En ganske forbløffende digtsamling af Rasmus Halling Nielsen

Af Asger Schnack

En ganske forbløffende digtsamling af Rasmus Halling Nielsen udkommer i dag. ”Dawn betyder daggry”. Et mesterværk, for nu at sige det, som det er. Det er ikke det, der er det forbløffende, for Rasmus Halling Nielsen har udgivet mesterværker før. Det forbløffende – og meget overbevisende – er den nyhed i formen, bogen udfolder. Allerede omslaget er usædvanligt, et træsnit af Anna Stahn, smukt trykt. Det forlener på en særlig måde bogen med tradition og alvor – og avantgarde. Og heri er ingen modsigelse. Hele bogen – inklusive skriften på omslaget – er ’sat’ med digterens håndskrift, noget, vi kender fra Dan Turèll og Peter Laugesen, og jo også fra Ivan Malinovski, men her er virkningen, den æstetiske meddelelse så at sige, en ganske anden. Skriften består af lutter versalier, ligesom på vej ud i det uendelige, bøjet over papiret, man ser digteren for sig, møjsommeligt gentagende hver eneste linje tre gange. I nogle tilfælde fortsætter meningen videre over på næste side, i andre står den ganske alene. Men altid gentaget. De tre linjer. Pludselig forandrer indholdet sig, gentagelsen bliver en besværgelse, der på én gang opløser tyngden fra de meget tunge indholdskæder og tilvejebringer tyngde, hvor et enkelt ord ellers ikke ville veje. Og tungt er det, jeg vil ikke citere, men der er eksistentialer, der kommer bragende fra de nærmeste omgivelser med død og kedsomhed, frustration, rædsel. Vi er nede at kure langs en bund, der dog – og heri det besynderlige hejseværk – løftes op til overfladen via de tre linjers metode: håndens mærke. Det er en af årets bedste bøger (hvis ikke årtiets eller århundredets), hvis først man følger, linje for linje, det tilbud, der ligger i gentagelsen, skriftens maskine, som altså er ganske organisk og farer ud mod højre, ud i intetheden. Man skal have mod på det, til gengæld vil ingen, der har læst denne bog, kunne glemme den. Nogle taler om en page-turner, at man gerne vil blive hurtigt færdig med en bog, se at komme ud af den (og vide, hvordan den ender), her er det omvendt, man vil gerne blive i den – for midt i disse trisser at finde trøst. Rasmus Halling Nielsen: ”Dawn betyder daggry”. Cris & Guldmann. Udkommer i dag. (Omslag: Anna Stahn)