Af Peter Tudvad

Ja, jeg ved godt, at det var den 18. maj 1993, afstemningen om det såkaldt nationale kompromis fandt sted. Og jeg husker også dagen. Jeg havde ved middagstid eller så været ovre i De Gamles By og stemme nej. Bagefter var jeg inde i byen sammen med Wencke, en filosofisk medstuderende veninde, der havde stemt ja. Det skilte os på ingen måde ad. Solen skinnede, vi var i BookTrader i Skindergade, jeg købte en flok Sartre-værker. Om aftenen spiste vi hos Wencke og sad og så valgudsendelse på TV. Mimi Jacobsen var den, der i en eller anden udvalgt skare var kommet tættest på valgresultatet i procenter og ører. Hun fik en lagkage eller sådan noget. Jeg cyklede hjem, tog omkring Rust i Guldbergsgade for at se, om der skete noget. Det gjorde der ikke. Ergo vendte jeg om og satte cyklen i Peter Fabersgade 44, gik op og tændte for radioen. Dér skete noget, lige pludselig, bål og tåregas på Nørrebrogade, lige om hjørnet, tilbage til studiet og muzakken. Jeg var nysgerrig og gik ud for at se, hvad der skete. For første gang i mit 27-årige liv, der indtil et par måneder før havde udspillet sig i Aarhus og omegn, så jeg kampklædte betjente.

I dag for 29 år siden sad jeg i en celle sammen med tre andre arrestanter på Station 3 i Bellahøj. Ved middagstid blev jeg hentet til forhør. “Du skal vide, at det er nogle meget alvorlige sigtelser, vi har på dig!” Det forstod jeg ikke. Men så læste den i øvrigt venlige kriminalbetjent op, hvilke straffelovsparagraffer, jeg var sigtet efter. Jeg lyttede med åben mund og polypper, men husker i dag ikke helt de fem paragraffer, der tilsammen havde en strafferamme på livstid plus 8-10 år. En af dem var den såkaldte oprørs- og sabotageparagraf, som ikke engang Blekingegadebanden var blevet sigtet efter. Betjenten forklarede mig, at jeg havde ret til at få beskikket en advokat, men det ville jeg ikke høre tale om, da jeg intet havde gjort og intet havde at skjule. Han konfronterede mig så med en betjents forklaring om, at jeg ved min arrestation kl. 02:15 i Peter Fabersgade skulle have været voldelig. Det havde jeg på ingen måde været, forklarede jeg selv. Politiet havde lavet en knibtangsmanøvre i min egen gade, og dér stod jeg – med armene over kors for at demonstrere, at jeg ikke skulle bruge dem til noget. Og så blev jeg rendt ned af den forreste betjent med hævet skjold, hvorefter jeg fløj gennem luften, mens han og muligvis et par kolleger tampede livet ud af mig. “Av, av, av, så slap dog af!” Sådan råbte jeg, og det husker jeg stadig, det øjeblik, da al min børnelærdom om politiet som dem, der fanger tyvene og passer på de svage, med ét blev til intet.

Jeg ved godt, at den 18. maj forbindes med 118 skarpe skud, med sårede demonstranter og aktivister, med seks tons brosten og med traumer, der senere tog livet af betjente. Men jeg ved også, at den danske stat dengang for mig afslørede, at der ikke bare var brådne kar i alle lejre, for hvad jeg de næste tre år blev udsat for, var et systematisk forsøg på at kende mig skyldig i noget, der kun i lande som vore dages Rusland burde være kriminelt. Jeg havde intet gjort, jeg havde set på, fra kl. 23:30 til 02:15, jeg kunne beskrive alt, jeg så, i detaljer. Alt, jeg havde gjort, var som nysgerrig og interesseret borger at forbeholde mig retten til at se, hvad der foregik. Politiet brugte aldrig opløbsformularen, så jeg havde fremdeles lov til at blive stående og kigge på. Alligevel forsøgte statsadvokaten at kriminalisere mig og en hoben andre for en art audiovisuel deltagelse i optøjerne.

I første instans, i Københavns Byret, blev jeg og de andre frifundet. Det brød statsadvokaten sig ikke om, så hun ankede hele baduljen til Landsretten med påstand om domfældelse ifølge anklageskriftet. Og der, i Landsretten, blev jeg og de andre så dømt. Tyve dage i brummen for at have set på. Statsadvokaten havde på ingen måde løftet bevisbyrden, og dog blev vi dømt. Hvorfor? Svaret fik jeg et par år senere, da jeg lærte en af domsmændene fra sagens behandling at kende. Retsformanden, Ib Dalgas Rasmussen, der havde tredive års anciennitet, havde som det første sagt til sine to dommerkolleger og de tre domsmænd: “Her skal statueres et eksempel!” Vi var dømt på forhånd. Af Landsretten. Af retsstaten. Af alt det, jeg havde sat min lid til.

Efter den dom var jeg så oprørt, at jeg afgjorde med mig selv, at jeg ikke frivilligt ville sidde mine tyve dage af. De måtte selv komme og hente mig. Og hvis jeg ikke skulle dø af sult, måtte de tvangsfodre mig. Ellers kunne de endelig få et lig på bordet. Men vores advokater forsøgte selvfølgelig at få en tredjeinstansbevilling fra Justitsministeren. Han hed Bjørn West og var socialdemokrat, men kunne ikke se, at der var noget principielt i dommene, og derfor heller ikke nogen grund til at give en tredjeinstansbevilling. Til alt held blev han dog af nogle embedsmænd i ministeriet belært om, at det nok var af en vis betydning, at en ny retspraksis – kriminalisering af tilskuere til uroligheder og politiindsatser – blev sanktioneret af Højesteret. Ergo kunne jeg og de andre nu se frem til en tredje retssag, endnu et år på anklagebænken, tre blev det til – før vi endelig i Højesteret af syv dommere blev enstemmigt frifundet. Sådan overlevede jeg 18. maj-sagen, i det mindste fysisk.

Men hvordan kunne det ske, at et system, der lover og priser sig selv som demokratisk og retsstatsligt, forsøgte at kriminalisere enhver, der tillod sig at følge med i, hvad ordensmagten laver? Hvordan kunne det gå til, at en justitsminister ikke kunne se det principielt angribelige i dette? Hvordan kunne borgerlige politikere, der ellers hylder frihedsrettighederne, sige, at dommene i Landsretten var “et velfortjent skulderklap til politiet”? Disse spørgsmål er ikke blevet overflødiggjort af, at jeg og de andre tilskuere af Højesteret blev frifundet. De må til stadighed stilles, hvis ikke man vil risikere, at der igen er nogle, der forsøger at afskaffe retsstaten, mens de fleste fortsat betrygger sig i den illusion, at den per se er uforgængelig.

Systemet viste sig i Højesteret at have den eneste instans, der tænkte principielt. Alle andre syntes mere optaget af magt, deres egen magt. Statsadvokaten, der havde skrevet anklageskrifterne og ført sagerne for Landsretten, hed Hanne Bech Hansen og blev forfremmet til politidirektør i København. Ib Dalgas Rasmussen gik pænt på pension, uden nogen stillede ham til ansvar for det angreb på retsstaten, han havde deltaget i. Og den betjent, der gennembankede mig den 19. maj 1993 kl. 02:15, og som siden nåede op på fem indbyrdes modstridende forklaringer om, hvad der skete ifm. med “anholdelsen” af mig, har sikkert passet sin tjans i etaten lige siden. Jeg nævner ikke hans navn her, men røber blot, at jeg i nu 29 år har ventet på, at han skulle henvende sig til mig for under fire øjne at bede om tilgivelse for det, han gjorde. Han ville sikkert redde sin egen røv, fordi han havde gjort sig skyldig i notorisk politivold (aldrig i mit liv har jeg haft så mange blå, grønne og gule mærker på min krop, herunder et tydeligt aftryk af hans støvle i siden af mit bryst). I stedet ofrede han min. Jeg venter stadig, N.T., du kan nå det endnu.

For 29 år siden, den 19. maj 1993, sådan hen omkring kl. 02:00, stod jeg i krydset mellem Møllegade og Guldbergsgade. Jeg faldt i snak med en ganske ung pige, måske 17 år gammel, som jeg også havde talt med et par timer før. Da havde vi begge – sammen med et par italienske journalister – fået den tåregas i hovedet, som politiet endelig havde fundet og fyret af mod vinden, så den drev den gale vej ovre på Fælledvej. Pigen havde fået høfeber af gassen, og så talte vi om det, om høfeber, som jeg selv havde lidt af. Pludselig bukkede hun sig og tog en brosten, rejste sig igen og rakte mig stenen: “Her, gør dig lidt behjælpelig!” Jeg var svært forbløffet, for selvom hun tidligere havde sagt, at hendes kæreste, Søren, var blevet ramt af skud, troede jeg ikke, hun havde noget med urolighederne at gøre. Jeg troede heller ikke på det med hendes kæreste, der var blevet skudt, før jeg selv så en, der var blevet ramt i maven, blive båret ud fra Joes Kaffebar. “Nej, jeg er pacifist!” Og så lagde jeg stenen ned på fortovet.

Mindre end et døgn senere blev jeg fremstillet i grundlovsforhør inde på Politigården. Min beskikkede advokat, Søren Arentoft, havde forinden talt med mig under fire øjne og forklaret mig, at han bedste kunne forsvare mig, hvis han vidste, hvad jeg havde gjort. Men jeg havde intet gjort. Om han så kunne spørge mig om hvad som helst, og om jeg så bare kunne svare ærligt på det hele uden risiko for at bringe mig selv i fedtefadet? Ja! Og sådan blev det så. “Har du på noget tidspunk i går kastet med sten?” Nej, det havde jeg ikke. Set bål i gaden? Ja, det havde jeg. Været med til at planlægge optøjerne? Nej! “Peter, har du på noget tidspunkt i går så meget som haft en brosten i hånden?” Ja, ja, kom jeg i tanker om, da Arentoft spurgte mig på den måde, ja, det havde jeg. Og så fortalte jeg historien om høfeberen og pacifismen.

Det hele blev ført til protokols – og siden brugt mod mig af Ib Dalgas Rasmussen og konsorter i Landsrettens domfældelse af mig. Her hed det nemlig i præmisserne, at “domfældte havde på et tidspunkt en brosten i hånden, som han dog ifølge sin egen forklaring lagde fra sig”. At jeg havde haft en brosten i hånden, blev altså præsenteret som et faktum, mens det, at jeg havde lagt den fra mig, blev præsenteret som en bekvem påstand. Men det hele var jo min forklaring. Ingen vidner havde set mig med en sten i hånden, intet pressefoto viste det, alt var – ifølge min forklaring. Men det var Dalgas Rasmussen ligeglad med, for “her skal statueres et eksempel”.

Jeg sidder og ser på et pressefoto, det, jeg her har vedhæftet, et foto, som Ekstra-Bladet bragte et par dage efter urolighederne. På fotoet ligger jeg i sandet på en legeplads i Peter Fabersgade og kigger op mod fotografen. En sort bjælke dækker mine øjne. Det virker meget symbolsk: Jeg måtte jo ikke se noget.