NATO, ØSTEN OG KRIGEN

Af Peter Tudvad

Til stor gene for mange, der mener, at NATO er en ren forsvarspagt og derfor per se fredsommelig, har nogle ifm. krigsudbruddet den 24. februar hævdet, at NATO med sin østudvidelse i 1999 og 2004 samt løfte anno 2008 til Ukraine og Georgien om optagelse i alliancen har bidraget til den krise, som vi lige nu ser den måske blot foreløbige kulmination på. Andre henholder sig til princippet om national suverænitet, der indebærer, at ethvert land har ret til selv at afgøre, hvilken alliance de evt. vil tilslutte sig – og de samme andre implicerer, at en alliance som NATO umuligt ville eller burde kunne afslå en ansøgning om optagelse. Problemet med en svulmende alliance som NATO er jo bare, at den for en falleret og såret stormagt som Rusland opfattes som en trussel. Og som netop falleret i økonomisk henseende er Rusland med et BNP på det halve af Tysklands og en tolvtedel af USA’s fristet til at spille med de eneste muskler, landet har: de militære, herunder nukleare. Spændende!

Der er imidlertid så meget andet, der bidrager til, at situationen lige nu er sprængfarlig. Ofte henviser man til Budapest-aftalen af 1994, ifølge hvilken bl.a. Ukraine skulle afstå sine atomvåben til Rusland mod aftaleparternes garanti for landets suverænitet. Nu har Rusland notorisk krænket Ukraines suverænitet, og så er aftalenes parter – herunder kuriøst nok Rusland – vel forpligtet til at genoprette samme. Blandt parterne er USA og Storbritanien, som mao. her kan henholde sig til en folkeretligt bindende aftale som retfærdiggørelse af en intervention i Ukraine. Velkommen til Tredje Verdenskrig!

Budapestaftalen kan man læse om på Wikipedia (https://de.wikipedia.org/wiki/Budapester_Memorandum) og i den artikel, som en venlig sjæl i Berlin i dag har gjort mig opmærksom på, jf. dette link. I denne artikel oplyses det som supplement til mange af de ofte nævnte eksempler på, at vestlige diplomater og toppolitikere i 1990 sagde til russerne, at NATO ikke ville blive udvidet øst for Elben eller i hvert fald ikke øst for Oder-Neiße, at NATO’s daværende generalsekretær, tyskeren Manfred Wörner, den 17. maj 1990 sagde følgende:

“Schon die Tatsache, dass wir bereit sind, die Nato-Streitkräfte nicht hinter den Grenzen der Bundesrepublik Deutschland zu stationieren, gibt der Sowjetunion feste Sicherheitsgarantien.”

Det var altså ingen ringere end NATO’s egen chef, der dengang kaldte det et faktum, at NATO ikke ville stationere tropper hinsides den tyske forbundsrepubliks grænser, hvilket skulle være Sovjetunionen en tryg og fast sikkerhedsgaranti.

Den gamle koldkriger George F. Kennan, der engang var amerikansk ambassadør i Moskva, og som en af de første advarede mod USSR’s mildt sagt ikke betryggende ambitioner i Europa efter Anden Verdenskrig, skrev på sine gamle dage, i februar 1997, i New York Times, “dass eine Nato-Erweiterung der verhängnisvollste Fehler der amerikanischen Politik in der Ära nach dem Kalten Krieg wäre“. Altså at en NATO-udvidelse (underforstået mod øst) ville være den mest fatale fejl i amerikansk politik efter den kolde krig. Kennan frygtede nemlig, “dass die nationalistischen, antiwestlichen und militaristischen Tendenzen in der Meinung Russlands entzündet werden”. Alså at en sådan udvidelse ville fyre godt og grundigt op under de nationalistiske, antivestlige og militante tendenser i Rusland. Få måneder senere, i juli 1997, besluttede NATO sin østudvidelse.

Bare kald mig idiot, men det hjælper jer ikke, når krigen eskalerer, og paddehattene skyder op over vores hoveder …