Af Klaus Riskær Pedersen

Bismarch angrebskrig på Danmark i 1864 havde samme rationale som Putin’s krig mod Ukraine i dag. Det fik vi først løst efter 1. verdenskrig med afstemning om det endelige tilhørsforhold.

Måske det ville være klogt om vi fra EU og NATO i højere grad understøtter en forventning til at Ukraines regering bør indgå i forhandlinger der kan sikre en varig fred. Så krig ikke spreder sig yderligere.

Krig er den naturlige fortsættelse af politik, og ingen krig er moralsk forsvarlig. Vi må forholde os til den realpolitiske situation, hvis dette ikke skal påføre os selv helt uacceptable følgetab.

Parterne i atomafrustningen af Ukraine i 1994 har ikke overholdt aftalerne, og Ukraine er den skadeslidte. Men vi kan finde måder at hjælpe dem på, når først de har fået forhandlet en løsning med russerne.

Vi kan ikke have at den Ukrainske regering ‘gamer’ denne situation, og derved bringer vor alles sikkerhed i fare. Vor velfærd har allerede lidt et stort tab i årene der kommer, men en forhandlet løsning må og skal findes.

Det er ikke politisk populært – og slet ikke på Christiansborg – at der også stilles krav til Ukraine for at få dette løst. Men moraliseren har sjældent løst noget som helst i krig. Desværre. Vi er derfor nød til at anskue dette realpolitisk, og her har vi et problem som det forløber nu.