun med øjeblikkelig virkning at nedlægge alle minkfarme.
Økonomisk er det triumfens øjeblik for den døende branche.
Minkavlerne får tilkendt en erstatning på 19 milliarder kroner. Det er sted mellem 11 og 15 millioner kroner til hver eneste minkavler plus det løse. Erstatningssummen dækker også tabt arbejdsfortjeneste de næste ti år, så minkavlerne kan holde ferie indtil engang i begyndelsen af 2030´erne. Hver eneste dansker, ung eller gammel, barn eller voksen, betaler hver 4.000 kroner til minkavlerne. En familie på fire bløder 16.000 kroner. Minkavlerne siger goddag til ti års ferie, mens almindelige lønarbejderfamilier siger farvel til sommerferien.
Hvad kan man ellers få for 19 milliarder? Den københavnske metro kostede kun lidt mere end minkavlerne koster os, 25 milliarder. Den samlede sum, der i de kommende år er afsat til seks nye såkaldte superhospitaler plus renovering af de eksisterende, er på 41 milliarder. Den danske hær, der på grund af krigen i Ukraine får beskedne 7 milliarder ekstra i år og samme sum næste år, kunne have banket Putin sønder og sammen for de penge.
Men sådan er det i dansk politik. Uanset, hvad der står på spil, er der altid en sikker vinder: Landbruget.
Nu er skandalen over os, men skandalen er ikke erstatningsbeløbets astronomiske størrelse. Regeringen har overtrådt loven, og det må selvfølgelig have konsekvenser. Hvilke får vi en ide om på statsministerens pressemøde i dag fredag 1. juli kl. 10.
En ting kan vi være sikker på: Pressemødet kommer hverken til at handle om dyrs velfærd eller landbrugets ublu magt i dansk politik. Efterspillet til minkskandalen bliver blot endnu et ørkesløst kapitel i det endeløse spil om magten, der på Christiansborg gør det ud for politik.
Imens griner dyremishandlerne hele vejen til banken.