PANSLAVISMEN ELLER EUROPA

Af Peter Tudvad

Ligesom vi i Norden kender til skandinavismen, og den tysktalende verden kender til pangermanismen, kender de slaviske lande til panslavismen. I 1848 blev der sågar afholdt en panslavisk kongres i Prag, samtidig med at de lande, der havde hørt til det i 1806 opløste Hellige Romerske Rige af den Tyske Nation, i Frankfurt forsøgte at gensamle det tyske rige (hvilket som bekendt først lykkedes først i 1871, men da uden Østrigs deltagelse).

Den panslaviske kongres blev ledet af den tjekkiske historiker og politiker František Palacký, som kuriøst nok også var blevet inviteret til at deltage i den tyske nationalforsamling i Frankfurt, da hans land, det habsburgske kronland Bøhmen, trods overvejende slavisk havde været en del af Det Hellige Romerske Rige (der først o. 1500 supplerende blev kaldt “af den Tyske Nation”). Palacký afslog invitationen med henvisning til, at han ikke var tysker, men “bøhmer af den slaviske stamme”. Selvom Bøhmen altså havde hørt til det tysk-romerske rige, skulle landet ikke igen sortere under en tysk kejser (og heller ikke selvom en af de hedengangne tyske kejsere havde været tjekke, nemlig Karl IV, der var født i Prag, men i øvrigt som alle middelalderens konger og fyrster internationalt opdraget og orienteret). Opsummerende forklarede Palacký, “at kravet om, at Østrig (og dermed også Bøhmen) skulle slutte sig folkeligt til Tyskland, dvs. forsvinde i Tyskland, er et selvmorderisk krav, som derfor savner enhver moralsk og politisk mening”.

På den anden side ønskede Palacký heller ikke, at Bøhmen (vore dages Tjekkiet) skulle høre til et panslavisk rige, for et sådant, frygtede han, ville uvægerligt blive domineret af Rusland. Panslavismen forstod han derfor som et “russisk universalmonarki” styret fra Moskva. Noget overraskende ville han i stedet have, at Bøhmen fortsat skulle indgå i det habsburgske rige, i Østrig-Ungarn, for kun sådan kunne Bøhmen og de andre slaviske lande i Østeuropa byde Rusland trods. “Sandelig, hvis ikke den østrigske kejserstat allerede eksisterede, måtte man i Europas interesse, i selve humanitetens interesse, skynde sig at oprette den.” Sådan skrev Palacký i sit svar til den tyske nationalforsamling i Frankfurt den 11. april 1848. Først 24 år senere, i 1872, undsagde Palacký Østrig.

Når jeg netop nu fortæller ovennævnte episode af den slaviske historie i Europa, skyldes det selvfølgelig det russiske overfald på Ukraine. Invasionen synes jo med al ønskelig tydelighed at demonstrere, at Rusland fortsat – eller igen – er, hvad det ifølge Palacký var under zarerne i det 19. århundrede. Og Ukraines ønske om at blive optaget i EU synes tilsvarende at vise, at man i den slaviske del af Europa fortsat tænker, som Palacký gjorde, altså at en eller anden europæisk føderation er det eneste mulige værn mod Ruslands imperialistiske tilbøjeligheder.

Dette smigrer os sikkert i Vesteuropa, men problemet er ikke desto mindre, at vi her, i Vesten, ikke for alvor interesserer os for det slaviske Central- og Østeuropa, med mindre det er underlagt en sovjetrussisk hegemoni eller netop bliver overfaldet af en russisk imperator. Under Den Kolde Krig var dissidenter i fx Polen og Tjekkoslovakiet vores helte, vi læste deres manifester og bøger og fejrede dem i skåltaler. Efter Jerntæppets fald mistede vi hurtigt interessen for østeuropæerne, men ikke for deres lande, der helst skulle optages i NATO og EU så hurtigt som muligt. Men da Putin nu har genvakt truslen fra øst, har vi også fået genvakt vores følelser for østeruopæerne. Vores kærlighed til dem er som en forlovelse indgået på et bal, så inden længe kølnes den igen. Og så står de slaviske europæere nok engang med hatten i hånden – midt mellem Moskva og Bruxelles, ombejlet af økonomiske og militærstrategiske grunde, men lige så uønskede og uforståede som altid.Illustrationen er Alfons Muchas store maleri af “Ophævelsen af livegenskabet i Rusland (1861)” fra 1914, der indgår i hans kolossale billedcyklus “Det Slaviske Epos”.

Illustrationen er Alfons Muchas store maleri af “Ophævelsen af livegenskabet i Rusland (1861)” fra 1914, der indgår i hans kolossale billedcyklus “Det Slaviske Epos”.