Af Lars Movin

KRISTIAN LETH: EN VEJ UD AF TÅGEN

Hvor er det dog en umanerligt fin lille bog om far/søn-forholdet, Kristian Leth har skrevet. Kortfattet, tæt, koncis, rig på indsigt og boblende af sprogligt overskud. Naturligvis kan man ikke undgå at åbne bogen med den viden, at den far, der tales om (og til), er Jørgen Leth. Skriften er dermed en replik til de bøger, forfatterens far har skrevet, en del af en dialog, som både er privat og offentlig. Men snart fordamper kendis-aspektet, og Kristian Leths bog breder sig ud og bliver en almen undersøgelse af sønners forhold til fædre, specielt fraværende fædre. Et opgør, javist, men et modent og favnende opgør, på én gang skarpt og omsorgsfuldt, nuanceret og eftertænksomt. Et oprigtigt forsøg på at forstå. Skrevet i et sprog, der både er søgende og præcist. Og altid med øje for den omstændighed, at perspektivet hele tiden flytter sig. At man som voksen skrivende ikke længere er det barn, der blev svigtet, men et modent menneske, måske endda selv far – og måske endda på vej til at blive en version af den far, man føler trang til at gøre op med. Kristian Leth har sådan en fin måde at bruge sproget til at trække indsigter ud af tågen på. Han nedlægger ikke sin far for selv at kunne komme til. Han skriver et landskab frem, hvor de begge kan leve i fremtiden – forhåbentlig bedre end i fortiden. Som han bemærker et sted: “Smerten må ikke blive et våben.” Og videre: “Der er ikke noget regnestykke, der skal gøres op. Man kan ikke bruge sin historie som en rambuk til at bryde andre ned. Eller det kan man godt, men det bringer ikke orden i sagerne. Det er ikke et regnestykke. Hvis man selv er såret, nytter det ikke noget at give smerten tilbage til dem, der sårede en. Man skylder dem ikke noget. De fortjener heller ikke noget. / Regnestykket går op, når vi dør. Ikke før.”

Omslag: Tal R.