POUL ERIK VEIGAARD (1948 – 2022)

Af Lars Movin

POUL ERIK VEIGAARD (1948 – 2022) R.I.P.
eller: EN SKÆV STJERNE ER SLUKKET

Åh, det var da trist: Fotografen m.m. Poul Erik Veigaard er død! Det føles nærmest, som om det var i sidste uge, at jeg sad hjemme hos den sitrende og ekstremt nærværende Aarhus-legende i hans atmosfærefyldte taglejlighed på Silkeborgvej for at interviewe ham til min bog “Allen Ginsberg i Danmark”. Men det er søreme allerede fire år siden, og i mellemtiden har jeg faktisk mødt Veigaard endnu en gang, nemlig i forbindelse med åbningen af hans udstilling i Tommy Kirkegaards antikvariat på Islands Brygge i 2019. Det var en minderig fernisering (se billedet nede i tråden). Ud over at være fotograf havde Poul Erik Veigaard også en fortid som musiker, ikke mindst i bandet Daisy sammen med Lars Muhl, og midt under receptionen sprang han pludselig op på en taburet i det trange lokale og kastede sig ud i en hjerteskærende udgave af The Beatles’ “She’s Leaving Home”, så ikke et øje var tørt.

Min anledning til at kontakte Poul Erik Veigaard i foråret 2018 var, at han som en af de oprindelige kræfter bag Galleri Image, det aarhusianske udstillingssted for fotografi, anskaffede en trykkemaskine og lærte sig selv den ædle kunst at trykke fotobøger – hvilket resulterede i, at han i en længere årrække stod for produktionen af alt grafisk materiale til Image, herunder også den fine fotobog, som forlaget Klim udgav i forbindelse med Allen Ginsbergs udstilling i galleriet i 1987 (“Allen Ginsberg: Fotografier 1947-87” var i øvrigt den første bog, som den berømte amerikanske digter udgav med sine fotografier).

Jeg har fundet udskriften af mit interview med Poul Erik Veigaard frem, og her er en passage, hvor han fortæller om, hvordan det hele begyndte:

“Det var jo en amerikaner, Fred Licht, der startede Galleri Image. Jeg havde mødt ham nede på Århus Kunstakademi og kom på den måde med i galleriet. Jeg var en meget stille og tilbageholdende ung mand dengang, men så en dag, hvor vi sad en ti-femten stykker og holdt møde, fordi vi skulle til at lave den første udstilling, spurgte Fred, om der ikke var én, som ville sørge for at gå til bogtrykkeren og få lavet en plakat. Jeg rakte hånden op og sagde, at det kunne jeg da godt. Det viste sig at være en meget spændende verden – jeg blev helt betaget af de dér store maskiner – men hver gang jeg hentede noget, de havde trykt, så det ud ad helvede til. Jeg havde jo kigget meget i de amerikanske fotobøger og vidste godt, hvordan fotografier skulle trykkes, så jeg sagde til dem: ‘Kan I ikke gøre sådan og sådan?’ Joh, det kunne de da godt, men det hjalp bare ikke noget.”

“Det var nede på Werks Offset, at vi fik lavet alle vores ting, og på et tidspunkt var der en af dem, der sagde til mig: ‘Hvorfor pokker gør du det ikke bare selv, det kan du da sagtens finde ud af?’ Så sagde jeg: ‘Nå ja, men kan du så ikke hjælpe mig med at finde en maskine?’ Jo, det kunne han da godt, og et par måneder efter ringede han og sagde, at han havde fundet en maskine i Herning. Vi tog hen og kiggede på den, og det var jo sådan et lokum på to et halvt ton eller sådan noget. Jeg lånte penge af mine forældre, og så købte jeg den. Det næste problem var så at finde et sted, hvor den kunne stå, men dér var jeg så heldig, at jeg havde et mørkekammer inde i Frederiksgade i Aarhus midtby, hvor der var et stort kælderrum, som var egnet til formålet. Det var min far, der hjalp mig med at få maskinen slæbt derhen, og for at få den ned i kælderen måtte vi grave brostensbelægningen op og hugge soklen væk og lægge jernplader ud, som den kunne glide ned ad. Det var så dét, der blev til trykkeriet Fingerprint.”

Da Poul Erik Veigaard havde fået lært trykkehåndværket, specialiserede han sig i den såkaldte duotone-teknik, en metode, hvor man ved at anvende én eller to ekstra film i forhold til den gængse proces ved sort/hvid-tryk kan opnå langt flere nuancer mellem mørke og lyse passager; og hvor skyggeområder, der ellers let kan komme til at se ‘flade’ ud, kan bringes til live med en usædvanlig fornemmelse af dybde og gradueringer. Og så må vi selvfølgelig ikke glemme, at han også selv var en original fotograf, som med sine ofte dunkle og gådefulde billeder havde sit helt eget billedsprog.

Poul Erik Veigaard var en af den slags personligheder, som man ikke glemte igen, hvis man først havde mødt ham. Jeg nåede kun at have to stunder med ham, men hvis jeg mærker efter, kan jeg uden problemer genkalde mig hans udstråling – som hvis vi havde kendt hinanden i årtier. Tak for at lukke mig ind, Poul Erik!

I øvrigt kan det anbefales at lægge vejen forbi den fine portrætfilm, “… før øjet brister”, som vennen Lars Muhl har skabt i samarbejde med Jesper Roland og generøst stillet til rådighed på internettet:

(foto: lm / Aarhus, 10. marts 2018)