Af Nikolaj Bøgh, Konservative Frederiksberg

Viktor Orbans knusende valgsejr ved søndagens ungarske valg er bare det seneste eksempel på, at man sjældent bliver synderligt veloplyst af danske medier, ihvertfald ikke når det handler om andet end den hjemlige andedam.

Jeg har bestemt ikke nogen synderlig veneration for Orban, men det er alligevel slående, at hovedparten af dækningen af valget i Ungarn har gået på, at han var en stærkt problematisk person, som nu for alvor blev udfordret af en enig og samlet opposition. Jeg har set flere nyhedsindslag med interviews med ungarere, som enten glædede sig meget til Orban røg ud, eller var blevet politisk apatiske, men jeg kan faktisk ikke rigtig mindes interviews med ungarere, som var Orban-tilhængere. Under alle omstændigheder var mit billede egentlig, at han godt kunne være lidt på vippen.

Hvordan man end vender og drejer det, så er det ikke noget, der gør os særligt meget klogere på, hvorfor 2/3 af ungarerne støttede Orban ved søndagens valg. Og det er vel det, medierne skal være med til, ikke bedrive propaganda eller bekræfte os i det verdensbillede, vi har i forvejen?

Det er langtfra det eneste eksempel på stærkt biased eller meget mangelfuld udlandsdækning i danske medier på det seneste.

I forrige uge var den amerikanske udenrigsminister Anthony Blinken på rundrejse i Mellemøsten, hvor han bl.a. holdt topmøde i Israel med udenrigsministrene fra Israel, Egypten, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Marokko. Et møde, som for bare få år siden ville være fuldstændig utænkeligt, men som er blevet muliggjort af Abraham-aftalerne, som blev indgået som resultat af Donald Trumps mellemøstdiplomati (!!), og skabte grundlag for etablering af diplomatiske forbindelser mellem Israel og en række arabiske lande (udover Egypten og Jordan, som har haft det i en del år). Jeg mindes nærmest ikke at have set noget om det i danske medier, udover et par forkølede Ritzau-telegrammer, men det er absolut historisk, at der er fredelige relationer mellem Israel og så mange lande i Mellemøsten/Nordafrika.

Mange danske medier (bl.a. Deadline forleden) fortæller os bogstaveligt talt, at “hele verden” er imod Putin og invasionen i Ukraine. Men det er jo mildt sagt ikke tilfældet. Det er først og fremmest noget, vi er i Europa og USA. Langt hovedparten af verdens lande er enten positive overfor Rusland og Putin eller ret ligeglade. Hvis vi tror, alle mener som os, så er det altså svært at navigere i verden, specielt når det faktisk er helt forkert.

De traditionelle medier er økonomisk pressede, mange har ikke råd til tilstrækkeligt mange rigtige korrespondenter til at kunne lave en ordentlig udlandsdækning osv. Men det er alligevel rigeligt meget automatpilot, man bliver udsat for, hvis man primært får sin viden om den store verden fra danske medier 🤔.